Mig – en kriminel cyklist

Her til morges har jeg næsten kørt op i en bil, sms’et på cykel, kørt over 2 gule lys og endelig har jeg højresvinget, selvom cykel-lyskrydset viste rødt. 5 formasteligheder begået på de små 5,5 kilometer fra mit respektive hjem til arbejdet. Politiet har tænkt sig at slå hårdere ned på hensynløse cyklister. Følte mig straks en smule kriminel, selv om jeg ikke havde gjort noget i det sekund, en politibil passerede mig på Østerbrogade. Men her til morgen læser jeg, at jeg muligvis er kriminel alligevel. Ja, kriminel. Det er der i hvert fald en freak, der mener. Han har gjort det til sin hobby, i stedet for at fotografere fugle, at fotografere kriminelle cyklister. Det læste jeg på Politiken.dk her til morges. En lille, kuriøs historie. Agurketid, ja jeg ved det godt. Nåmen, manden altså… han opererer med sit kamera på Østerbro, af alle steder i verden. Mit hood. Gisp. Hvis I så ser en 25-årig, mellemblond pige med skulderlangt hår og en mønstret regnfrakke på kriminelle.dk  – ja så er det altså mig. Og som den lovlydige borger jeg er, angrer jeg dybt.

0 tanker om “Mig – en kriminel cyklist”

  1. Jeg læste også artiklen og sank et par gange. Det er nemlig også mit hood og jeg kan vist ikke sige mig fri for at begå et par ulovligheder ind i mellem på cykel..

    For eftertiden vil der blive holdt øje med manden med kameraet..

  2. Så må vi sørge for at vi ikke kommer i cykel-karambolage med hinanden på Ø, for så kommer ham manden og fotograferer… Oh skræk og ve.

  3. Jeg har snakket med en ven om, at man burde finde ham og køre forbi ham 400 gange. Uden hænder, 2 på en cykel, snakkende i mobil, med pikken hængende ude osv. imens vi vinker til ham og smiler.

    Slutteligt vil jeg så give ham en dumflad. Det har jeg ikke sagt noget om til min ven…

  4. Hmm er det ikke overtrædelse af privatlivets fred eller noget, at fotografere sagesløse cykelister.
    Det er næsten brud på overvågningsloven, med mindre han er hemmelig agent fra PET… *G*

  5. Laust – Lysten til at gi’ en dumflad – sådan en reaktion er der nok mange, der får. Der står jo også i artiklen, at han op til flere gange er blevet forfulgt af vrede cyklister. De sku’ bare vide det med nettet…!

    Nadia, ja, min umiddelbare tanke var også, at det der altså bare ikke var lovligt. Men på den anden side, så befinder man sig i det offentlige rum – og så , ja. Han er også jura-studerende, så han har naturligvis check på at have paragrafferne på sin side..

  6. haha alle friske unge mennesker på Østerbro er blevet fanget på Don Nørds side. Han skal se at gå op i noget der VIRKELIGT rykker i statistikkerne

  7. Jeg håber, da meget for ham, st han har styr på det. Men husker i en nyhedes indslag på tv2-nyhederne for noget tid siden, hvor man disskuterede hvor vidt det var brud på overvågnings loven.

  8. For mit vedkommende er det endnu slet ikke lykkedes at komme til at se den hjemmeside. Alting løser sig åbenbart… 😛

  9. Jeg kan nu godt forstå det der fotoshow et eller andet sted. Jeg har tit overvejet et videokamera i firmavognen.
    Jeg føler mig ærligt talt til grin når jeg stopper for rødt på Strandboulevarden og mødre med deres hjelmløse børn direkte på bagagebæreren svinger til højre med en agressiv mimik mod mig fordi jeg tillader mig at holde lige der hvor de gerne ville have kørt.

    Jeg kan også mærke blodet koge når man lige tager den op over fortovet de sidste 100 meter til supermarkedet – måske især fordi min kones mormor brugte 11 (elleve) uger på genoptræning efter hun blev cyklet ned på fortovet på Østerbrogade (hvor der er cykelsti i begge sider) af en ung mand, der ikke engang stoppede og hjalp hende skelettet der havde knækket sin tørre lårknogle. Svigermormor har stadig ondt i benet i fugtigt vejr. Det er to år siden.

    Det værste er dog de cyklister der ikke aner hvad en bil er. Eller især en lastbil som den jeg tilbringer hele min arbejdsdag i.
    Lad mig gøre klart at jeg – på trods af alle de lovpligtige spejle og en spejlprøvestand i firmagården og min position som sikkerhedsrepræsentant og… you name it… Alligevel kan jeg altså ikke se en fortovscyklist før de sidste par meter, hvis der er en cykelsti eller en række parkerede biler mellem min bil og fortovet. Mine spejle er designet og jf. loven indstillet til at fange de cyklister der kører i eller umiddelbart ved siden af min vognbane.
    Hvis jeg kører langs et par parkerede biler og der er en cykelsti indenfor disse, så har jeg svært ved at orientere mig om hvor mange cykler der kommer her. Er der så en der cykler helt inde på fortovet, så er han usynlig frem til ca bagvæggen af mit førerhus. Hvis vi så begge kører 15-20 km/t, så er det mig der får skylden for at klistre min kofanger til i blod.

    Jeg har hørt en teori om at når folk som unge lærer at der ikke sker noget ved småkriminelle handlinger som at ignorere rødt lys og køre hvor man ikke må, så mindskes autoritetstroen og folk kan ende med ikke at kunne se hvad der er galt i at røve en 7-Eleven med en pistol, for herregud, det er jo ikke ekspedientens egne penge – de får jo bare nogle nye af forsikringen. Jeg har ikke fået det bekræftet fra hjernevridere, men tankerækken er da styg nok alligevel. Pointen er stadigvæk at alle ulovlige handlinger bør have en konsekvens. Ellers kunne vi lige så godt sige at det kun er forbudt at slå på børn om mandagen og om torsdagen, ikke?

  10. Det er sguda en mærkelig indstilling, at man ikk’ behøver at overholde færdselsloven. Jeg bor selv på Østerbro – så det er også mit “hood” – og jeg er mega-sindssygt-træt af alle de lortecyklister, som fræser over fodgængerfeltet, selvom en hord af fodgængere skal krydse. Hvad fanden tror de, de laver. Især når man kommer træt fra arbejde, og det sidste man gider er at skulle springe for livet for en stupid cyklist…
    Jeg cykler selv i ny og næ, men ærligt talt nyder jeg det ikk’ ret meget i Kbh pga alle psykopaterne – og det er da en skidt tendens, eftersom det er sundt at cykle.
    Ham juristen gør måske noget ekstremt, men han siger jo også selv i artiklen, at han først startede med at tale med folk og få dem til at indse, at de gjorde noget forkert.
    Når jeg har været rigtig træt af f.eks. en cyklist, som kører ind i mig på fortovet, hvor der kun liiige er plads til fodgængere, så har jeg dag også sagt ting som “hop nu af cyklen” – men man får bare en ondt blik ud af det, eller folk ignorerer een. Så folk fatter åbenbart ikke den blide måde.
    Kør pænt og efter reglerne – så var der måske færre uheld – folk er ikke fucking usårlige og har ret til hele krydset, bare fordi de ser åååh så tjekkede ud med deres ny mobil og smarte attitude – grow up!

  11. Jeg er helt enig med Inge og Petersen. Det er ligeglade cykelidioter som hende den 25-årige mellemblonde med skulderlangt hår, der gør det til en plage at færdes i den københavnske trafik som en blød trafikant. Hvorfor skal I dovne idioter altid lige op på fortovet og cykle de sidste 20 meter? Hvorfor skal I altid lige køre i den forkerte retning på cykelstien? Hvorfor skal I altid lige køre over fodgængerovergangen? Hvorfor skal I altid lige overhale os andre, der holder for rødt for at køre helt ud forrest i krydset foran afstribningen, så I rigtig kan spærre for os andre, når I med vanlig hvalros-langsommelighed får snøvlet jer op på cyklerne, og vi andre bare gerne vil forbi? Hvorfor skal jeres SKIDE DOVENSKAB OG LIGEGYLDIGHED over for jeres medmennesker have fortrinsret frem for alle os andre, der egentlig bare gerne vil færdes nogenlunde sikkert i trafikken og som følge heraf prøver at overholde gældende lovgivning i håbet om, at vores medmennesker nok skal gøre det samme?

  12. Rolig nu. Vi har allesammen ret til at være her – både cyklister, fodgængere og billister. Jeg vil ikke have det på mig, at jeg udgør nogen fare for andre, for det gør jeg i hvert fald ikke – det eneste, der er en plage er sådan nogle sure nogle, der skal skælde ud over det mindste. De fleste mennesker forbryder sig mod nogle regler ind i mellem, og her tror jeg at de allerfleste gør det med forsigtighed. Det kan være at du (lovlydige cyklist fra Ø) bliver vred, men husk, at de fleste cyklister faktisk kører pænt og ordentligt. Det er i hvert fald min oplevelse, og jeg kører på cykel hver dag.

    PS. Og desuden skulle indlægget gerne læses med en snert af humor.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *