Altid på arbejde

Du er da altid her. Den kommentar har jeg fået ikke så få gange, når der er kommet nogen, som jeg kender, forbi på arbejdet. Nu er jeg jo ansat som fuldtidsslave og nu kan jeg tilfældigvis også rigtig godt lide det arbejde jeg har. Så det er da ikke unaturligt at jeg altid er på arbejde. Kollegerne har jo børn og den slags at passe, og det har jeg ikke. Og desuden er det sjovt… det at arbejde. Fik jeg sagt det? Den tjans er lige mig. Nå men jeg ville hellere beskyldes for altid at være på arbejde end altid at være hjemme. I dag har så været en af de kortere dage. Stod monstertidligt for at DSB’e til Ringsted. En lille reportagetur. Kom så hjem allerede klokken halv to. Føler mig næsten kriminel over at være hjemme på denne her tid af døgnet. Det er som om at jeg er i fuld gang med at pjække. Og at der lige om lidt er nogen, der tager mig med fingrene i kagedåsen. Men jeg har dælme også lov til at have lidt fri ind i mellem. Nu skal jeg bare finde ud af hvordan jeg skal få administreret denne nyvundne frihed. Hvad skal jeg lave? Kunne godt bruge noget nyt festtøj til i aften. Men er det ikke lidt for vådt til at shoppe? Alle de valgmuligheder!

Hader mig selv

Jeg ved ikke rigtig hvem jeg skal hade, så jeg har besluttet mig for at hade mig selv. Nu hvor jeg ikke rigtig kan lægge nogen for had. Jeg hader nemlig min mildest talt elendige fornemmelse for retninger. Fordi det er denne brist, og dermed mig selv, der er skyld i at jeg har måttet spadsere 700 kilometer, i to timer eller noget. I freaking Husum af alle steder. Og så det bare fordi jeg drejede til højre, hvor jeg skulle have drejet til venstre. Og i virkeligheden havde jeg faktisk kun behøvet at spadsere i ti minutter. Destinationen var politiets yderst perifert beliggende hittegodskontor, og naturligvis havde de ikke mine nøgler. Hjalp slet ikke at manden bag skranken var rystende ubehøvlet. Så ham hadede jeg en lille smule. Og også tossen, der tog mine nøgler i Fælledparken. Til nøgleopsamlingstosse: Hvis du ikke har tænkt dig at aflevere den, hvorfor så overhovedet samle den op fra vejen? Idiot. Og jeg hader også mig selv for at have tabt dem. Nå. Nu er jeg døden nær af ren og skær træthed. Til al held har jeg sagt til mig selv, at den lange og ørkesløse vandring i rig grad har kompenseret for træningen. Og så ligger der endda også en lækker drømmekage ude i køkkenet. Som kompensation for svie og tort.

At fråde kage

Jeg fik sådan en ubændig trang til at fråde kager da jeg shoppede dagens fornødenheder i den lokale Super Best. Ned røg noget kokos og noget kakaopulver. Og smør, the real deal. Klar på en husmoderlig aften. Mmhm, skulle det være en Den Du Ved Nok eller måske en fuldfed drømmekage? Eller også skulle jeg skeje ud og med krum hals gå til den ved at afprøve opskriften på Zpitzens famøse cupcakes. Jeg fatter ikke hvordan hun kan lave sådan noget frosting, der ser så indbydende ud, at enhver da bare må glemme ordet slankekur for at kunne sætte tænderne i dem. Men luften gik langsomt ud af ballonen da jeg røg hjem. Alle intentionerne om aktiviteter ude i køkkenet blev skrinlagt. Også selv om jeg lige har fået en fint, rundt fad af min fader. Nettos det bedste fra sidste uge. Nå men jeg tror jeg går i gang med at lave en drømmekage i morgen. Har godtnok ikke prøvet at bage sådan en fætter før, men jeg får altid sådan et vildt blik i øjnene, når kantinen ude på nye KUA på Amager har dem på menuen. Mm, kage. Må vist hellere gå i seng nu.

kageaccessories1.jpgnettofad.jpg

Netshopping

Hver eneste gang jeg shopper på Nettet sidder jeg og hopper op og ned med vildt flagrende hænder. Især når jeg skal til at trykke på den sidste knap inden transaktionen er gennemført. Vænner mig altså aldrig til det. Især ikke, hvis købets beløb runder sig op på over 1000 kroner, for så er det med samtlige nerver udenpå tøjet at transaktionen udføres. Man kan jo ikke se pengene fysisk forsvinde. Indtil videre er samtlige omgange med nethandel kørt ganske upåklageligt, men man ved jo aldrig. Men det farligste ved hele netshopping-tingen for mig er nok, at jeg kan huske samtlige konto-oplysniner inde i hovedet. Hver gang tester jeg mig selv. Og hver gang går den lige lukt gennem. Så der er slet ikke noget med at hive Dankortet frem. Nu har jeg så lige shoppet ekstra ram til Maggie, fordi den kører alt for langsomt. Og hvis jeg selv finder ud af at sætte dem i uden at skulle konsultere en mand, er jeg altså alt for sej.

The Royal Cafe

udsnit.jpg

I eftermiddags var veninde og jeg ved alle (primært feminine) design- og indretningsonanisters våde drøm: Den nyåbnede The Royal Cafe. På Amagertorv, i stueetagen af Royal Copenhagens flagshipsstore, kan man finde Royal Copenhagens nye og pragtfuldt indrettede café. Det finske brød og hyldeblomstsaften vi nippede og sippede til, var egentlig ikke så specielt i forhold til de ublu priser. Nogle sindrigt konstruerede kager i en kagemontré gik ikke vores skarpe blik forbi, de fristede, men af slankehensyn sprang vi over for motionens skyld. Men så var var indretningen til gengæld alle pengene værd. Var simpelthen nødsaget til at gå rundt og kigge på alt det fine-fine-fine. Den café bliver altså en fast bestandsdel af min rutinemæssige pilgrimsvandring op og ned af etagerne i Illums Bolighus, over til Royal Copenhagen, ned til udsalgene – og så skal jeg næste gang runde den visuelle oplevelse af med en smushi; et rundt stykke gammeldags dansk smørrebrød, der er lige så fint udformet som sushi. Har du en indretningsfetichist i maven, kan det ikke gå hurtigere med at se at komme forbi. Jeg har fået en million små, fine og pastelfarvede ideer til hvordan jeg fremover skal feminazificere det lille Hjem med glimtende lysekroner og sart lyserøde botaniske input.

Hovedoprydning på puteren

Det er bare zen at rydde op på computeren. Slettesletteslette. Væk med jer, filer. Når der er perioder med spidsbelastning, begynder mit skrivebord på computeren altid at rode. Hvis jeg ikke umiddelbart ved, hvad jeg skal stille op med filen, ryger den på skrivebordet. Og på mac sker det bare automatisk. Og så er der mapperne. Jeg elsker at lave mapper. Mappe for dit, mappe for dat. Undermapper, under-undermapper. Og endnu mere elsker jeg at slette mapper. Har kolleger, der end ikke bruger mapper. Det hele ryger ind under en mappe, og så kan man manuelt lede rundt mellem suspekte tituleringer i en uendelighed. Genveje har de heller ikke hørt om. Fatter ikke, de kan leve med al den spildtid. Jeg har også (især kvindelige) kolleger, der aldrig har hørt om “Foretrukne” – den funktion elsker jeg også. Så kan man inddele efter nyhedsmedier, blogs, sjov, praktiske links, whatever. Og så tage sig en runde ind i mellem. Lige nu masseudrydder jeg mails. På mac er det nok med et tryk på “tilbage/slet” knappen, på PC er der om at finde den særlige “Delete” knap. Tog mig lidt tid, før jeg fandt ud af det, så jeg brugte en masse muse-muskler på at højreklikke-scrolle ned-slette. Nu trykker jeg løs. Det er zen at gøre det. Især når man har fundet den mest nemme metode. Er bare så meget mand, når jeg betjener en computer. Og nu vil jeg fortsætte masseudrydningen.

Må gerne være syg

Kan slet ikke huske, hvornår jeg sidst har holdt en sygedag. Da jeg gik i skole var jeg mest syg, når jeg følte, det passede ind i skemaet. Så jeg kan altså selv regulere eventuel sygdom. Snedigt. Men i virkeligheden har jeg sikkert været syg flere gange – men måske har jeg bare ikke opdaget det. Jeg kan bare ignorere at det gør lidt ondt, eller at jeg er lidt ekstra uoplagt. Det sagde min veninde også til mig for lidt siden, da jeg beklagede mig. Fordi nu tror jeg minsandten at jeg kan mærke, at jeg er ved at være syg. Det er næsten helt en eksotisk følelse. Har ondt i samtlige led og sidder inde med en masse indestængt varme. Og er lidt mærkelig oven i knolden. Og så har jeg gang i for mange ting fordi jeg ikke rigtig kan koncentrere mig om en ting i mere end 3 minutter i dag. Det kunne egentlig være lidt hyggeligt at melde sig syg. Når deadline er nakket, altså. I dag bliver en lang dag. Men så kan jeg til gengæld også tillade mig at gå rundt med renskuret ansigt og løst hår, slænge mig på sofaen i madonna-inspireret yoga-agtigt tøj, tykke ragsokker og med hænderne om en kop urtete. Læse tykke, kloge bøger og rense ud med en masse vand. Mmhm, og måske også nippe til nogle kvalitetsflødeboller fra Summerbird. Duppe mig lidt på panden fra tid til anden og restituere. Glæder mig næsten.

3 klik og en oplevelse

Det er vist kun mig selv, der forlyster mig med at læse mine egne, tidligere indlæg. Her til aften faldt jeg over de indlæg, jeg skrev sidste år fra Californien. Læste blandt andet indlægget om ham den religiøse surfer-dude. Så gik jeg i gang med samtlige rejseindlæg. Nu sidder jeg tilbage med en ubændig rejsetrang. Denne sommer har slet ikke budt på eksotiske aktiviteter, ud over lidt Sangria i Madrid og permanent dårlig samvittighed. Det eneste der skal til, er jo faktisk at klikke. Klik, den tur ser fed ud – klik, find den billigste pris – klik, dankortnummer – klik, OK. Og så venter verden jo på en. Kan jo sagtens voldklikke mig til en ferietur, måske engang i december, hvor jeg kan tillade mig at tage afsted i 2/+ uger. Så skulle det enten være Sydamerika eller Indien – eller måske en af de mere fredelige asiatiske lande. Det bliver jo med allerstørste sandsynlighed en solo-Mette-tur. Ene pige ude i den store verden. Men det skræmmer mig ikke længere. Virker faktisk snarere tillokkende. Når man rejser selv, bliver tingene sat i relief. Man tænker over stort og småt. Skal klart begynde at se på det.

Tømmerkvinder

Gør ondt i hver eneste lille del af mig. I samtlige led og inde i hovedet. Lider af den sygdom som ingen har ondt af, som min gode farmor altid siger. Var til sommerfest med arbejdet i går. Der var en hel del mere liv i kollegerne end forventet. Var med i planlægningsgruppen. Vi havde planlagt at tvinge kollegerne til at spille kajak-polo ved Amager Strandpark. Vældig sjovt. Prøvede lidt at skubbe hinanden i vandet. Og så fik vi masser af rosé vin på finfin restaurant. I selskab med en hel masse plastikkirurger, der krammede med hinanden. Meget mærkeligt. De sagde, at det kom i avisen i dag. Og så begyndte de at gramse på min kollega. Og så var der endnu mere vin – ikke just på Brixtofte-manér, men nok til at jeg i dag har voldsomme tømmerkvinder. Og så var der lige en suspekt bar, en masse shots og white russians. Interessant indblik i nye sider af kolleger. Håber ikke, jeg har flashet for mange pinlige sider. Drikker aldrig igen. Hader at have t-kvinder. Der er absolut ikke noget charmerende i at have hovedet nede i toiletkummen. Især ikke, fordi jeg også har ondt i samtlige muskler, som jeg end ikke var klar over fandtes. Heldigvis er der ikke nogen aftaler i dag der lægger pres på mig.