Et kvæk

Nåja. Mit tilstedeværelse på bloggen har været ret noneksistent. Jeg tror også, jeg næsten har glemt, hvordan det er at have fri. Sådan ligesom i rigtig fri. Forstået på den måde, at jeg så har kunnet trisse rundt hjemme, i min egen lille verden. Men nu er hamder Jesus på banen igen, i morgen lukker Danmark ned. Jeg kan ikke rigtig finde ud af, om vi skal lege pseudo-røde og drikke fadbamser i den lokale park – eller om jeg skulle arbejde lidt hjemme. Allerhelst ville jeg nok bare en tur i Ikea. Et ganske beskedent ønske. Men det må vente til fredag! 

Min fridag

Jeg havde (næsten) helt glemt, hvor rart det er at have fri. Min nyvundne frihed har jeg så brugt på at nakke hele 4 maskinfulde vasketøj. Og på at pille kæmpe vinterfrakker, halstørklæder og kluntede støvler ud af garderoben og losse det hele op på loftet. Ah, zen. Og så har jeg spist kartoffelmadder med fintsnittet rødløg og mayo til frokost. Og bagefter nydt et stort glas chai latte. Og jeg har været i fitnesscenter, fået aktiviteret korpusset og endda bestilt tid til et nyt program. Nu skal jeg ned og hænge vasketøj op, fjerne mærkeligt ukrudt fra altankasserne, for at gøre dem klar, og måske endda shoppe nye botaniske input. Og så skal jeg vaske op. Og så burde jeg egentlig også vaske gulv, fordi enelleranden har spildt saftevand ved sengen. Nå, ja, og så glemte jeg noget af det bedste: Jeg har siddet ude på altanen, solet og læst boligblade. Livet er godt! PS. Og i aften skal jeg på date med enelleranden og også en tur i biografen.

K-forum

Hver uge får jeg mails fra enelleranden Timme på det der K-forum. Jeg oprettede min profil i et øjebliks netværks-entusiasme, for det er da det man gør, hvis man er noget kommunikationsagtigt, noget kaffe-ud-af-huset, arbejdsplads i City, og alt det der. Men lige siden har jeg bare klikket mig derind i ny og næ. Læst en artikel eller to (eller så de første 2 afsnit af artiklen). Er jeg smart nok til det sted? Klog nok? Eller har jeg entusiasmen til det? Jeg bliver næppe den, der fodrer forummet med lange, indsigtsfulde indlæg om web 2.0, netværk og sådan noget? Eller deltager aktivt i debatter, kommenterer blogs og sådan. Og jeg bliver i hvert fald ikke rekrutteret til det ene fede freelance kommunikationsjob efter det andet. Nej, jeg må indrømme, at jeg heller ikke har Christian Stadil på min venneliste, faktisk kan mine venner/kolleger på K-forum kun kan tælles på en hånd eller to. De eneste mails/hilsener jeg har fået, er af en venlig mand, som jeg bare slet ikke kender. Måske det kræver en god bunke knofedt, aktiv deltagelse og en masse flash af ens arbejde? Jo, jo. Det er nok bare mig, der ligger på den lade side. Mon jeg skulle gå i gang? Gør jeg, når jeg en dag får tid.

20 måder til at bibeholde den sunde sindssyge

Jeg ville nok aldrig turde at gøre ret mange af disse nedenstående ting – men nøj, hvor er det infantil humor, når det er allerbedst:

20 måder til at bibeholde den sunde sindssyge:

1. Sæt dig i din bil i frokostpausen med solbriller på, og peg med en hårtørrer på forbipasserende biler.
Hold øje med, om de sænker farten.

2. Kald dig selv over samtaleanlægget uden at forvrænge stemmen.

3. Når nogen beder dig om at gøre noget, så spørg altid, om de ønsker pommes frites til.

4. Stil din skraldespand på skrivebordet, og mærk den ‘Ind’.

5. Hæld koffeinfri kaffe i kaffemaskinen i tre uger. Skift til
espresso, når alle er kommet sig over koffeinafhængigheden.

6. Skriv ‘For seksuelle ydelser’ på alle dine checks.

7. Afslut alle dine sætninger med ‘i henhold til profetien’.

8. Drop enhver brug af tegnsætning.

9. Hop så vidt muligt i stedet for at gå.

10. Spørg folk, hvilket køn de har. Grin hysterisk, når du hører
svaret.

11. Sig ‘ud af huset’, når du køber mad i en drive-in-restaurant.

12. Syng med, når du er i operaen.

13. Gå til digtoplæsning, og spørg, hvorfor digtene ikke rimer.

14. Hæng myggenet over din arbejdsplads, og spil tropiske lyde hele dagen.

15. Sig til dine venner, at du ikke kan komme til deres fest fem dage i forvejen, fordi du ikke er i festhumør.

16. Bed dine kolleger om at tiltale dig med dit brydernavn, ‘Rock Hard’..

17. Råb: ‘Jeg vandt, jeg vandt’, når der kommer penge ud af pengeautomaten.

18. Råb: ‘Løb for livet, de er sluppet løs’, mens du løber mod
parkeringspladsen, når du forlader Zoologisk Have.

19. Sig til dine børn over middagen: ‘Vi er desværre nødt til at
afskedige en af jer på grund af økonomien.’

Skruk!

Indenfor et par uger siden har to veninder meddelt deres nye status som mødre… hundemødre. Altså, de har anskaffet sig firbenede babyvenner. Den ene lille fyr er en chihuahua, som umiddelbart mere har slægtsskab med en gremlin end med en hund. Nuttetheden er slående.Og den anden er af en eksotisk race – navnet kan jeg ikke huske – men skulle i voksen udgave minde om en mops. Og åh, hvor er de begge to voldnuttede! Og åh, hvor ville jeg gerne have sådan en lille fyr selv. Det strider mod al fornuft, og jeg har heller ikke umiddelbare planer, men hvad andet kan man end at flagre med hænderne og ih-åh’e, når man ser fx. Balder her? 

balder.jpg

Jamen altså… voldnuttet, siger jeg bare! 

Er du mors lille dreng vol. 2

Så fik jeg set Er du mors lille dreng – 10 år efter – vistnok sammen med resten af Familien Danmark. Uh, sikke noget. Men trods alt havde ham den lille fyr, Jørn, det nogenlunde ok – trods den genmasse, han var naturligt disponeret for at have. Men at gentage samme fejl! Jeg forstår virkelig ikke, hvordan man sådan konsekvent kan ignorere 4/+ henvendelser fra forskellige sider, der alle bekræfter det samme – at ungen instant skal fjernes. Ja, det er ekstremt synd for moderen at skulle gennem det hele for anden gang. Og hun havde endda, inden fødslen, spurgt om det ville ske igen. Ingen reaktion, og så får hun lov til at føde barnet. For at så få det taget fra sig igen. Hvor er det bare trist, at sådan noget kan ske, og jeg er ikke engang i tvivl om, at deres tilfælde ikke er enestående. 

Sokkeadministration

Jeg må erkende, at jeg har et… garderobeadministrativt problem.

I mit soveværelse ligger der som regel spredte dynger a beklædningsgenstande der er brugt i forskellige grader. Intet nyt i det.

Det største administrative problem ligger i: Hvilke sokker skal jeg have på i dag? Et tilsyneladende enkelt spørgsmål; men ikke, hvis alle sokkerne er sorte. Jeg har jo været så forudseende at købe dynger af sorte sokker str. 37-39 i H&M. Drønsmart. Ganske økonomisk. Og matchende til stort set alt tøj.

Men: Hvilken af dem er blevet brugt allermindst? Hvilke var det nu, jeg brugte i går? Nej, jeg skifter ikke sokker hver dag. Mine fødder er ikke sokkeskiftningskrævende på daglig basis. Og alligevel har jeg ikke lyst til at prøve at benytte mig af snif-testen (som alligevel ikke giver resultater.)

Så det betyder tit, at jeg står og vakler mellem 2-3 ens udseende sorte sokkepar. Har nogen af dem været med mig til fitness? Hvem har været på lidt for længe? Nogle gange ender jeg med at tage et par helt rene fra skuffen. Lige nu er jeg på bar bund, hvad mit sokkeadministrative problem angår.

Den letteste løsning ville nok være, som mine gode forældre sikkert også ville påpege: Ryd op!

Så…

… eksperimenterer vi lige med en ny template.

Ja. Jeg kan lige så godt sige det. Denne her blog har mistet sin røde tråd – både hvad udseende og indhold angår. Syntes lissom, at Marcello holdt sammen på det hele… som brand. Men nu er der jo ikke mere Marcello og mig, og jeg må indrømme, at han er savnet. Meget. Især nu, hvor jeg lissom synes at se en hel masse hvide Marcello’er suse rundt på de københavnske veje. Nå, men sådan er det vel at være en early adapter. Høhø.

Nåmen – jeg kan faktisk ganske godt lide det her template. Indtil videre. Nu skal vi bare have lidt personlighed ind over.

marcel.gif 

Nye spisevaner

Nu er jeg normalt ikke fan af selvhjælpsbøger pakket ind i populærvidenskab, men en sætning fra Brian Wansink’s Hovedløse Spisevaner (link til en Berlingske anmeldelse) har sat sig fast i mit hoved:

En afgørende forskel mellem de fattige og de rige landes spisevaner er, at mennesker fra fattige lande stopper med at spise, når de ikke længere føler sult. Mennesker fra rige lande stopper med at spise, når de er mætte.

Klart! Denne tankegang har vist altid siddet indgroet i mig. Jeg har altid spist mig mæt – og ofte mere til. Nogle gange endda meget mere til. Den nedre grænse for mæthed er jo at man ikke længere er sulten, og den øvre grænse er overmæthed grænsende til forstoppelse. Og det er jo ikke særlig nemt at vurdere hvor på mæthedsskalaen man er, før det er alt for sent, og man vralter rundt med den vildeste topmave og kun kan tænke på opknappede bukser og en instant sofa-kur. Som eksempelvis til en julefrokost med familien.

Nu har jeg så set lyset. Det er jo selvfølgelig derfor, at de kloge siger, man skal spise lidt, men ofte. Jeg spiser da, fordi jeg skal holde sulten fra døren. Kunne naturligvis sagtens spise mere, men hvorfor da? Ved at bruge min mave som skraldespand ender det jo bare med, at det kan ses på badevægten. Så fra nu er jeg lille, spæd og feminin – også i mine spisevaner.

PS. Lad os se, hvor længe det varer.

9788721029760_20000_550.jpg

Randrusianere og nibenitter

Hvis man er fra Randers, så er man en randrusianer. Det kunne jeg altså slet ikke have gættet, sagde min kollega her forleden. Men mine jyske rødder fornægtede sig ikke.  Ja, men underligt, egentligt. Hvor dukkede den der rus-tilføjelse op fra? Og hvordan vidste jeg det egentlig?

Og så slog det lige os, at der da godt nok er mange mærkelige tituleringer på bysbørn. Jeg er fra København, ergo er jeg en københavner. Men mine jyske rødder stammer fra Nibe (lille flække ved Limfjorden) – og ergo har jeg været en nibenit. Det hedder borgerne i Nibe nemlig. Nibenitter.

Hvem er det lige, der bestemmer sådan noget? Hvad hedder en, der kommer fra Esbjerg? Og Gentofte? Og har I flere sjove tituleringer?

Randrusianer (Randers)
Falsting (Falster)
Nibenit (Nibe)
Molbo (erm…)
Lollie (Lolland)
Moskovit (Moskva)