Har døve i virkeligheden noget valg?

baby2.jpg

Besøgte min gamle døveskole idag. Virkelig et grusomt chok. Nu er der kun 32 elever, hvoraf halvdelen er multihandicappede. Autister, motoriske handicap etc. De “normale” døve går i 5. klasse og opefter. Vi var 14 i min klasse dengang i 1997. Alle de nye døve (CI) børn – de er simpelthen enkeltintegrerede i folkeskolen hele bundtet. Hver og en. Nu skal vi ikke snakke om dem, for hvis de ellers klarer sig fint, er det her dybest set ikke deres hovedpine. Der var et indtryk, der simpelthen ikke kan forsvinde fra mit hovede: Skolens vuggestue. En meget lille dreng, måske en 2 stykker – sandsynligvis med flere handicap end bare døvhed, men med et par meget markante apparater (læs: cochlear implanter) på siderne af hovedet, på den tynde hud over hans sparsomme hårvækst. Hvad apparaterne ville gøre for ham, ved jeg egentlig ikke, når han sandsynligvis havde ekstra handicaps. Han var egentlig kær, den lille fyr, men han stod der helt alene, omringet af 3 voksne, der gjorde deres for at underholde ham. Kan ikke undgå at tænke over, at hvis jeg i dag fik et barn, og det var døvt, og jeg boede i Nordjylland, så ville jeg dælme ikke sætte mit barn i sådan en skole, hvor der ikke engang er nogen legekammerater. Intet ondt om skolen. Ikke deres skyld, at der ikke kommer flere elever ind. Men hvad ville jeg så gøre med et styk døvt, skoleklart barn? Alternativet er simpelthen skræmmende: Folkeskolen. Men faktisk hellere det, end at placere mit barn et sted uden legekammerater. Uden et sprog at bruge i selskab med ligesindede. Jeg ved, der er forældre, flere faktisk, der står med virkeligheden i hånden: De har et døvt barn, som skal i skole på et tidspunkt – men hvilken skole? Der er måske stadig specialskoler for døve et lille stykke tid endnu, men der er simpelthen ingen døve børn i dem. Det har jeg set med mine egne øjne, for jeg har efterhånden nu besøgt 4 af dem indenfor en kort tidsperiode. Skulle man flytte til udlandet, som man allerede har set med de døve familier, der er flyttet til Sverige? Jeg ville derfor simpelthen ikke have noget andet valg end at operere de her aggregater ind i mit barns hoved og sende det til intensiv høre og taletræning, for at barnet skulle kunne klare sig bedst muligt i et støjende klasselokale med over 20 andre. Betyder altså, at der simpelthen ikke er noget valg mellem tegnsprog eller talesprog. Bortset fra inde bag hjemmets 4 vægge. At skulle give et lille barn så store indgreb, som jeg ikke engang ville byde mig selv som døv, det strider simpelthen mod mine menneskelige værdier. Men valget er vist ikke der længere. Sådan ser dagens Danmark ud.

0 tanker om “Har døve i virkeligheden noget valg?”

  1. Du skriver præcis det jeg har tænkt, besøgte k-vejen skolen fornyeligt, og der så jeg også en pæn flok CI-børn. Nogle talte andre brugte TS.

    Jeg er også meget bekrymret, hvis jeg fik et døvt barn. Dens fremtid er mere usikker end vores frem var dengang vi gik skole.

  2. Jeg har ikke besøgt K-vej endnu. Det står nok ikke så grelt til med dem, men det er nok et spørgsmål om tid, før det begynder at tynde voldsomt ud i de mindstes rækker.

  3. Many – jamen skal man selvfølgelig.

    Marie – Nej. Faktisk ikke. Hvis man rent faktisk bliver hørende af det, ville jeg da helt klart være en af de første til at få det 🙂 Ville faktisk være en meget spændende tanke.

    Det jeg derimod stritter over er, at det “bare” er et avanceret høreapparat, der giver MEGET mere hørelse end nogensinde før – men det er altså virkelig ikke alle, der får det her kæmpe udbytte. Der er ingen garanti på at det virker optimalt på alle.

    Det er dem, der står fuldstændig uden tilbud. Vi havde ligesindede kammerater – det har de ikke.

  4. tilfløjelse til Marie; Og vi fik lært tegnsprog, jeg tvivler meget om de her CI-børn får den samme mulighed og adgang til tegnsproget. Lægerne stritter endnu mere i mod, at børn lærer tegnsprog. For som Mette skriver, HVIS det ikke stritter optimalt, skal de lære tegnsproget i en alt for sent alder. Dette skal forgå parellt.

    Det er en skrøne, at tegnsproget ødelægger ens muligheder for det talte sprog. Jeg er et levende bevist på, at jeg har lært både det talte og tegnsprog – helt uden tvang, indoktrinering, som sker hos mange CI-børn. Børne skal have lov selv, at vælge deres sprog.

  5. “Det er dem, der står fuldstændig uden tilbud. Vi havde ligesindede kammerater – det har de ikke.”

    Men det er vel ikke et argument for at fratage nogen en mulighed for hjælp? Skal alle hellere være lige (ringe) stillet, blot så de da kan forstå hinanden, fordi nogen ikke kan hjælpes?

    (Det tror jeg ikke, du mener, men det kunne godt læses sådan).

  6. Tegnsprog er eddersmart! Gestik sat i system er ikke bare noget, der skal gå i glemmebogen.

    Kan døveverdenen ikke stå fast og kræve tegnsprogsundervisning med i kølvandet på et hørehandicap? Og det uanset hvilke hjælpemidler, der ellers stilles til rådighed.

    Sproget er jo for hulan da identitetsbærende, noget kulturelt. Det har ‘man’ da vel forhåbentlig ikke tænkt sig at kaste vrag på?

  7. Lenore – jeg var lige ved at skrive “Selvfølgelig skal de, der fungerer perfekt (!?) med CI ikke trækkes med ned i faldet, bare fordi at der er nogen, der får nul udbytte” – og så griber jeg mig selv i at tænke, at det da var en enormt nedladende tanke om døve. Er jeg selv nede og skrabe bunden, bare fordi jeg ikke har CI?

    Anyway – har ikke lyst til at diskutere dem, der bliver enkeltintegrerede. Har ganske enkelt besluttet, at de (deres forældre) kan få lov til at gøre lige præcis hvad det passer dem.

    Many – det er lige hvad døveverdenen gør. Holder godt og grundigt fast på at der fortsat skal være mulighed for tegnsprog… er mange, der er superglade for det. For der bliver helt sikkert fortsat brug for tegnsprog. For øvrigt – har ikke helt check på hvor meget du i grunden kan, hvis du kan noget?

  8. Nadia – ja, vi har jo begge alt for ofte set, hvordan det er gået de voksne, der er vokset op uden og som har lært tegnsprog alt for sent.

    PS. Mht. de læger der stritter imod tegnsproget – så er min erfaring, at Vest-Danmark har en langt mere nuanceret holdning til tegnsprog i forhold til Øst.

  9. Heh! Jeg afsætter hvert år en uge til tegnsprog på mine danskhold i skolen (4., 5. og 6. klasse).

    Vi synger “Hej med dig, jeg hedder Kaj” (linien med “dubbi-dubbi-dubbi-dej” var svær at oversætte. Her svinger vi bare entusiastisk med armene).

    Og jeg kan sige “Jeg går med dig i frikvarteret. Vi leger og klapper en hund”.

    Jeg har aldrig haft brug for at lære det. Sådan rigtig brug for. Men som barn så jeg to døve i herlig samtale. De stod, midt i myldretiden, på hver side af Falconer Allé og fik sig en gevaldig sludder. Se det er jo smart!

  10. Mette – det er ikke bare de voksene, som vokser på uden tegnsprog. Det er også de børn, som kommer til, at hade deres forældere, fordi de pressede dem, indoktrinerede dem. Tvinger dem til, at lave øvelser, og hvad ved jeg, når de meget hellere vil lege, eller lære tegnsprog eller noget.
    Man skal give dem tid, og lade dem selv bestemme farten, sproget og miljø. Det er jo forælderens drømme, de projicere over på børne
    Måske, fordi de et eller andet sted ikke kan acceptere barnets handikap. Men det er ikke kun forældere, det er også omgivelsernes syn på det.

    Måske ikke, måske… Men (for mig) er lykken ikke være hørende. Lykken er at acceptere den man er med eller uden hørelse.

  11. Spændende indlæg. Er lige kommet hjem fra 1866s fødselsdag. Deres gave til os medlemmer var to spændende oplæg af Patrik Nordell og Sussi Toft. Derefter var der diskussion, meget lig det med du kom med, og de følgende indlæg.

    Patrik kom med en spændende teori om kolonaliseringen og afkolonaliseringen af døvesamfundet i Sverige. Han anvendte en graf, hvor maksimum var tiden før Milanokongressen i 1888, hvor oralismen indførtes. Efter kongressen faldt kurven med døves status og position i samfundet. Den steg så igen i løbet af 70’erne, hvor der var oprør og røre i døvesamfundet. Man blev lige pludselig bevidste om ens egne rettigheder, og at man kunne tale om døves egen kultur og tegnsprog som sprog. Men senere faldt kurven igen, og er siden ikke rigtig steget. Man skal særlig være opmærksom på tiden før kongressen, hvor døve faktisk diskuterede hvad de kunne bidrage til de hørende. Nu drejer diskussionen kun om at hvad de hørende skal lade være med. Ikke med hvad vi kan bidrage nu.

    Sussi Toft sagde blandt andet, at den nye orale udvikling i sammenhæng med CI er med til at stjæle børnene fra døvesamfundet. Men som du sagde, det er helt op til forældrene at finde de rigtige muligheder for deres børn. Men der må også selvransagelse til hos audiologpæderne og lægerne. De er ikke gode til at erkende, at projektet også kan mislykkes. Hun mente også, at vi er ikke gode til at promovere os udadtil. Tegnsproget skal ud til flest som muligt, og den menige borger er faktisk sådan set interesseret i tegnsprog, og synes det er skægt og spændende at lære noget af det. Vi mangler også et verdsligt eller nationalt symbol for alt det vi står for. Ligesom med regnbuen, fredsduen, osv. Så det er bare om at tegne løs og komme med et godt forslag.

  12. Hold da op-
    jeg bliver til stadighed rystet over hvor mange myter der lever i bedste velgående hos mennesker som ikke har en dagligdag op og ned af nye CI opererede børn (læs her – opereret tidligt). I stedet for at besøge døveskolerne skulle I måske gøre jer selv den tjeneste at besøge nogle af de nye opererede børn – der ja er enkeltintegreret. Jeg kender ikke nogen af dem der ville have brug for tegnsprog.
    Jeg kan ikke lade være med at grine af jeres forestillinger om at de små stakkels børn på et år med “aggregater” bliver indoktrineret og manipuleret til at være talende og hørende børn…
    det er altså en gang sludder og vrøvl. Man kunne omvendt sige at døve og professionelle i det system prøver at indoktrinere forældre til at lade deres børn voksne op med tegnsprog ved at sige at det er nødvendigt- selvom det ikke er nødvendigt for de tidligt opererede…

