Valgkamp på TV

Normalt er stort set det eneste jeg ved om politik, hvem der er pæne på skærmen, og hvem jeg i hvert fald ikke gad at kigge ret længe på. Og så har jeg da godtnok observeret, at hamder Naser da er lidt af et mandfolk. Og så er der nogle af de mest grelle udtalelser fra visse partier, der ligeledes har fæstnet sig på min indre lystavle. Ligesom jeg også har bemærket, at Fogh har en ganske markant skægvækst og et stirrende blik. Nåmen, derudover har jeg faktisk ingen ide om, om hvorvidt Fogh er en mand eller i virkeligheden en maskine, og jeg aner ikke om Karen Jespersen er en bitch eller ej. Og hvorfor det? Fordi underteksterne på live-udsendelserne mildest sagt er elendige. For at undgå at jeg får blodpropper af arrigskab over, at der kun er tekstet op til 25% af hvad der reelt bliver sagt, og at det heller ikke er til at mundaflæse, jamen så undgår jeg bare alt der har med dansksprogede tv-programmer at gøre. Ganske vist er der live-tekster på begge vores store kanaler, DR og TV2, men det er helt klart en ommer. Hvilket normalt menneske ville lade sig spise af korte, usammenhængende brudstykker af, hvad der bliver sagt? Det er decideret pinligt. Prøv at fjerne al lyd på TV, tast side 399 på TTV og græd sammen med mig. Og tænk, der er faktisk hele 500.000 (hørehæmmede) danskere, der ikke får det fulde udbytte af tv. Ikke så underligt, at der er så mange døve, der ikke engang har check på deres krydser. Heller ikke mig. Aner jo ikke hvem de der politikere er, og hvad de siger. Men heldigvis er der blevet rådet bod på det. I 2007 er alle valgudsendelser tegnsprogstolkede. For første gang nogensinde. Ret fantastisk. Det betyder, at vi, os heldige der kan tegnsprog, får hvert eneste ord med, og det er da en sejr, for så kan jeg endelig danne mig billeder af hvem der er hvem. Den eneste hage er så bare, at jeg ikke har digital tv endnu. Alle skal konvertere til det digitale sendenetværk inden 2009, så jeg kunne lige så godt springe på vognen nu. Men grimme “hjælpemidler” fornærmer mig, så den eneste løsning må være at investere i denneher hammerfrække sag. Hmm, er 5000/+ dask ok at ofre på TV-udstyr for at være sikker på at sætte det rigtige kryds? Det er jo noget ganske liret udstyr, der endda matcher Maggie. Jeg studser stadig…

0 tanker om “Valgkamp på TV”

  1. Hvis det stod til mig, så skulle tegnsprogstolkning være tilgængeligt for ALLE, og ikke kun for dem, som har digitalt tv.
    Sådan burde det køre indtil 2009 hvor det gamle sendenet skiftes ud til fordel for det digitale sendenet.

    Og jeg giver dig SÅ meget ret i, at TTV er en håbløs sag i direkte udsendelser.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *