Farvelsalut

Denneher blog er lidt ligesom en kæreste, som man bare ikke kan slå op med. Har luftet tanken op til flere gange, men valgte flere gange at blive i forholdet. Min blog er så tudsegammel, at dengang jeg startede, var den et smart alternativ til det at flashe sine dyr eller små, savlende børn på 123hjemmeside.dk eller et andet, kreperligt koncept. Der var en lille, ekskusiv skare, der bloggede, og man holdt endda også blogfester. Jeg dukkede aldrig op til en eneste fest, og det kan egentlig ærgre mig en hel del i dag. Turde ikke rigtig. Men man gør vist ikke rigtig den slags mere. I dag kan man finde alt mellem himmel og jord, og de fleste har leaset sig ind på et gratisblogssystem. De fleste er også forholdsvis anonyme i det store bloghav. Blogosfære, blogcity, whatever. Det er blevet rigtig, rigtig mainstream at blogge. Det er blevet længere mellem de gode, som der dog samtidig også er flere af. Og der er alt for meget crap, der har fået uberettiget taletid. Nåmen, jeg har jo så spekuleret en hel del over min egen blogeksistens. Hvad vil jeg? Jeg har ikke rigtig lyst til at ende med at blive en, der fotograferer mine planter, fordi dét i hvert fald ikke kan bruges mod mig selv på et tidspunkt. Er det egentlig sjovt at have en tandløs, fuldstændig harmløs blog? Jamen, så er vi tilbage til start, og I kan nok gætte, at min lange pludder fører hen mod det svære, men uundgåelige. Jeg slår op med min blog. Nogle gange skal man bare ikke hænge ved noget, der alligevel ikke udvikler sig synderlig meget. Man skal videre. Ellers kommer man til at hade sig selv. Også selv om det er ens længste forhold, og selv om det giver tryghed. Mebbe.dk får lov til at stå. Folk er efterhånden rent faktisk er begyndt at kalde mig Mebbe, også i virkeligheden. Men der kommer ikke mere her på bloggen. Og måske fjerner jeg endda den en dag. Offline er det nye online. Men helt væk er jeg i hvert fald ikke – jeg kan fanges på min mail, som også er msn, og det er lige her. Og så kan I være forvisset om at jeg stadig følger med her og der, måske i en kommentarspor eller to. Tak for denne omgang – og vi ses derude! PS. Vil gerne inviteres til blogfest, så kommer jeg… nok.

0 tanker om “Farvelsalut”

  1. Velkommen til offline 🙂

    Du var sq stor, skæg og interessant.

    Woops – man må aldrig sige “stor” til en kvinde, men du ved, hvad jeg mener. Mange gode posts, mange trofaste læsere og til tider bid, saft og kraft i dine posts, selv om jeg ikke læser med mere. Hverken her, der eller andre steder i blogverden. Det er for fragmenteret og for defragmenteret på samme tid.
    På den ene side ved jeg, at jeg går glip af mange gode posts hver dag. Mange grin. Mange irritationer. Omvendt har jeg også bare for travlt. Dyrker arbejde og 1:1-kommunikation i stedet.

    Men! Et eller andet sted savner jeg også det hele. Både at læse og skrive selv.

    Nu bliver der en mindre at læse. Jeg forstår dit valg, og ønsker dig held og lykke derude. Men jeg ved også, at du ikke kan holde din kæft alligevel 😉

    Ærbødige hilsener

    iAndy

  2. Tak skal du ha’, iA. Vi gamle røvhuller må jo holde sammen. Eller noget. Og nej, ingen af os kan holde vores kæft…

  3. Åhh, Mebster – jeg kommer til, at savne mit daglige fix. Ej, jeg kan godt forstå dig, og årsagen til, at du stopper. Ja, det er blevet meget mainstream, og det er lidt synd synes jeg. Men alting har sin ende en dag.

    Goodluck out-there in the reality…

    /me

  4. Har nok nærmest læst med siden du startede, dengang.. Det må jo være fordi du kan et eller andet 🙂 Vil vist bare sige, at det har egentlig været ret cool af dig, at du har villet lukke os andre lidt ind i dit liv. Så tak for nu.

    Ha det godt derude. Jeg vil savne dig, Mette 🙂

  5. Jeg siger selv tak til Jer , Nadia, Troels, Pigen & Lenore – fordi I kikkede med, og ikke mindst fordi I kommenterede fra tid til anden. Vil helt klart fortsat være med på en kikker ovre hos jer 🙂

  6. Mette…mand!!

    Jeg gider ikke de nye blogs. Gider kun jer gamle. Forstår dig nu godt, eller nej – ikke helt faktisk. Men…iiiiih, jo bare fordi jeg savner alle dem som stopper (og det er der bare mange af ‘de gamle’ der gør). Så vil også savne dig.

    Nåhm, rigtig meget lykke derude, hvis vi ALDRIG snakkes igen.

    Snøft fra Marie

  7. Så lille var skaren nu heller ikke, men vi var nok nogle stykker, der ikke havde “opdaget” hinanden dengang.

    Med hensyn til selvcensur-problemet, så kender jeg en del, mig selv inklusive, der har “løst” det ved at bruge Livejournal.com. Der kan man selv styre, hvem der læser med, så den er ganske fiks til de ting, man gerne vil dele med sine med-bloggere, men ikke med sine forældre og kolleger. :o)
    Ulempen er selvfølgelig, at nye læsere ikke i samme grad kommer af sig selv.

  8. Og nu var jeg lige blevet så glad for dig. Øv. Er nu sikker på, vi blogges ved… Håber og tror, jeg løber på en anonym blog en dag og for mig selv tænker, at “dét er sgu da Mebbe, der alligevel ikke ku’ holde sig væk!” 🙂

    Men ellers ses vi vel ovre hos mig. Bare lidt? Pleeease?

  9. Ulrik – har godtnok set det der Livejournal noget, men aldrig checket ud… det var da en snedig ting, hvis man gerne vil have en hemmelig, undercover blog, helt fri for familiemedlemmer, kolleger og andet snavs 🙂

    MM – skal nok give dig en hint, hvis der var – men klart, at jeg ikke lige holder op med at læse blogs. Det er jo morskab af høj klasse.

    Freshmaker – øv da. Måske man så skulle lave samme trick som dig i sin tid…?

    Christian – kan i hvert fald sige, at man skal stoppe mens legen er god… ikke vende tilbage til en fuser, etc 🙂

  10. Åhhh neeej…

    Men forstår dig selvfølgelig..Tak for alle dine gode, inspirerende og hyggelige indlæg.
    Kommer til at savne din blog – mere end du aner, især din fantastiske sprogformulering.

    Også snøft herfra…..

  11. Hej Mebbe, Mebster eller simpelthen bare Mette.

    Jeg har fulgt dig i gud ved hvor mange år, og har præsenteret andre for dig som en blog must-to-read. Hvor jeg har fundet mange spændende links til andre blogs via dig.

    Jeg forstår godt at du må slå op med din blog. Føles lidt som om du slår op med os. Men fair nok, du er jo ikke død som sådan. Heldigvis.
    Du har et liv der skal leves, fuldt ud, uden at din familie og arbejdskollegaer skal vide alt for meget end godt er. Men jeg forventer at se et tegn eller to fra dig nu og da ude i bloglandet.

    Tak for de gode år med sjove, kvikke, lattervækkende, spændende, konstruktive og en masse andre positive adjektiver.

  12. Forståelse har du fra os, der selv blogger.. Med tilbageblik på dine indlægs så har du jo åbnet dig for verden. Verden, du ikke har lyst til at dele alting med. 🙂

    Held og lykke – hvem ved, vi alligevel ser til dig engang??

  13. Ja, når det først bliver for tandløst og der ikke er noget på spil kan man lige så godt holde op.

    De bedste, mest kommenterede og mest læste på min, var dem jeg var mest nervøs ved at udgive…til sidst var det bare endnu en trafik-og-musik-blog og så kan det være lige meget.

    Held og lykke med det derude…

  14. Klejs – tusind tak for de søde ord – og din lille hilsen på din egen blog. Lige før at jeg fortryder, hehe… men føles nu alligevel rigtigt.

    Christina – man skal jo ikke dele alting – i hvertfald ikke, hvis man er offentlig 🙂

    Kratluskeren – netop… der skal være bid i det for at det er rigtig interessant. Man ville jo også være dum, hvis man ikke vidste at det er det kontroversielle, der rykker allerbedst. Men er jo begrænset, hvor meget man vil provokere/udstille, hvis man står frem med navn.

  15. Eii, kan du ikke bare lade som om du holder pause? 😉

    Ellers må du jo hinte om hvor vi kan finde din überhemmelige blog, når den går i luften ..

  16. Øv.. Tak for god underholdning og glædelig jul!

    Du må meget gerne gi’ mig et praj, når du starter dit nye anonyme bloggerliv. Jeg kender dig jo alligevel ikke, og – bare rolig – jeg inviterer dig heller ikke til fest 😀

    Kh. P.

  17. Hehe… der tikker stadig et par kommentarer ind, så helt afgået ved døden er denne blog ikke – men jo…

    (og tak, Rasmus, det der Facebook sladrer jo helt vildt!)

  18. Oh, du mener det virkelig – du vil virkelig slå op? Suk.. ikke mere oplivende læsning hver dag ved frokostpause.. Ikke flere sjove oplevelser, slut med at få inspiration af dine oplevelser.. Suk..
    Kommer helt sikkert til at savne din blog!!

    Held og lykke med din tilværelse udenfor bloggens verden 😉

    Hulk og snøft herfra..

  19. Jamen så vil jeg også bare sige tak for den tid, der gik. Du har bl.a. givet mig et unikt indblik i “døves verden”, jeg ellers ikke ville have fået. Tak for det.

    Og så er du omtrent den bedst stavende blogger, jeg til dato er stødt på. Ha’ det godt, Mette. Jeg skal prøve at lære et tegnsprogstegn – hvis vi nu skulle rende på hinanden til en bloggerfest engang ;-).

  20. Det er sikkert med vilje, at du har lukket for kommentarfunktionen på de to nye poster. Men velkommen tilbage – håber jeg det er 🙂

  21. Hov da… er der lukket? Det anede jeg da ikke… hmm, denneher blog lever vist sit eget liv. Det kunne da måske godt være, at jeg lige kikkede ind i ny og næ?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *