Hvad er der med mænd?

Jeg tillader mig at stille mig selv det urgamle, eviggyldige pigespørgsmål: Hvad er der med mænd? Her til aften får jeg en sms fra et ukendt nummer. Studser et par sekunder. Kan så godt regne ud hvem det er fra. En lækkerbamse, jeg datede een gang tilbage i vinters. Han ville så ikke ha’ mig, og fred med det, selv om jeg holdt lidt fast ved ham. Mand, han var jo rålækker. Og charmerende. Det kunne jeg ikke stå for. Men han var stædig, og jeg har ikke specielle anlæg for at stalke mandspersoner. Er den der, er den der, er den der ikke, er den der ikke. Bare ærgerligt for mig (og ham!) Så jeg slettede derfor hans nummer efter at have erkendt, at der simpelthen ikke var mere at hente hos ham. Og så får jeg gudhjælpemig en sms fra manden her til aften. Nogle måneder efter. Hvad er der med mænd? Har en teori om at de aldrig sletter pigenumre. Hvorimod vi piger sletter fyrenes (tilfældigt uddelte?) numre for et godt ord. Mangen en gang har jeg bevidnet en veninde stå med mobilen i hånden og sige: NU gør jeg det. Jeg sletter hans nummer. Slette-slette. Væk med ham. Nu er han hermed visket ud af mit liv. Jeg har ligeledes lavet dette trick flere gange. Det er jo det bedste værn mod at komme til at skrive semi-stalkeragtige eller bare fortrydelige sms’er til mandslingen i tide og især utide. Og alligevel bliver de ved med at skrive – måneder, år efter. Altid efter en pause. Hmm. Og oftest lige efter at vi rent faktisk har glemt alt om dem. Altså, vi har jo lært, hvad he’s not that into you betyder. Og vi kommer videre. Måske kræver det feminine følelsesudbrud og venindekonsultation, men videre, det kommer vi. Men mænd. Hvorfor dælen bliver de ved med at gemme numre og så skrive efter 700 år?

Sporty Mette?

I et øjebliks vanvid og udsat for massiv gruppepres som ny kollega sagde jeg ja til DHL-stafetten som finder sted om et par måneder. I embeds medfør. Eller ikke-embeds-medfør. Huhej, hvor er vi sporty. Det er nok lige en god ide at kunne være i stand trippe et par kilometer som minimum. Og faktisk har jeg det lækreste løbe-hood en stenkast herfra, så jeg burde se at kridte løbeskoene. Også fordi det kan spare mig for at foretage en kropstransplantation. Hmm. Men jeg tror ikke, at jeg tør at tage ud i Fælledparken. Så ved jeg nemlig, at det begynder at plaske amok udenfor på den brusebads-agtige måde lige så snart jeg har trippet rundt i 3 minutter. Skæbnens ironi. Og det danske vejr. En grufuld kombination. Og er der noget, der er værre end at være svedig, så er det at være svedig og plaskvåd. Nå, men jeg kan nok heller ikke komme udenom det faktum, at jeg for et par uger siden højhelligt lovede mig selv de 5 om ugen. Ja. Øhm. Jeg pakker fitness-tasken og suser afsted.

PS. Jamen det er jo fantastisk at spæne rundt i Fælledparken. Jeg gav solen en chance, og sikke en fin-fin tur. Måtte gøre mig ligeglad med at jeg nok var den tykkeste løber i Fælledparken – hey, man skal jo starte et sted. Meget fint, frisk og grønt. Gør det dælme igen.

Kom så, sol!

Ehm, er det et tidligt stadie af osteoropose?, spurgte jeg min læge med ængstelig og semi-hypokondrisk bekymring. Med hentydning til en nu hedengangen oldemor, der blev mere og mere krumbøjet i sine sidste år. Jeg har nemlig ondt i knoglerne ved hofterne. Og i knæene, når jeg træner. Nej, du mangler bare D-vitaminer, replicerede den venlige læge. Og det tror da pokker. Hvor bliver den sol af? Jeg er konstant sløv og træt. Har allermest lyst til at bare ligge i min seng og stene. Min krop tror vist nok, at det er efterår. Den brokker sig. Og jeg lige så. I går fes jeg ind og ud af altanen i et desperat forsøg på at få bare lidt sol på mit efterhånden anæmiske legeme. Altså, er det juli? Åh, jeg er træt af det her vejr. Og det her land. Hvis solen bare lige tog sig sammen og skinnede lidt mere, så kunne livet udenfor nydes. Men nu har jeg så allermest lyst til at bare ligge vandret – og så skal jeg suge mælk, for det indeholder vistnok også D-vitaminer. Hmm, kom så, sol, du kan godt.

Salat – nej tak!

Hvor ville jeg bare ønske at jeg kunne spise salat. Det ønske har jeg ytret flere gange i løbet af de seneste par uger. Har jo været en masse på restaurant, og det har ikke været hver gang, at jeg har været i humør til at fråde mad. Nej, jeg kan ikke lide salat. Eller, det ved jeg egentlig ikke om jeg kan, men jeg nægter at proppe så meget som et eneste lillebitte salatblad ind i munden. Det er over min grænse. Det er klart noget psykisk, det der – men salat, aldrig i livet. Men hvor kunne det være smart at elske salat. Sådan ligesom i, mums, jeg er lækkersulten, jeg napper en gang salat. Det er så feminint, at det næsten smerter. Nippe-nippe. I dag var veninde + jeg så et par machomænd, der bestilte 2 x kæmpe Pussy burgere med dertil hørende superfritter og det dersens aioli. I virkeligheden var jeg ikke særlig sulten, men jeg er sådan set kun til burgeren på Pussys menukort. Eller suppe, hvis de serverer en Mette-suppe. Men i dag var det banansuppe med koriander, så jeg sprang lige over. Det er en kende for avanceret efter min smag. Og nu har jeg bare så ondt i maven. Den burger er fuldstændig hardcore. Hmm, ville altså ønske, jeg var til salat. For jeg tror i virkeligheden at jeg var i salat-mode, allerede inden vi bestilte. Nå, men vi har jo alle vores små særheder.

Mig og mit toilet

Det er første gang i sådan cirka 200 år at jeg er alene. Ligesom i mutters. Kan faktisk vældig godt lide at være alene. Ligesom i me, myself & I. Totalt meget me-time. Jeg kan trisse rundt i trusser og ingenting lave. Jeg kan dyrke mine egne, private, obskure vaner. Dem har jeg opbygget et par stykker af her i løbet af de seneste par år. At spise af nutella-dåsen og den slags ting. Jeg tror også, at de har talt om det i Sex and the City. Min lejlighed er ellers den ultimative egoisthybel. Det er lige før, at den er lavet specielt til mig. Mit toiletdør kan nemlig ikke låses. Den kan endsige ikke lukkes rigtigt, til stor irritation for mine mere privat anlagte gæster. Folk i det hele taget. Men det gør slet ikke noget. Jeg lukker nemlig ikke så tit døren, når jeg går på toilettet. Shh, sig det ikke til nogen. Men det gør jeg altså ikke. Forudsat at jeg er alene, naturligvis. Er meget Miranda på det område. Ingen skal se mig på tønden. Altså, de er jo rimelig private, sådan nogle latrinære ærinder. Men i løbet af de seneste par uger har jeg slet ikke kunnet gå på toilettet for åben dør. I grunden rimelig hæmmende for min personlige frihed. Men ahh, nu kan jeg sidde på tønden med åben dør alt det jeg lyster. Jæs. Men jeg tror at jeg vil starte med at fejre min frihed med at gå i seng. For man bliver altså ret kvæstet af al den socialismus, når man har fremelsket et eneboer-gen.

Ferie-mode

Mage til slattenhed her på arbejde skal man lede længe efter. Stirrer på computeren. Og den glor tilbage på mig. Hmm. Min hjerne står endnu på ferie-mode, og hvad skal man sige… ah, du danske sommer? City er proppet til af turismos, der simpelthen snegler sig afsted. Og når vi nu er nogle seriøse mennesker, der skal arbejde, lissom, så går det da ikke at snegle afsted gennem kødranden. Nej, jeg er da ikke misundelig, fordi de hænger ud på Riz Raz eller andre mindre lødige turismo-restauranter i city. Mmhm, jeg må hellere se at få nakket dagens dont, så jeg også kan komme ud. Det at fråde en sportskage (!) på la Glace er jo næsten en slags ferie. Og idet solen sporadisk og koket har valgt at vise sig frem i dag, kan man næsten lade som om at man sidder på en café i Madrid og suger noget cafe con leche mens man nidstirrer de forbi-defilerende personager. Sådan.

Det var så Madrid

Farvel Madrid. Farvel sol. Og Sol. Og Chueca. Farvel lune aftener udenfor. Farvel sangria. Farvel fremmede mennesker i metroer. Farvel spanske hunks, der spørger om man skal have con leche i sin (udsøgte) kaffe. Det var en vældig rar tur. Det var så WFDs verdenskongres for døve i Madrid. Der var arbejde, og der var fritid. Lidt uhåndterligt at adskille de to ting, når man er døv. Især når man lige skal hilse på en halv milliard mennesker man har mødt ved tidligere lejligheder rundt omkring i verden. Det er fantastisk at være døv når der er en 4000 andre døve i byen. Man hænger ud i metroen, og så skal der ikke mere til end en replik a la You deaf? før man bliver chattet op af en vildtfremmed. Og så pludrer man løs. Har sludret med folk fra London, Syrien, Nigeria, Spanien, whatever. Folk i sari, kaftan, jeans. Jeg har endda også fået en invitation til Napoli af en døv 70 årig italiener, da jeg var på loppemarked søndag. Med adresse og det hele. Har pludret løs på internationalt tegnsprog hele ugen. Uafbrudt, ustandseligt. Dag, aften og nat. I byen, på bar, på gaden. Var dælme træt til sidst. Døve har et umætteligt kommunikationsbehov. Det er helt sindssygt. I dag måtte jeg så gå undercover som hørende. Lissom i at ikke sige en klap på tegnsprog. Så folk ikke kan se at man også er døv. Og sådan kunne jeg sidde og betragte folk snakke uden at blive involveret selv. Men det er ikke altid at man kan gemme sig. Men nu er jeg i Danmark igen, hvor alting er visuelt stille. Mindre eksotisk. Kedeligt, faktisk. Snart kommer jeg til at savne det. Men lige nu er jeg dælme træt.

Lufthavnsprocesser

I morgen skal jeg morderligt tidligt op. Mit Spanair fly letter nemlig klokken 9.15. Og vi er nogen, der lissom skal starte dagen med en kæmpe Starbucks kaffe. Jæs. Også selvom den efter forlydende koster 100 kroner eller noget. Og inden klokken 9.15 da har jeg også tænkt mig at forsyne dametasken med diverse veldufte fra parfumeriafdelingen plus en spritny mascara. Og besøget i parfumeriet er naturligvis inklusiv min faste procedure med at duppe La Praire øjencreme på mine eksklusive øjenomgivelser. Den der lille dåse-dims, der koster 900 kroner. Så det betyder jo, at et lille dup koster sådan en 10-20 kroner. Man er vel nok gratist på luksus-måden. Og så skal jeg også købe en pakke Marianne bolsjer. Fast procedure. Klapper i mine små hænder. Det er så spændende at hænge ud i lufthavne. Og før jeg ved af det, er jeg i Madrid. Mmm.

G-streng til 2 årige?

Min ven spurgte her forleden: – Har du set reklamen for Netto? Mit svar var straks: – GUD. JA. Den reklame var jeg også selv lige ved at få kaffen i den gale hals over.

billede-1.jpg
Kilde: Netto.dk

Først tænkte jeg jo: – Hmm, sælger Netto nu også G-strenge til børn? Skal 2-årige så gå i G-strenge? Fyldt med vantro tanker blev jeg så derfor nødt til at inspicere numsemodellens bagparti noget grundigere. Derfra har jeg så kunnet konkludere, at der vitterligt er tale en voksen G-streng. Eller en teenager-version. Men det var stadig temmelig meget in your face agtigt. Disseher søde, uskyldige børn bliver jo moonet lige op i ansigtet. Ja, øhm, Netto, var det der ikke lige en ommer?

Madrid

Jeg glemte lige at jeg havde en blog. Men lever skam stadig i bedste velgående. På mandag er der afgang med Spanair til Madrid. Mmm, Madrid. Sidst jeg var der, var på interrail i 1999, vistnok – i sidste århundrede, lissom. Jeg har kun sært obskure minder derfra, noget med en suspekt mandsperson, der ville guide os rundt. Og så var der en fyr med grønt hår, der vistnok hed Luiz. Han var også lidt spøjs. Nå men, så stak vi af, videre nordpå, til Calella, hvor det var meget rarere at være for to 18 årige danske piger. Og siden er der gået en masse år. Nu står den på Madrid igen. Hotel i City, et værelse helt til mig selv, idet jeg er i embeds medfør. Ville bestille dronningesengen, men blev stoppet. Nå, men en enkeltseng er også fint. Helt fint. Er jo vant til køjesenge på hosteller. Mmm, glæder mig. Planen er bare straight til og fra Madrid. Kunne ikke overskue andet, og desuden kan billetten ikke byde på andre destinationer end netop Madrid. Så solferien må vente til august, og i mellemtiden må jeg finde nogle veninder at tvinge med afsted.