    Venner der er nye tider- de nye børn har optimale muligheder og lad derfor være med at sammenligne med gamle historier og sent opererede børn. Og kampen om tegnsproget, den tror jeg bliver svær at holde fast i for jer på sigt- jeg kan ganske simpelt ikke forestille mig at forældre eller børn der klarer sig som min egen datter eller som alle dem jeg kender vil vælge tegnsprog. Ikke fordi vi har noget imod det, men de har ganske simpelt ikke brug for det- ligesom vi ikke ville have overvejet det til vores store søn som er almindeligt hørende.
    Og det er så her I plejer at komme med: ja men de hører ikke i badet osv …nej det gør de ikke endnu.
    Det er da tankevækkende at vi i Skandinavien bliver betragtet som dem med tegnsprogsmuren for disse CI børn- Canada, Australien osv., der diskuterer man ikke tegn mere, børnene taler, går på Uni og klarer sig almindeligt i den hørende verden. Deres egen udtalelse er at de IKKE betragter sig selv som døve.
    Nå men det var lige et indlæg jeg ikke kunne undlade at kommentere.

    Jo en sidste ting- børnene laver ikke øvelser og sidder og sveder over taletræning- de nye børn leger med fokus på lyd. Fuldstændig som almindeligt hørende børn som har masser af tid med deres forældre. Og de indhenter det de første år lynhurtigt.

    Armene over hovedet venner- de taler og hører så godt at alle burde rende rundt med armene over hovedet over denne udvikling. Det er da fantastisk.

    Men Mette – i øvrigt en humoristisk hjemmeside som jeg sætter pris på at læse ind imellem – men jeg er som sagt MEGET uenig i dine holdninger til CI.

  13. Var f… ved at græde da jeg så det lille barn med det store apparat. Får mig til at tænke på min Max. Det ligner ham jo på et prik.

    Men jeg (og min kæreste) ville være egoistisk, hvis vi sagde nej tak til tilbuddet om CI. Man vil som forældre det allerbedste for sit barn. Så jeg vil nok sige ja tak.. Med en million betingelser og forbeholde, og virkelig holde fast i vores ønsker, og ikke lægernes.

  14. Mette – jamen jeg er enig med dig. Vil MEGET gerne besøge sådan en skole, hvor der går enkeltintegrerede børn. Hilse på dem. Snakke med dem (gennem tolk!!) Har du bud på et godt sted?

    Jeg tror efterhånden på at det er rigtigt. Der er noget om snakken. Har set et par eksempler i det små. Tror på at flere af dem vil klare sig uden – og fint, endda. Og de har selvfølgelig ikke noget med døve at gøre. Hvorfor skulle de da – med mindre de har lyst.

    Men jeg VED samtidig at det ikke er 100% succeshistorier, og det tror jeg også godt du selv udmærket godt ved, Mette. Og det er netop den gruppe, jeg bare er så skidebekymret for. Tilbuddene til dem smuldrer simpelthen bort, og det kan jeg også se med mine egne øjne.

  15. Thomas – kunne det være muligt at se deres oplæg et sted på nettet? Jeg var jo ikke med, ville ellers gerne. Det er jo også sundt, at sådan nogle oplæg kommer ud til den bredere offentlighed. For hvad hjælper det egentlig, hvis døveverdenen fortsætter navlepilleriet og holder alting indenfor egne rækker? Tror, det kunne være en øjenåbner for mange, hvis de kendte bare lidt af den skrækkelige historie, vi selv kender til?

  16. Hej igen
    Det jeg ved Mette er at der er himmelråbende forskel
    på dem der er tidligt og sent opereret og der er himmelvid forskel på de børn som har fået talesprog og dem der har hængt fast i tegnmiljøet.
    Så jeg tror at de historier der ikke er succeshistorier kan kategoriseres med “sent opereret og dårlige talesproglige tilbud umiddelbart efter”.
    Jeg synes da også det er tragisk hvis der sidder døve forældre med døve børn der ønsker døve vuggestuer, døvebørnehaver osv og det lige pludselig ikke findes. Men igen – vi forældre som ikke har det ønske kan jo ikke holde fast i tegnsproget “bare” for jeres skyld. Eller for de to om året som ikke får optimalt udbytte af CI. (jeg ved ikke engang om der bliver to om året på sigt) Det er virkelig ømtåleligt det her emne.
    Nå men de enkeltintegrerede….ja jeg vil da gerne formidle kontakt til nogle. Men så kan vi skrive sammen om det på min private mail, den har du på kommentar-godkendelsen.
    Du er også velkommen til at møde min datter.

    Og til alle der læser det og blev skræmt af startbilledet på indlægget, som ja ser skræmmende ud- skaldet baby med kæmpe høreapparat. Så kan I jo kigge forbi http://www.onlova.dk og se hvor lidt man i virkeligheden ser det når de er ældre.

  17. Altså Mette( ikke Mette B.) Jeg kan godt se det fra din synspunkt, og kan godt fornemme, at det må være frusterende for jer. Men som i 2 mette’ er inde på, er der 2 grupper vi snakker om, dem som klarer sig og kan begå sig i samfundet uden brug af tegnsprog. Det er ikke den gruppe jeg er bekrymeret for. Det er den anden gruppe – hvor tingene ikke lykkedes så godt for dem.

    Jeg ville ønske for uanset hvilken gruppe, at man brugte tegnsprog som støtte, indtil man kunne se om man kunne klare sig uden? Således, at de ikke – sprogeligt, skal starte forfra, hvis det ikke lykkedes med CIen.

    Jeg, personligt ville aldrig have fået et sprog på det nivou jeg har i dag, hvis jeg ikke var 2 sproglig allerede fra det øjeblik, mine forældere opdagede, at jeg var høreskadet som 3 årig. Det er snaere en fordel frem for en ulempe, at man kan begge sprog, dvs. både det talte og tegnsprog.

    Jeg, ved også godt, at der er forældere som slapper af og lader børne lege på DERES primissser. Dem er jeg ikke bekrymeret for. Der hvor jeg, ser der er problemer, er hos forældere som sætter meget høje krav til barnet. Fordi de sætter et højt håb, eller ønske om, at barnet kommer til fungere som hørende.

    Og for dem, som mette b. skriver, hvor succesraten ikke er høj, findes der næsten, ingen tilbud til dem. Hvis de kommer på døve skole som teenager efter år med nederlag og fustrationer, kommunikations mæssigt, og ikke kan tegnsprog, er deres chancer for, at udvikle et flydene tegnsprog ringe. Men, der er selvfølgelig undtagelser.

    Den usynlige felt, som JEG tror, får mange på barrikaderne der den sociale-gråzone.

  18. Mette Bau – klart at der er kæmpeforskel på dem for 15, 10, 5 år siden og så dem i dag. Og dem om 5, 10, 20 år. Mon ikke det en dag lykkes, og børnene om 10 år rent faktisk ER hørende – eller måske, hvis vi laver et tankeeksperiment, kan få en superhørelse, som er bedre end normalthørendes. Og den dag “lortet” virker så er jeg da klart på. Indrømmer gerne, at der er ting jeg ikke kan nu, som jeg gerne ville kunne.

    Det er nu forøvrigt ikke KUN døve forældre der ønsker tegnsprog til deres døve børn. Er også hørende forældre der ønsker det, selvom det måske klinger fremmed i dine ører. De har jo i modsætning til jer mødt døve (fx. på familiehøjskole) og fundet hele døveverdenen sympatisk og som et godt tilbud til deres barns sociale liv. I dag er tegnsprog et VALG og langtfra et krav. Og i dag er det nemmere end nogensinde at vælge det fra, men personligt synes jeg, det er smaddersynd.

    Vil gerne skrive til dig – men ligenu roder hele mit hjemmemailsystem lidt rundt, så går nok nogle dage.

    Nadia – lige præcis gråzonen. Og den gråzone eksisterer overalt, blandt døve, hørehæmmede, CI-brugere, også hos andre minoriteter, andre handicaps, og vi har jo også hørt om de her børn af missionærer, som aldrig rigtig har følt sig hjemme i Danmark eller hvor de nu ellers har af rødder. På dem kan man måske ikke, rent overfladisk, se , at der er noget galt – men indeni er de et stort kaos. Hvem er jeg? Hvor hører jeg til? Hvem er mine ligesindede? Men sådan er prisen jo desværre for nogle.

  19. Præcis Mette B. Og netop dén sociale del er også uhyggeligt vigtig del, af ens muligheder for, at udvikle sociale og sproglige færdigheder.

    Hvem er jeg, og hvor hører jeg til, den del kender jeg alt for godt. Nu har jeg så, selv valgt, at jeg hører ingensteder hen, og det gav mig fred. Men man savner meget, i perioder et bestemt tilholds sted hvor man enten i den hørende verden og/eller i den døve verden 100 % accept og hvad der kommer deraf af venner m.v.
    Det er dét jeg tænker på med de her CI børn, for måske lærer de 2 sprog, ganske flot hvis det sker. Men jeg frygter bare, selvom de har nok så mange venner og måske trives i den hørende verden, vil de hørende aldrig kunne forstå, hvad det vil sige, at være hørehandicappet og ikke kunne høre de hørendes hvisken fx.

  20. Mette, du fortolker et fravalg af tegnsprog som om man ikke kan lide de døve eller synes de er usympatiske…forstår ikke helt logikken og kan ikke genkende det. Fravalget af tegnsprog er udelukkende et genoptræningsperspektiv. Det auditive center skal primært stimuleres. Det er til gengæld ret logisk synes jeg. Hvis min datter vil lære tegnsprog når hun er ældre, fint med mig. Men måske vælger hun fransk- det er også fint for mig.
    CI børn har masser af ligesindede- der er nemlig masser af CI børn og vi er meget bevidste om at skabe venskaber og kontakter på tværs af børnene. Jeg kan virkelig ikke se det problemet som I maler op.
    Men vi bliver vist aldrig enige på det her område og min sidste kommentar for denne gang må derfor blive – at “lortet” virker .

  21. Det agument holder ikke, Mette Bau. At fravælge tegnsprog udlukkende pga det auditive gentoptræningsperpektiv, er da lidt en tynd agument i mine øjne. Tegnsprog fremmer netop sprog udviklingen fremfor, at hæmme det.
    Det er en skrøne, at det hæmmer barnets auditive sprog udvikling.

  22. Nej det er ikke en skrøne. det er såmænd hjerneforskning og nu er det jo sådan som med så meget andet at vi i DK er håbløst langt bagud med at få integreret viden.
    Et alm hørende barns har et udviklet auditivt center fra under graviditeten, derfor snakker man om at “baby signs” pg tegn fremmer sprogudviklingen hos NORMALTHØRENDE. Hos døve børn er det auditive center ikke udviklet, det begynder først i det sekund CI et tilsluttes. (hvis de ikke har haft høreapp. inden)
    Men selvfølgelig skal I sige det modsatte. Ellers var der jo ingen debat. Så meget for mit sidste ord- nu vil jeg prøve at holde det 🙂

  23. Den der hjerneforskning – der er faktisk nogle andre forskere, der modbeviser tesen. Men jeg kan ikke på stående fod referere forskningen, men det kan jeg se nærmere på, når jeg engang kan kravle tilbage til arbejdet. Hvis det altså har interesse 🙂

    Hvad så med børn, der bliver døve som følge af fx. meningitis – må man så gerne bruge tegn til dem?

    Anyway, fint nok, at vi lukker lidt af debatten – egentlig handlede mit indlæg mest om, at man reelt set IKKE har andet valg end CI og enkeltintegration, hvis man i dag fik et døvt barn. Altså, for nogle år handlede det om CI vs. ikke CI. Nu er det CI uanset hvad, så spørgsmålet er tegnsprog eller ikke tegnsprog. Og vi er vist snart ved at bevæge os fra diskussionen om specialskole vs. folkeskole. Den udvikling skræmmer mig – men uanset hvad, så skal de stærke jo nok klare sig. Resten har bare et problem.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *