Facebook-flash

Det man kan risikere at komme ud for på det der Facebook er altså pænt skrækindjagende. En veninde har lige tagget mig. En lille stak billeder fra vores dunkle, fælles fortid. Fra dengang sixpence-kasketter var det hotteste hotte. Er helt klart et par cool skud ind i mellem, som viser, at vennerne og jeg til tider er ganske festlige væsener. Men jeg ligner desværre også et tågehoved på nogle af dem, skyldes nok moderat indtagelse af alkohol. Og på et af disseher billeder dukker der en finger op, som ikke hører sammen med pæne pigers opførsel? Nej det er ikke mig. Eller også er det mig. Min dunkle fortid, remember? Hvad er det ikke, folk kan uploade? Jeg gyser. Et billede af en anden veninde dukkede så også op – et helt uden makeup, og hvor hun også var iført togskinner. Vistnok fra hendes ligeså dunkle fortid. No freaking way stod der så med store bogstaver som kommentar fra hende, og billedet blev snildt slettet af den tredje veninde. Ingen problemer, når vennerne tagger en. Som regel ikke. Men det føles godtnok lidt afmægtigt at man ikke kan styre, hvad der i teorien kan dukke op af rædsler på ens egen Facebook profil. Er der så noget om at sandheden om en er… ehm, derude?

Facedropping til fitness

Mandag aften, yoga-fitness på Nygårdsvej. Lige pludselig dukker kollega op. Hov, hvad laver du her? Så du træner også her, det havde jeg ikke troet om dig. Ja okay, jeg ligner ikke just fitnesstypen. Men lidt sjovt at stå ansigt til ansigt med kollega, dér. Efter endt træning kan jeg ikke overskue at skulle støde ind i hende i bruseren, så vi hopper direkte over til de bløde sofaer og får en gratiste. Der sidder hun så også, med en masse mennesker, som jeg ellers tit har set. Tror heller ikke, hun kunne overskue at sin kollega sådan… au naturel. Da vi så er på vej videre ud i mørket, dukker endnu en bekendt person op. Lad os kalde ham chefens søn. Hej-hej. Du er også her, sikke sent. Træning til skisæsonen? Ah, vi aftaler, at du dukker op til yoga næste mandag, ikke? Nej? Rigtige mænd dyrker ikke yoga? Nåhmm… Hyggeligt at møde folk, man rent faktisk kender, i det der FitnessDK. Plejer jeg ellers normalt aldrig at gøre. Får mig til at studse over, at jeg kender alt, alt for få mennesker i lokalområdet. I det hele taget er det sådan, at jeg ret sjældent møder nye mennesker under uformelle lejligheder. Udbryder aldrig ting som hvem er den hunk der? Er sådan set altid de samme mennesker til hver eneste fest. Vennernes venner er også mine venner. Og så videre. Måske man skulle tage og melde sig til en eller anden hobby en dag. Eller så i hvert fald som minimum frekventere det der fitnesscenter noget oftere!

Mini-lomme-tv

billede-3.png
Kilde: mac.com

Efterår 1989: Thomas og jeg keder os til undervisningen i 2. klasse. Som de to små fantaster vi allerede dengang var, diskuterer vi i det skjulte, hvor fedt det kunne være at have et mini-tv, hvorpå man kan se fjernsyn. Sådan vil det kunne være muligt se en film i stedet for at høre efter lærerens kedelige sludder. I frikvarteret klipper og klistrer vi mini-tv’er af papir med en filmstrimmel, hvor vi tegner små billedhistorier, som vi så kan trække gennem mini-tv’et.

Efterår 2007: Anne og jeg er i Fona og savler over mac-standen. Jeg får øje på en undseelig, lille (men lækker) firkantet dims ved siden af fladskærmene. Anne fortæller, at det er iPod nano. Og at de små dimser ikke bare er musik. De kan også afspille film. Videopodcasts, filmklip. Senere her på aftenen fortæller en anden veninde, at de faktisk kan afspille hele spillefilm. Noget med hele 3 film uden opladning.

De bittesmå lommefjernsyn, vores 1989-fantasi, er tilsyneladende nu en realitet. De kan endda puttes ned i min sorte becksöndergaard åleskindspung. Jeg er stadig helt vildt benovet og imponeret.

Nye tidsskriftsholdere

Elsker at voldshoppe. Elsker papir-butikker, hvor de har lækre notesbøger, hæfter, skriveudstyr, kalendere, whatever. Jeg bliver helt vild. Også selv om jeg ikke kan give ret mange fornuftige bud på, hvad man egentlig kan bruge sådan noget kram til. Man må jo helst ikke skrive i sådan nogle hæfter og slet ikke bøje dem. Men jeg brændte alligevel et par håndører af i Ordning & Reda på nogle fine-fine tidsskriftsholdere, til alle mine gammelnye, fine-fine blade. Mm, læx og lux. Vil virkelig klæde mit reolsystem og min indre fred, for orden frembringer totalt meget zen.

ordningreda.png

Bolig Magasinet

boligmagasinet.png

Det føles som jeg lige har fået en kæmpe julegave. For et års tid siden, eller to, udlånte jeg en ordentlig stak Bolig Magasinet til en veninde, der skulle have flytte-indretnings-inspiration. Og så glemte jeg, at netop hun havde fået dem. Et år, eller noget, gik, og jeg ville lige læse bladene igen for 500. gang. Men væk var de! Veninden havde også glemt, at hun ikke havde afleveret dem, og jeg gik uroligt rundt. Hvem var det, der havde alle mine små babyer, eller havde jeg simpelthen ikke købt dem? En masse numre, der manglede. Mine eksisterende blade blev gennemtrawlet flere gange. Overvejede at købe the missing links på nettet. Jeg kastede mig over nye blade, der kom ind hver måned. Men helt ærligt, efter omlægningen er bladet blevet noget fesent. Alt for dyrt, hypet og pænt. Hvor er alle de skæve, charmerende lejligheder med kreative løsninger – og hvad laver de der monstrøse luksuskøkkener a la Bo Bedre i Bolig Magasinet? Hvem er det, der har så meget økonomisk overskud? Nåmen, for nogen tid siden indrømmer min veninde så noget brødebetynget, at hun faktisk fandt dem nede i sin kælder. Lykken var stor. Og nu er en lille stak så endelig kommet hjem til mor. Jeg klapper i hænderne. Alle de boligreportager, som har visket sig ud af min hukommelse. Kan virkelig ikke nogen af dem på ryggraden, som jeg kan med min eksisterende stak. Og så er de endda fra før bladet gik af lave. Skal bare meget kaste mig over dem – og der kommer endnu en stak senere. Der er ikke noget som at sidde i sofaen med en kop te og så bare labbe alle de lækre boligreportager i sig.

Det fede alternativ

Er lille, snøftende bunke på tredje dag. Når man som mig nyser vira ud i verdensrummet med jævne mellemrum, er det fornuftigt med en dampende kop te. Eller mange af dem. Og det er så her, at jeg har opdaget, at letmælk simpelthen smager bedre i te. Ligesom sødmælk bedst spiller, hvis man mikser en White Russian eller 20. Hmm, det er faktisk syndigt. Temmelig meget fy-fy. Men ikke desto mindre er det sandt, at letmælk giver en mere afrundet smag. I løbet af de seneste år er jeg konverteret til minimælk, eller hvis der rigtig skal straffes på den hardcore måde, skummetmælk. Egentlig mest hvidt vand. Letmælken fik kun lov til at formaste sig ind i mit køleskab, netop fordi jeg skulle lave endnu mere risengrød. Men planerne blev skrinlagt for en stund, og så er jeg gået i gang med letmælken. Oh damn. Hvis jeg nu først begynder på letmælk, vil det så ikke bare vælte ind med alverdens syndigheder? Creme fraiche 18% i stedet for 9% (det der fromage frais kan altså tage og skride) – fløde i stedet for Cremefine, smør i stedet for det der 60% hejs, sukker i stedet for sødetabletter. Nej, det går ikke. Må hellere lave en regel, der hedder, at når jeg er syg, så må jeg godt. Og ellers er det forbudt, må jeg skrige til mig selv, med strittende, vred pegefinger.

Hvis jeg var hørende…

… jamen, så ved jeg det ikke. Nu har jeg altid været døv, og jeg kan ikke forestille mig andet. Jeg har aldrig drømt om, at man udviklede noget, der kunne få mig til at høre. I mange år var mit højeste ønske en pony. Aldrig at blive hørende. Det her kan måske forfærde mange, men musik interesserer mig simpelthen ikke. Da jeg var lille, prøvede man at presse mig til at bruge høreapparater. Først deher klodser, som gjorde ondt, hvis nogen gav mig et los i øret. Og de hylede. Senere nogle mindre ørehængere. De lukkede luften ud af mine ører. Godtnok kunne jeg godt høre lidt med dem og jeg talte meget pænere end uden dem på. Men stadigvæk, så gjorde de ondt, især ved nogle lyde, som kunne få det til at svimle for øjnene. Det kunne de voksne ikke forstå, og jeg blev tvunget til at have dem på. Indtil jeg blev teenager. Lige siden har de ligget i en skuffe. Nu har man så opfundet de dersens CI-ting. Ingen regnede dem for noget dengang i 80’erne, hvor nogle læger vistnok gerne ville have fingre i mig. Min far svarede pronto: Mette er for lille til den slags undersøgelser. Nu tror man så meget på CI’erne, de er blevet udråbt som de nye mirakler, der kan få døve til at høre. Men hvorfor er jeg ikke interesseret? For det første har jeg det ganske fint som jeg har det. Og for det andet, så har jeg lagt krop til alt for meget kvaksalveri og misforståelser.

Men der er klart gang i et par små tankeeksperimenter for mit vedkommende. Ingen troede på at man kunne besøge Månen, indtil amerikanerne gjorde det i 1969. Hvorfor skulle man så ikke kunne genskabe en kunstig hørelse? Måske forfine lyden så meget, at man fik en superhørelse. Min mor sagde her forleden, at hun troede på, at jeg vitterligt ville få foretaget et indgreb på et tidspunkt. Min mor er ikke helt dum. Men ville jeg det? Ikke som det er nu. Er der overhovedet sket nogle teknologiske forbedringer med CI, andet end at folk bare er yngre, når de bliver opererede? Hvis der blev opfundet en mikrochip, noget småt og diskret, der måske gav en perfekt hørelse (år 0) – så tror jeg godt, at jeg ville give den en skalle med at lære at høre og finpudse talen. Alt har en pris, og jeg betaler gerne en pris. Men jeg skal tro på det, og det gør jeg ikke, som det ser ud lige nu. Men hvis jeg en dag blev hørende, ved jeg virkelig ikke, hvad det første jeg ville gøre, skulle være. Er i hvert fald ikke at høre de skide fugle synge. Er da overvurderet, ikke?

Forebyggende aktiviteter

Lige fået genial ide. Går ud på at jeg samler sygdomsramt, snøftende slatten klud op fra gulvet (læs: mig selv) og tiltvinger min noget ynkelige persona adgang til en af de lokale supermarkeder, hvor der så skal shoppes proviantering i form af noget chokolade. Og så vil jeg trisse hjem, lægge mig på divaneseren med min dyne. Og så skal sæson 5 af Sex and the City dælme nakkes. For 3. gang, sådan cirka. Sådan kan vi, pigerne, chokoladen og jeg, få vendt hele verdenssituationen. Og hvis jeg er heldig, så er det i 5. sæson, at Samantha bliver syg. Så vil jeg sidde der i sofaen, klappe i hænderne og sykron-nyse med hende. Atju og amen.

Lagt ned

Ouh. Den er god nok. Ikke kun er jeg ved at gå i hi. Ligesom i, at jeg er konstant træt og totalt udsplattet at se på. Den står også på dryppende næse og serienys ad libitum. Tørklæde og ragsokker. Føler mig som et helt freakin’ plejehjem. Rimelig tung oven i knolden. Kartoffel- og porresuppe fra fryseren. Måtte slæbe mig ud i køkkenet. Nu står den på sofa, dyne og Maggie på skødet. Om lidt bliver min fine, hvide 13″ macbog skiftet ud med en god oldschool papirversion. Ikke noget så skønt som at fordybe sig i en fikitiv verden, når der har været knald på i live-versionen. Mm. Er næsten charmerende at være sygdomsramt. Lige bortset fra at køleskabet ikke just fylder sig selv op og at en ris a la mande heller ikke ligefrem laver sig selv. I sådan en situation kunne det altså være ret læx med et servicerende organ.

Har døve i virkeligheden noget valg?

baby2.jpg

Besøgte min gamle døveskole idag. Virkelig et grusomt chok. Nu er der kun 32 elever, hvoraf halvdelen er multihandicappede. Autister, motoriske handicap etc. De “normale” døve går i 5. klasse og opefter. Vi var 14 i min klasse dengang i 1997. Alle de nye døve (CI) børn – de er simpelthen enkeltintegrerede i folkeskolen hele bundtet. Hver og en. Nu skal vi ikke snakke om dem, for hvis de ellers klarer sig fint, er det her dybest set ikke deres hovedpine. Der var et indtryk, der simpelthen ikke kan forsvinde fra mit hovede: Skolens vuggestue. En meget lille dreng, måske en 2 stykker – sandsynligvis med flere handicap end bare døvhed, men med et par meget markante apparater (læs: cochlear implanter) på siderne af hovedet, på den tynde hud over hans sparsomme hårvækst. Hvad apparaterne ville gøre for ham, ved jeg egentlig ikke, når han sandsynligvis havde ekstra handicaps. Han var egentlig kær, den lille fyr, men han stod der helt alene, omringet af 3 voksne, der gjorde deres for at underholde ham. Kan ikke undgå at tænke over, at hvis jeg i dag fik et barn, og det var døvt, og jeg boede i Nordjylland, så ville jeg dælme ikke sætte mit barn i sådan en skole, hvor der ikke engang er nogen legekammerater. Intet ondt om skolen. Ikke deres skyld, at der ikke kommer flere elever ind. Men hvad ville jeg så gøre med et styk døvt, skoleklart barn? Alternativet er simpelthen skræmmende: Folkeskolen. Men faktisk hellere det, end at placere mit barn et sted uden legekammerater. Uden et sprog at bruge i selskab med ligesindede. Jeg ved, der er forældre, flere faktisk, der står med virkeligheden i hånden: De har et døvt barn, som skal i skole på et tidspunkt – men hvilken skole? Der er måske stadig specialskoler for døve et lille stykke tid endnu, men der er simpelthen ingen døve børn i dem. Det har jeg set med mine egne øjne, for jeg har efterhånden nu besøgt 4 af dem indenfor en kort tidsperiode. Skulle man flytte til udlandet, som man allerede har set med de døve familier, der er flyttet til Sverige? Jeg ville derfor simpelthen ikke have noget andet valg end at operere de her aggregater ind i mit barns hoved og sende det til intensiv høre og taletræning, for at barnet skulle kunne klare sig bedst muligt i et støjende klasselokale med over 20 andre. Betyder altså, at der simpelthen ikke er noget valg mellem tegnsprog eller talesprog. Bortset fra inde bag hjemmets 4 vægge. At skulle give et lille barn så store indgreb, som jeg ikke engang ville byde mig selv som døv, det strider simpelthen mod mine menneskelige værdier. Men valget er vist ikke der længere. Sådan ser dagens Danmark ud.