Farvelsalut

Denneher blog er lidt ligesom en kæreste, som man bare ikke kan slå op med. Har luftet tanken op til flere gange, men valgte flere gange at blive i forholdet. Min blog er så tudsegammel, at dengang jeg startede, var den et smart alternativ til det at flashe sine dyr eller små, savlende børn på 123hjemmeside.dk eller et andet, kreperligt koncept. Der var en lille, ekskusiv skare, der bloggede, og man holdt endda også blogfester. Jeg dukkede aldrig op til en eneste fest, og det kan egentlig ærgre mig en hel del i dag. Turde ikke rigtig. Men man gør vist ikke rigtig den slags mere. I dag kan man finde alt mellem himmel og jord, og de fleste har leaset sig ind på et gratisblogssystem. De fleste er også forholdsvis anonyme i det store bloghav. Blogosfære, blogcity, whatever. Det er blevet rigtig, rigtig mainstream at blogge. Det er blevet længere mellem de gode, som der dog samtidig også er flere af. Og der er alt for meget crap, der har fået uberettiget taletid. Nåmen, jeg har jo så spekuleret en hel del over min egen blogeksistens. Hvad vil jeg? Jeg har ikke rigtig lyst til at ende med at blive en, der fotograferer mine planter, fordi dét i hvert fald ikke kan bruges mod mig selv på et tidspunkt. Er det egentlig sjovt at have en tandløs, fuldstændig harmløs blog? Jamen, så er vi tilbage til start, og I kan nok gætte, at min lange pludder fører hen mod det svære, men uundgåelige. Jeg slår op med min blog. Nogle gange skal man bare ikke hænge ved noget, der alligevel ikke udvikler sig synderlig meget. Man skal videre. Ellers kommer man til at hade sig selv. Også selv om det er ens længste forhold, og selv om det giver tryghed. Mebbe.dk får lov til at stå. Folk er efterhånden rent faktisk er begyndt at kalde mig Mebbe, også i virkeligheden. Men der kommer ikke mere her på bloggen. Og måske fjerner jeg endda den en dag. Offline er det nye online. Men helt væk er jeg i hvert fald ikke – jeg kan fanges på min mail, som også er msn, og det er lige her. Og så kan I være forvisset om at jeg stadig følger med her og der, måske i en kommentarspor eller to. Tak for denne omgang – og vi ses derude! PS. Vil gerne inviteres til blogfest, så kommer jeg… nok.

Blogcensur

Lidt småtræt af min blog sommetider. Har en personlig blog, ja, men den er ikke privat. Der er bunker af historier og tanker jeg hellere end gerne ville lufte – som jeg må nøjes med at dele med vennerne i stedet. Der er mere eller mindre ophidsende events og dagligdags ting, som jeg gerne ville skrive om. Men med lidt snilde kan den opvakte læser jo nok rimelig hurtigt finde ud af hvem jeg i virkeligheden er, og så går luften hurtigt ud af ballonen for mit vedkommende. Lidt som om at min skrive-fantasi langsomt skrumper ind. Lige nu popper der jo alle mulige sjove, spændende, interessante og meget personlige blogs op. Omhandlende emner, som man nok ville kunne se mig folde ud i, når vi er en flok tøser med vin og andet på bordet. Ja, en af pigers yndlingsbeskæftigelser er nu engang at snakke om drenge og den slags. Men det går ikke rigtig, når exkærester, forældre (!) kolleger og andre mere eller mindre formelle relationer rent faktisk kan læse med. Så skal jeg dælme ikke snakke om de mandslinger, der pusler rundt i min lille verden. Og endnu mindre kunne jeg dissekere og gennemanalysere objekterne på allerbedste feminine vis. Så der er til en vis grad mundkurv på bloggen her. Det påvirker klart skrivekløen en hel del i den mere kedelige retning. Og alligevel kan jeg ikke rigtig have en undercover blog, for min skrivestil og kontakter vil jo alligevel før eller senere afsløre mig. Er næppe den eneste blogger der har fået den slags tanker. Vi er nok en hel del “gamle nisser” der bare… jahm, måske lidt er låst fast i nisserollen. Øv. Nej, er ikke altid sjovt at være en nisse.

Fantasiløs nisse

Her på kontoret er vi naturligvis også kammet over i juleglæde og nisseri. Det kan man jo ikke undgå i december. Nogen har fundet på at vi skal være “nisser” – altså drille/forkæle en bestemt kollega, hvis identitet så absolut ikke må afsløres inden den famøse arbejdspladsjulefrokost. Jeg agerer jo så hemmelig nisse-agent for en. Ligesom min personlige nisse allerede er gået i aktion ved at levere nogle rimelig grimme kravlenisser på mit bord. Hmm. Men jeg har altså ingen ide om hvordan jeg skal lægge ud med at drille eller forkæle min lille nissemand. Men altså, hvad gør man egentlig?

Manglende hårtørringsaggregat

Føler mig seriøst handicappet uden hårtørrer. Helt vildt, som det ikke er til at undvære det blæsende aggregat. Sidste uge lugtede det mærkeligt, puff, og så afgik min trofaste ven gennem flere år ved døden. Har indtil nu klaret mig fint ved at vaske hår om aftenen og så bruge min anden ven, ghd (a new religion for hair) næste dag, til at tæmme høstakken. I morges skulle det vaskes. Og hvor er sådan noget hår altså langsomt om at tørre. Mand. Mit hår, i hvert fald. Dør jo af forkølelse, hvis jeg går ud i kulden med halvvådt hår. For ikke at tale om det look, der utvivlsomt kommer til at forfølge mig resten af dagen. Au naturel på den mindre fede måde. Kruset hår, der afslører, at jeg heller ikke har været hos frisøren alt for længe. Jeg har fødselsdag på søndag. Der satser jeg stærkt på at en eller anden venlig sjæl giver mig sådan en hårtørringsaggregat.

Facebooking af søde tyskere

Hvis man ikke kan facebooke en person, er vedkommende så død? Hmm. Facebooking er vist det nye googling. Har brugt mangen en stund på at more mig med at facebooke ex-kærester, crushes, flings, fyre fra byen, deres venner mm. Hvem er stadig lige lækre, hvem er singler, hvem er faldet af på den, hvem har allerede formeret sig? Men det er ikke alle, der er til at facebooke. Jeg husker ellers navne meget præcist. Det var Stefan fra Tyskland, som jeg mødte på interrail 1999. Vi hang ud på en station i ingenmandsland, Irun mellem Spanien og Portugal, da vi mødtes første gang. Han bød på tyggegummi, og jeg var solgt. Stefan, Jochen, Bummi, Laura og mig. Vi skulle alle med nattoget, men i toget forsvandt vi fra hinanden. En uge senere mødte jeg igen den søde, casual looking tysker i Lissabon. Tilfældigt. Der var kun 3 minutter til hans togafgang (forestil jer et scenarie med dampende lokomotiv) og dengang udvekslede vi adresser, på allerbedste oldschool vis. Og så dukkede jeg pludselig op foran ham igen i Madrid nogle dage efter. Hello you. Ikke et eneste kys blev der til, men mangen et frankeret postbrev over det germanske. Han var dengang en 23-årig geologistuderende fra Würselen. Gad vide om han stadig lever? Han er i hvert fald ikke til at finde på Facebook… endnu.

Love Actually

lactually.jpg 

… er i fjerneren nu. Jeg sidder her og knuselsker hvert eneste sekund af den film. Det charmerende personsgalleri, den underfundige engelske humor, alle forviklingerne og den ægte kærlighed, der titter frem overalt. Også der, måske især der, hvor kærligheden ellers har de allersværeste odds. Love Actually er helt klart en af mine yndlingsfilm – især fordi den kan få mit lille, iskolde hjerte til at tro på det der lååååve-pjat. 

Palmer og sand mellem tæerne…

Ferie har jeg ikke haft lige siden jeg startede på arbejde. Men nu har jeg besluttet mig for en 2 ugers utilgængelighed fra arbejdet. Jæs. Januar skal det være. Og jeg har en meget klar ide om at det skal være noget med sand mellem tæerne, svajende palmer og kølige drinks i hånden. Goa, måske. Thailand kunne også være læx. Nej, Indien ville være sejt. Så kunne man også få en på opleveren. Men det er bare det, at jeg ikke rigtig ved, om der er nogen, jeg kan lokke med. Skal man så alligevel tage afsted? Og hvor finder man røvertilbuddene henne? Mon der er nogen, der kan anbefale et sted, hvor man kan hapse tilbuddet, der ikke kan afslås?

Lost i tømmerlasthandel

Småryster stadig af skræk. Sådan nogle hardcore mandeområder som tømmerlasthandler virker decideret angstprovokerende på mig. Jeg skulle bruge sådan et par træ-lister, der skulle gøre det ud for selskab til min ensomme hylde ude på badeværelset. Har jo så mange tøseting, at det er decideret uanstændigt at de skal mases sammen på en enkelt hvidmalet træhylde. Nåmen, vidste udmærket godt, at man da bare skulle over i den der lokale tømmerlasthandel og få rekvireret nogle trælister. Gjorde jeg så, efter at have samlet mod i 1/2 år. Åh. Og så var de altså 4 meter høje, sådan nogle træplanker. Hvordan kan det overhovedet være muligt at bugsere sådan et langt aggregat hjem på cykel? Fik så den unge knægt til at save dem over for mig, og det var altså lidt pinligt. Stod eftertrykkeligt på flere opslag på pladsen, at man kun kunne købe hele planker. Så står man der og føler sig dum; hvorfor har jeg ikke en mand til at gøre den slags ting for mig? Tænker folk mon, at der er noget galt med hende der damen, når hun shopper alene i en tømmerlasthandel en lørdag formiddag? Det er jo meget en mandeting, og så kan man evt. være det spæde, feminine input, der ledsager ham. Og jeg kan da snildt tilberede 200 retter til sådan en mand til gengæld. I et køkken ved jeg i det mindste, hvad der skal gøres. Men missionen lykkedes, og jeg er lige kommet hjem med et par fine træplanker, der passer i størrelse. Nu skal jeg bare konsultere mit fædrene ophav, han gider sikkert godt hjælpe med at få dem op på væggen. Håber jeg da. Handydating.dk, huh?