Vild med dans?

Når jeg er i byen, føler jeg mig ind i mellem som en mand. Mænd sidder tit i baren. Og det gør jeg også, hvis jeg selv må bestemme. Nu hvor jeg er døv, ved jeg ikke rigtig hvad musik gør ved folk, men et eller andet gør det klart. Jeg har observeret, at mange kvinder valser ud på dansegulvet for et godt ord, og nogle kan danse en hel nat væk. Bare ikke mig. Jeg bliver så nervøs. Jeg kan godt trippe ud på dansegulvet og svinge nogenlunde rytmisk med udvalgte kropsdele. Jeg bilder mig endda ind, at jeg falder ok godt ind i mængden. Men derfra og så til at svinge løssluppent og hippieagtigt til rytmerne er der en kæmpestor verden til forskel. Men det, der skræmmer mig allermest ved dansegulve er, hvis en eller anden mandsling prøver at genne mig bort fra pigerne for at lægge op til solodans. Mig og ham. Så står jeg der med dette uidentificerede væsen. Så aner jeg ikke, hvad jeg skal gøre. Seriøst. Aner det ikke, mand. Så står man der og svinger løs. Hvorfor står to fuldvoksne og fuldfremmede mennesker der og roterer sykront? Og hvad gør man? Skal man se på ham? Smile? Headbange og hoppe? Prøve at sige noget begavet? Hvad snakker man om på et dansegulv? Hvis man overhovedet snakker? Hvad nu hvis det bliver pinligt? Hvad nu hvis manden pludselig kaster sig ned på knæ og begynder at synge serenader? Eller bare synger? Hvornår er det så, at man så skal løfte sløret for, at man er døv? Åh. Det er decideret angstprovokerende. Og for at komme disse semi-pinlige seancer til livs, danser jeg sjældent uden alkohol i blodet. Men det ville være fedt at tage ud for at danse. Simpelthen bare danse. Afprøve moves og sådan. Det er jo en fremragende mulighed for at få ordnet fitness og peoplewatching i et. Med mulighed for en eventuel mandlig bonus, der bagefter kan massere ens ømme fødder. Nemlig. Der må være mulighed for at gå til sådan noget danseundervisning. Sådan en af de der fancy Føl-dig-som-en-gudinde-ting. Måske jeg skulle konfrontere mig selv med min frygt for dansegulve og samtidig få en ny hobby.

0 tanker om “Vild med dans?”

  1. Ja, hvad gør musikken ved folk – det er sq svært at forklare. 🙂 Men hvis man f.eks. “elsker” makrelsalat, så giver det jo en form for glædefølelse at spise det. Det er vel lidt den samme glædefølelse, man får, når man hører et stykke musik, som man “elsker”. Og dans – altså at nyde musikken med hele kroppen – gør det bare bedre. 🙂 Derudover kan der selvfølgelig også være det visuelle indtryk, hvis man samtidig er en dygtig danser.

    Og hvad snakker man om på et dansegulv? Ikke ret meget, i al fald hvis det er på et diskoteks dansegulv. For det meste er musikken så høj inde på gulvet, at det er svært at høre, hvad man siger til hinanden, hvis man ikke taler tæt på og direkte ind i den andens øre. Så hvis der overhovedet bliver snakket, så er det kun enkelte korte sætninger, der bliver udvekslet.

    Når du står sådan et sted, kan du sikkert godt skyde dig ind på, om musikken er meget høj – det er den f.eks., hvis du uden problemer kan mærke rytmen, eller hvis folk taler direkte ind i hinandens ører. Så forventer din dansepartner næppe, at du siger ret meget.

  2. Det er præcis derfor, at man aldrig ser mig danse, og jeg hader, når folk byder mig op til dans. Det er bare ikke en del af døvekulturen (hm)..

    Min familie ved det efterhånden, men til familiefesterne, er der altid en stakkel som ikke ved dette og byder mig op til dans, efter 3 katorgiske nej tak, opgir jeg!! Måske, skulle jeg have en skilt næste gang, hvor der står “Jeg danser ikke, jeg hader det!”. *GG*

  3. Ulrik: Når man som jeg aldrig har hørt, så er det altså så godt som umuligt at forestille mig, hvad musik betyder for folk – men det lyder som en af de fornøjelser, der ikke feder, og som jeg så går glip af 🙂 Men hvorfor dælen skal man sprælle til det…hehe. Det er nu rart at vide, at folk så ike tænker sådan, at de skal sige noget – for det gør jeg altså.

    Nadia: kender det rigtig godt – og man er som regel ikke fuld nok til familiefester, at man er ligeglad!

  4. Hov – du, Nadia, jeg er ikke enig. Dans kan godt være en del af døvekulturen. Selvom jeg er helt døv, ææælsker jeg at danse. Kan let danse langt ud om natten. Det føles så skønt at mærke musikkens rytme i hele kroppen – og ikke mindst hvor man kan nyde at have et godt øjenkontakt med det modsatte køn uden at sige noget 😉 – Karen

  5. Karen, dejligt at nogen er uenige. Du er nok den eneste døv jeg kender som har det sådan. Altid dejligt, at høre at du kan lide at danse.
    En god omgang sjæler går jeg ikke vejen for.. men alligevel føler jeg ilde til mode, når man bryder mig op til dans.

    Den eneste dans, jeg rigtig kommer til at danse, er nok brudevalsen *GGG* og det varer år endnu før det sker.

  6. Karen har ret – der er mange døve, der elsker at danse… Hun er en af dem, der kan li at gå amok derude 😉 Og jeg ender en hel del flere. Sjovt nok mest piger. Og bøsser.

    Men der er nu også mange der er som os.

  7. Jeg elsker at danse. Det ser bare ikke altid så kønt ud, men hvad… Så længe jeg ikke danser breakdance og svinger min tunge korpus inkl. baby i maven ud på en smattet disko-gulv og snurrer rundt på ryggen, så skal det nok gå.

    Nadia: Jeg mindes ellers dig på hønen danse i takt til noget Kim Larsen klokken lort om natten og i en brandert…. Selv om det godt nok er årevis siden… Samme nat som en vis Hr. N spurgte om vi var med på en “trekant”, hvor vi så grinede ad ham så meget at han ikke snakkede med os længe efter, remember? 😉

  8. Haha, jeg gad da godt være med der på en kigger 🙂

    Også at se dig give den hele armen med en gang breakdance på smattet diskoteksgulv. Men det lader vi nok liiiige nogle andre om.

  9. Klejs, det skulle du absolut minde mig om. Det må have været i det 6-7 år siden, dengang jeg var mere end ualmindelig glad for, de våde sager.. hmm

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *