At blogge… eller ikke at blogge.

Jeg ved det er sådan cirka 10 millioner år siden, at jeg sidst har blogget. Plejer heller ikke at gå så lang tid ind i mellem. Det skyldes for det første, at jeg har haft gang i en hel masse ting, og for det andet, at jeg har tænkt lidt over det at blogge. Åh, nu lyder det som om vi skal slå op. Men nej. Min blog er blevet en kær ven, en del af mig, på den ene eller anden måde. Eller en del så. Nu har jeg jo også blogget siden 2003, hvilket er meget længe i forhold til mange andre. Min blog er på ingen måde anonym, der står ikke så meget om mig her, men man kan nemt og hurtigt finde ud af hvem jeg er. Og med en blog sætter jeg mine fingeraftryk overalt. Man kan hurtigt finde en masse snavs ved at google mig. Skræmmende. Nej, ikke snavs, men der er rigtig meget at grave i. Hvordan har jeg det med det om 10 år? Nåmen, mødte for nylig en, og han havde tilfældigvis læst lidt af min blog, inden vi overhovedet kendte til hinanden. Men han ville ikke læse for meget, for han ville hellere høre om mig, fra mig selv, i stedet for at læse det på min blog. God pointe (og god dreng, ikk?) Det fik også mig til at studse over, at jeg ind i mellem ikke kan skelne mellem om folk har hørt ting fra mig eller læst om det på min blog. Der var så igen det med fingeraftrykkene. Hvor meget skal der stå om mig på nettet? Min blog har altid været en personlig blog, men nu ved jeg ikke helt, hvor længe endnu det skal vare. Har jeg lyst til at der stadig kommer mere om mig på nettet? Er også derfor, at jeg har pauseret. Ville jeg komme til at savne det at blogge? Har bestemt stadig fulgt med på mine yndlingsblogs. Men vil jeg fortsat kommentere på andres blogs? Må indrømme, at jeg slet ikke har været aktiv med nogen form for kommentering. Så kommer vi tilbage til slå-op-tingen. Jeg ved det nemlig ikke. Om jeg skal stoppe eller ej. Nå, men så ved I det, hvis I stadig hænger ved efter min lange tavshed. Måske jeg konverterer til en mere “kedelig” blog – et andet “blogkoncept”, design, indhold, links… Er jo vild med hele blog-konceptet og har på ingen måde lyst til bare at lukke ned. Nu får vi se. Indtil da skal jeg nok vende tilbage i ny og næ.

0 tanker om “At blogge… eller ikke at blogge.”

  1. Mmmm… kan sagtens følge dig. Har af samme grund selv været væk fra blogging et længere stykke tid. Jeg er dog tilbage som blogger nu 🙂 Jeg har den holdning til en blog at den skal kunne læses af alle og det jeg skriver skal jeg kunne stå 100% ved. Det betyder selvfølgelig også at jeg udøver en vis selvcensur – men sådan er spillereglerne på web jo…

    Der er ikke andet at gøre end i ro og mag at finde svaret på om hvorvidt blogging fortsat er dig eller ej 🙂

  2. Det væsentligste er jo, at man har lyst til at skrive noget, og så er det jo op til én selv, hvordan formen skal være.. personlig, faglig, lige meget hvad, så skal man jo have lyst til at formidle budskabet..

    Jeg synes din blog er ganske lødig, ment på den måde, at jeg tvivler på, at en mulig arbejdsgiver eller andet nyt bekendskab, ville vælge dig fra efter at have læst din blog – men man skal selvfølgelig altid være lidt varsom med hvad man skriver, for man kan være helt sikker på at blive googlet på et tidspunkt!

    Personligt mister jeg hurtigt interessen, hvis jeg ikke kan placere bloggens skribent med et navn, et ansigt eller lignende, så jeg ved hvor personen hører til – men det er nok lige så meget fordi alle jo kan give sig ud for alt på nettet..

    Men du er i mit feed, så jeg skal nok opdage det, selvom dine indlæg bliver mere drypvise end de i perioder har været 😉

  3. Ja man skal kunne stå 100% ved det man skriver. Har hidtil heller ikke følt, at jeg ikke gjorde det, men det er et eller andet..hmm, ja. Nogle gange kunne man godt have lyst til at gemme sig bag anonymiteten og så give bloggeriet fuld gas.

    Omvendt – det at skrive fx. fagligt. Jeg tror, det er lidt svært at ændre formen fra personlig til faglig og bevare “gnisten”, troværdigheden, eller hvad det nu hedder. Kan man skifte fra at være “tøseblogger” til noget andet?

    Det er sådan nogle tanker der rumsterer oven i knolden på mig.

  4. Jeg tror alle bloggere kommer hertil før eller siden. Jeg blogger ikke selv, men er med mange steder og på diverse debatsider og jeg er 100% anonym i den grad at ingen har set mig – eller ville kunne finde mig – men de ved alt om mig. Jeg har selv brug for at kunne færdes her uden selvcensur og når man blotter sig så meget, så er det nok ikke så smart at stå frem med hvor man bor osv. De fleste, som man kan sætte ansigt på, har en form for selvcensur, men så er ens behov også helt anderledes end fx mit. Træk du bare vejret for en tid…. vi er her endnu :o)

  5. Joo da, man kan sagtens skifte imellem personlig og faglighed. Det hele handler om, hvilken vinkel du vil have din blog skal bærge præg af?

    Pauser er godt imellem, det er ligsom en lang stilhed mellen 2 personer, hvor der bare ikke bliver sagt noget, men tænkt så det knager.

    Jeg hænger i hvertfald på og I endnu. Det, at blogge er lidt af en sygdom hehe.

  6. Stop ikke, stop ikke Mette! Jeg er jo ført lige begyndt at læse dig. Og skidt da være med aftrykkene. Man kan jo også finde gamle breve, gamle billeder, gamle sladderhistorier om en i alle mulige andre former end på nettet. Og ja, det hele er brudstykker eller brikker, men man er jo selv det rigtige møde. I sidste ende er man jo selv sandheden om en selv. Og alle os der har en lille brik af viden om dig via din blog og dine kommentarer, vi figurerer herude som fjernbekendte og nyder det, når vi må læse, skrive, kommentere, tænke med. Hold bare en pause, det er fuldt forståeligt. Men slå ikke op. Lad den hænge lidt. Vi forventer jo ikke at du skal stormskrive, vi rss-feed’er jo og læser med, når DU har lyst til at skrive.

  7. Hehe… tak for det, Line. Du har jo ret i det med at man selv er sandheden om en selv – og det her er jo en fortrinlig måde at styre det på. Hvis man lige kan styre det. Så nej, jeg slår ikke op lige foreløbig 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *