Docken

Så har jeg været lidt hip og hængt ud på strandbar hele dagen, ude i solen, med en ven på det der nye Docken – Østerbros svar på Halvandet. Hvis man lige forcerer et mystisk område med masser af industri, kommer man lige pludselig ud til en skjult perle med en havudsigt, der (næsten) er det græske øhav værdigt. Masser af borde, sofaer, loungemøbler, liggestole, sand og strandstole. Og brunch, hjemmelavet is, masser af drinks. Og søde mennesker. Og der var så også en DJ der gjorde klar til i aften, og folk drak øl og altmuligt på den der ganske hippe og barfodede måde. Helt klart en kosmopolistisk oplevelse at tjekke et nyt hangout sted. Noget, der klart skal gøres mere i. Nu må det så bare stå på ønskelisten, at de får manøvreret en cykelbro fra Svanemøllen ud til Nordhavnen.

del.icio.us

Øjnene triller rundt i hovedet på mig. Ikke bare forsøger jeg på at være en sund sjæl i et sundt legeme, jeg forsøger også på at have sund styr på mine links. Eller noget. Så det betyder hermed at jeg (først) nu debuterer med det der del.icio.us! Hvad det så end er, det må checkes ud ved lejlighed, og det er nok sandsynligvis først når vejret er lidt mindre godt end tilfældet er nu.

Javier Bardem

Uh, er han egentlig ikke en lillebitte smule sexy, hamder Javier Bardem? Jeg bliver straks nødt til at undskylde mig med, at der rent faktisk er mange kvinder, der finder Gérard Depardieu sexet. Så altså… tjek lige Javier ud her:

billede-4.png
Fra No Country for Old Men

Måske er han ikke sexy i lige netop denneher film, som er den seneste jeg har set med ham… hvor han spiller lejemorderen Chigurh med den frygtindgydende frisure. Måske han er bedre i Kærlighed i Koleraens tid (Gabriel García Marquez, jæs) – som jeg helt klart skal se på søndag. Har lige købt bogen og glæder mig til at kaste mig frådende over den på samme måde som 100 års ensomhed (Jose Arcadio, Aureliano og Amaranta, hvad andet kan man end at elske de navne?)

billede-5.png
Her er Javier som Florentino Ariza (mm, det navn!)

Men faktisk har jeg mest en crush på ham, fordi jeg kan huske ham fra den allerførste Almodóvar-film jeg så, Carne Trémula, Kødet Skælver, hvor han spillede en politimand, der blev skudt i benet og dermed lam – og som måtte se til, at konen blev forført af en smækker ung mand… frit efter min hukommelse. Den var god, og det var også derfra, at jeg besluttede, at Pedro Almodóvar var min yndlings-filminstruktør.

billede-6.png

Så nu er vi nogen, der skal i seng med El amor en los tiemos del chóra.

Sund Sjæl Sundt Legeme

Der er ikke noget, der er mere paragtigt at løbe, sagde Freshmaker til mig i dag over msn, da jeg glædestrålende involverede ham i hvordan man dyrker kvalitetstid med ny kæreste (!) som lige pludselig kom til at indebære, at manden tvang mig med en tur i Marathon Sport. Før jeg vidste af det havde jeg et par spritnye, hvide løbesko, tilmed inkluderet sokker, og så en pæn, ny Nike-top med lyserøde elementer (jæs!) Plus en ordentlig omgang præstationsangst, idet ny kæreste er et stort brød på 190 og har nogle dertil hørende lange stænger… og som desuden er i topform. Men jeg døde ikke. Faktisk gik det ganske godt. Og her til aften har jeg endda fået trippet en solotur i de fine, hvide og nye sko. Og jeg døde stadigvæk ikke. Faktisk var det ikke så dumt, at manden tvang mig til at investere i nyt løbegear, for det reducerer følelsen af at være flodhest på glatis kraftigt. Faktisk føler man sig næsten løbeagtig. Og en lille bitte smule fancy. Måske var det en klog investering. Så, for cirka 800. gang i mit liv må jeg hermed manifestere: Jeg (gen)starter projekt Sund Sjæl Sundt Legeme. Mm, og nu er vi nogen, der lissom skal gnaske gulerødder. Gad vide, hvor længe detteher holder?

Googlized

Jamen altså, jeg er helt overvældet af hvor smart det der iGoogle er – på anmodning fra Rasmus, Pedrsn og Rikke måtte jeg altså lige ind og tjekke det der, som jeg tidligere har afskrevet som noget alt for grønt og My Little Pony agtigt. Efter lidt customizing med hård hånd har jeg så fundet ud af, at man da bare tilpasser et kridhvidt tema og fylder det på med en masse nyttigt. Og nu er jeg alvorligt ved at tænke på at konvertere til at blive 98% webbaseret. At bruge Gmail  for eksempel. Hmm, er det lidt for dristigt at lægge et par af sine dokumenter mm. derude? Men altså, lige nu har jeg samme forhold til det site som om det var min egen lille informations-tamagotchi. 24/7/365. Overalt.

Se bare hvad jeg har samlet på iGoogle:

  • Mine Facebook bevægelser
  • Google RSS Reader (personlige og faglige)
  • Berlingske Nyhedsoversigt
  • Wikipedia
  • Post-it-notesblok
  • Vejrudsigten
  • Ekstra Bladet
  • Gmail
  • TV-oversigten
  • PC World
  • Kørselsvejledning
  • Valutaomregning

Og jeg er først lige begyndt. Hvad har I selv, og mangler jeg noget livsvigtigt?

Mere lir

Det der Google RSS læser er da det rene lir. Fungerer ganske upåklageligt for mig. Og så har jeg også fundet noget andet nuttet – nemlig en badge til Facebook, link behændigt hevet ud af Joachim, det er jo hyggeligt, så folk kan se, hvad jeg laver af små ting eller hvad for nogle små tanker, der optager mig her og nu. Men nu må min næste lille tanke i hvert fald være at kravle ind under dynerne.

pdfpdf

Jeg er blevet helt vild med at lave PDF filer. Vidste ikke, at det var så drønhamrende nemt. Så jeg pdf’er i et væk. Pdfpdfpdf. Så kan man jo dokumentere alt det trash man har lavet. Hvis man nu skulle få lyst til at flashe det online. Ser jo også super proff ud, synes jeg. På arbejdet står jeg egentlig for et trykt medie, men i dag er store online-dag. Og hvor er det sjovt. Zen på hjemmesiden. Rydde op, rette i formuleringer, pdf’e. Flytte lidt her og der, slette, overskrifter på. Jeg er næsten færdig. Og jeg synes ikke det er så dårligt endda.

Den der RSS-dims

Jeg har installeret noget smart og fancy RSS-ting, noget, som alle siger, man skal have installeret. Det henter så alle de nyeste indlæg fra mine yndlingsblogs, så jeg følger med overalt. Men det gør også det cirka 20 gange mere besværligt at kommentere, så jeg vælger tit, efter at have klukket lidt for mig selv, let og elegant springe over videre til den næste blog. Så man kan sige at det hører til sjældenhederne at jeg kommenterer. Men her på det sidste har jeg observeret, at RSS-dimsen også bidrager til stressbarometeret. Nu har jeg pludselig fået en ny, ahem, hobby, der gør, at jeg ikke er så meget ved computeren som normalt. Og hvis ikke lige jeg så har været hjemme ved min egen mac et par dage, er der lige pludselig 80 indlæg. Og så skal der bare råklikkes. Hvis jeg har været på ferie, så ja… Her til morgen har jeg så lige manuelt klikket mig gennem min blogroll, og det fungerede helt klart fint, inklusiv kommentering. Så nu overvejer jeg på det kraftigste at af-installere RSS igen for lidt online-zen.

Hvad siger jeres erfaringer med RSS?

Rodolfo Guglielmi Valentino

rudolphvalentino.jpg

Jeg kommer lige i tanker om Rudolph Valentino. Amerikansk stumfilms-førsteelsker, der døde som 31-årig i 1926. Jeg er bare vild med det navn. Og endnu mere vild blev jeg, da jeg fandt ud af hans virkelige navn. Da jeg var i Californien for et par år siden, måtte jeg derfor bare se hans gravsten og få et billede. Faktisk var det et drønuhyggeligt sted han lå, det var inde i et cemetery, med en masse urner. Et kæmpestort sted med masser af lange, næsten labyrintiske gange, uhyggelige figurer og ingen mennesker. Det var sommer, men jeg måtte lukke al sol ude, jeg var helt alene, både på kirkegården og indenfor, og der var bare en million døde navne. Og ingen steder, hvor jeg kunne finde min amerikanske førsteelsker.

p6010019.jpg

Så det gik lang tid mens jeg ledte, stadig mere panisk og desperat, med hjertet oppe i halsen. Men det lykkedes, og jeg fik foreviget gravstenen. Og så drønede jeg ud i fuld fart – ud i den californiske sol. Her er resultatet:

p6010020.jpg

Mm, det navn. Det var det værd. Altså det med at sætte livet som indsats.