Kulde

Sidder på arbejde i min yndlings-strikkjole, som er grå og kortærmet. For en sikkerheds skyld har jeg kastet en lunende strik-halstørklæde over halsen. Men her er egentlig dejlig varmt. Det samme kan man ikke just sige om mine hjemlige omgivelser. Jeg har simpelthen nægtet at tænde for varmen. Så radiatoren står på nul og nix. Standarden på mine vinduer kan nemlig bedst sammenlignes med noget, man ellers kun ser øst for Europa. Det betyder så, at man kan mærke vinden suse, når man lægger hånden ud for mine vindueskarme. Det betyder også, at der ikke sker noget, hvis radiatoren er på 2 eller 3. Der skal fuld gas på og 5 på måleren for at man overhovedet kan mærke en lunende effekt. Så jeg har valgt at være fuldstændig back to basics i stedet. Så længe det ikke decideret regner ind i lejligheden, skal det nok gå. Det er nærmest charmerende på den semi-masochistiske måde, at man skal have en masse tøj på for overhovedet at kunne gå rundt hjemme. Også selvom jeg egentlig hader at fryse. Og som prikken over i’et er jeg endda begyndt at sove med 2 dyner ovenpå hinanden. Også fordi at de er så gamle, at de ikke rigtig varmer mere. Man føler sig helt som den der lille pige, spillet af Shirley Temple, i den der julefilm, hvor hun kommer på børnehjem, fordi hendes far er draget i krig. Charmerende, så længe jeg kan leve med det. Men det er nok snart på tide, at jeg i hvert fald kigger forbi Dyne Larsen i hans uhyggeligt klaustrofobiske afdeling på Østerbrogade. For i nat kunne jeg først sove klokken 01.30, fordi mine fødder var kolde. Charmerende, charmerende… måske jeg skulle skrive et tårevædet brev til den der lejeforenings-bestyrelse og høre om de ikke snart skulle se på en omfattende, kollektiv vinduesudskiftning?

Valgkamp på TV

Normalt er stort set det eneste jeg ved om politik, hvem der er pæne på skærmen, og hvem jeg i hvert fald ikke gad at kigge ret længe på. Og så har jeg da godtnok observeret, at hamder Naser da er lidt af et mandfolk. Og så er der nogle af de mest grelle udtalelser fra visse partier, der ligeledes har fæstnet sig på min indre lystavle. Ligesom jeg også har bemærket, at Fogh har en ganske markant skægvækst og et stirrende blik. Nåmen, derudover har jeg faktisk ingen ide om, om hvorvidt Fogh er en mand eller i virkeligheden en maskine, og jeg aner ikke om Karen Jespersen er en bitch eller ej. Og hvorfor det? Fordi underteksterne på live-udsendelserne mildest sagt er elendige. For at undgå at jeg får blodpropper af arrigskab over, at der kun er tekstet op til 25% af hvad der reelt bliver sagt, og at det heller ikke er til at mundaflæse, jamen så undgår jeg bare alt der har med dansksprogede tv-programmer at gøre. Ganske vist er der live-tekster på begge vores store kanaler, DR og TV2, men det er helt klart en ommer. Hvilket normalt menneske ville lade sig spise af korte, usammenhængende brudstykker af, hvad der bliver sagt? Det er decideret pinligt. Prøv at fjerne al lyd på TV, tast side 399 på TTV og græd sammen med mig. Og tænk, der er faktisk hele 500.000 (hørehæmmede) danskere, der ikke får det fulde udbytte af tv. Ikke så underligt, at der er så mange døve, der ikke engang har check på deres krydser. Heller ikke mig. Aner jo ikke hvem de der politikere er, og hvad de siger. Men heldigvis er der blevet rådet bod på det. I 2007 er alle valgudsendelser tegnsprogstolkede. For første gang nogensinde. Ret fantastisk. Det betyder, at vi, os heldige der kan tegnsprog, får hvert eneste ord med, og det er da en sejr, for så kan jeg endelig danne mig billeder af hvem der er hvem. Den eneste hage er så bare, at jeg ikke har digital tv endnu. Alle skal konvertere til det digitale sendenetværk inden 2009, så jeg kunne lige så godt springe på vognen nu. Men grimme “hjælpemidler” fornærmer mig, så den eneste løsning må være at investere i denneher hammerfrække sag. Hmm, er 5000/+ dask ok at ofre på TV-udstyr for at være sikker på at sætte det rigtige kryds? Det er jo noget ganske liret udstyr, der endda matcher Maggie. Jeg studser stadig…

Har man egentlig et liv…

… når man har brugt halvanden time af sin aften på at quizze på Facebook? For at bevise, at man er et orakel ud i Sex and the City spørgsmål. Desværre kan jeg ikke pryde mig med denne fornemme titulering endnu. Intermediate er så den højeste score, jeg kan bryste mig af efter så lang tids hårdt arbejde. Har svaret på meget sværere spørgsmål end Where does Charlotte hide “The Rabbit”? Nogle af disseher spørgsmål er faktisk for de hardcore. Hvem kan egentlig svare på sådan noget som: What is the name of Carrie’s Learning Annex class? Så måske jeg hellere burde spilde resten af aftenen på SATC afsnit fra sæson 5 og 6, som jeg er allermindst velbevandret ud i. Tss. Jeg hader sådan nogle IQ-tests, der kun har det formål at bevise hvor dum man i virkeligheden er.

billede-2.png

Dullegrej? Please.

Nu er det ikke nogen stor hemmelighed, at jeg læser noget i omegnen af en milliard dameblade. Sommetider skriver de det samme igen og igen, men selv de klassiske BJ-guides har deres egen diskrete charme. Er ikke meget, der er bedre end at hygge med blade og te. Nåmen, jeg bliver fra tid til anden også lidt irriteret over selvsamme blade. En ting ved Woman, der giver mig seriøse tics i øjet, er deres brug af det totalt malplacerede (hjemmestikkede) udtryk: Dullegrej. Dullegrej er et ord, hvis betydning skal dække over makeup, cremer, stylingsprodukter og andre herligheder der skal forskønne det feminine køn (der findes jo ingen grimme kvinder, kun dovne kvinder) Men altså… Dulle? Eh… please? Naturligvis har jeg fuld forståelse for, at det er snedigt at bruge et vidtomfavnende begreb, men skal det absolut hedde dullegrej? Går piger rundt i ramme alvor og siger dullegrej, sådan IRL? Jeg er klar over at Woman er et magasin, hvis målgruppe spænder sig over piger, der rent faktisk tager føromtalte BJ-guides seriøst, til sådan nogle som mig. Men jeg nægter altså at tage ordet dullegrej i min mund. Jeg benytter mig af skønhedsprodukter. Sådan. Mon jeg lyder som en mavesur, gammel kælling? Men vil I ikke nok stoppe med at bruge det infame udtryk? Excuse me. Nu skal jeg se at få lagt lidt makeup før jeg kan tillade mig at bevæge mig ud i samfundet.

MB i nørdemode

Så har jeg puslet om babyen her hele aftenen. Voila. Jeg klapper i mine små hænder. Uden Ploks gode smag ville jeg nok stadig have rodet rundt i alle mulige skrækkelige farver. Det er ham, der skal crediteres for top-banneret og de fine hjerter. Jeg har altså ikke ret meget begreb omkring web-æstetik, men vi kan vel allesammen være enige om at hvid baggrund er det pæneste? Og katten på billedet? Er såmænd min gode, gamle ven, Theodor – som var med til at pryde min første allerførste blog dengang i 2003. Det var også blandt arkiverne, at jeg fandt de fine sloganer, som er superaktuelle i disseher valgtider. Tjek selv topbanneret ud. Jæs, nemlig. Danmark har jo brug for mere mettisme, ikke? Nåmen. Nu er jeg så rykket et skridt nærmere mod at blive hardcore ud i at customize design.

Nyt look

Jeg efterlod et sandt bombekrater, da jeg tog afsted til London. Da jeg kom hjem, var det ud af døren igen, så i dag står den på oprydning. Dejligt at rydde op, sortere og fjerne rod. Zen, mand. Det er måske et kedeligt arbejde, men man bliver jo helt salig bagefter. Og mon ikke det så er på tide at ændre look på bloggen også. Jeg er nemlig ikke helt komfortabel med stilen her, selv om den er pæn og forholdsvis gennemført. Så mon ikke det er på tide at brygge en masse te og så i krig? UPDATE: Der er helt vildt meget (skørt) byggerod lige nu.

Hjemme igen…ah.

Det er unægteligt for de hardcore, det at tage til London. Denne omgang var dog lidt lettere rent fysisk set, idet jeg var i selskab med to ikke-shoppende væsener. Til gengæld sov vi alle tre på lillesøsters 140 x 200 seng. Men jo. Man så naturligvis mig spæne hvinende afsted i zigzag-mønster, med flagrende hænder og julelys i øjnene. Behøver jeg at sige, at det var i den famøse Miss Selfridge/Topshop på hjørnet ved Oxford Street? Jeg spænede så godt det nu kunne lade sig gøre, idet der var sådan cirka ti millioner andre damemennesker med præcis samme ide. Jeg fik nu indkasseret nogle ganske gode skatte fra mine korte, men intense shoppingsekvenser. En clumsy, lilla hue, matchende halstørklæde, stramme, mørkeblå jeans og en clutch-taske i guld med perle-broderier, altsammen fra Topshop, en stribet bluse fra Uniqlo og en superlækker, smaragdgrøn satin-festbluse fra Zara. Jeg kunne egentlig godt have tænkt mig et par lange, sorte læderstøvler med hæl og et par plateausko også, men nogle gange handler det vistnok om at beherske sig. Så det gjorde jeg. Så godt det nu kunne lade sig gøre. Nu venter der så 141 rss-poster, der skal læses. Sådan går det jo når man er 5 dage væk fra puteren.

billede-1.png

London

Den står på London lige om lidt. Glæder mig virkelig til at komme afsted. Paraplyen er pakket ned i den lille Samsonite, bliver ikke nogen eksotisk solferie, men det bliver til gengæld hyggeligt. Skal besøge søster, der pt. er flygtet fra det danske. London, the good old lady, som en ven siger. Er efterhånden et par år siden jeg sidst var der, men der er jo ikke rigtig nogen forskel sådan rent prismæssigt at tage til London eller til Aalborg. Ud over at penge-pungen nok kommer til at lide under momentane shopping-udbrud. Hvilken budgetshopping-pige får ikke julelys i øjnene, ved tanken om den store Topshop/Miss Selfridge butik på Oxford (eller var det Regent?) Street – med fem etager? Ah, og det at vandre afsted i Hyde Park (eller hvor man nu hænger ud i botanisk øjemed) mens de gule og røde blade falder ned. Frekventere museer, drikke varm kakao. Jæs. Vi ses!

Chili Con Carne pigen

Jeg følte mig som Miranda i dag. Igen. Hun går jo og tænker og laver de samme ting som mig. Gad vide, hvornår jeg så scorer lækker læge-neger-underbo? Nå, men jeg ligner nok mere hende på mad-området end mande-området (heldigvis, hvem husker ikke Doughnut-manden?) Var forbi Secret Kitchen her i nærheden af arbejde, de er leveringsdygtige i eksotiske salater og færdigretter, man kan lune i mikroen. Og så er der det, at jeg stort set altid køber deres Chili Con Carne, fordi jeg har fået et CCC-flip. Begyndte i køen at studse over, om ikke den flinke mand der arbejder der, om han nu tænkte: Der kommer Chili Con Carne-pigen igen. Jeg bestiller det næsten hver gang. Lidt semi-pinligt efterhånden. Altså, er en gang CCC ikke også lidt en gang mande-mad, som en kollega engang tørt bemærkede? Nå, men hvert spise-sted har sikkert deres egne freaks. Og mit forhold til CCC slår i hvert fald ikke Mirandas forhold til take-away pigen hos den lokale kineser. Hende, der fortalte Miranda hvad hun skulle have, før hun selv nåede at bestille. Hende, der fnisede enormt nedladende i telefonen.  Hmm. Ved det godt. Måske tænker jeg sommetider for meget på intentioner, som folk i virkeligheden måske slet ikke har.