Det var dengang

Nu er jeg jo også selv et ‘gammelt røvhul’ i blogosfæren, omend jeg nok aldrig har været den, der har været så aktiv omkring at mødes med folk live (og det er meget længe siden, at jeg har fået en ny messenger-ven/inde som også er blogger) – anyway, det var interessant at læse detteher indlæg hos Mesmerized, og jeg tillader mig lige at låne et citat, som beskriver ‘gamle dage’ i blogosfæren meget præcist:

Vi var indbyggere i blogcity, der var en landsby, hvor alle kendte alle, selvom mange ikke ville kendes ved mange andre. Der var ophedede disklussioner og rablende indlæg. Der var hende, der stædigt – og højlydt stilfærdigt – holdt sig for sig selv, der var hende der indædt hadede alle, der lød blot en smule forskellige fra hende selv. Der var hende, der med ligefrem åbenhed, fortalte om mænd der kom, kom og gik; og hende, der leverede skarpt formuleret kritik om hvad der nu rørte sig – og så hende, der på overfladen gled af på alting og lagde icenesat glæde ud til virkeligheden. Og der var mange flere – ham der pr default og kværulerende hadede os alle, blandt andet.

Personligt savner jeg nok mest de blogs som jeg elskede at hade. Det er ikke noget som at sidde og blive godt og grundigt forarget over andre mennesker. Det var dengang jeg fulgte med på Blogbot, vidste hvem der sagde hvad og hvornår… men nu holder jeg mig til min RSS-læser og kommenterer kun, hvis der er noget, jeg virkelig må sige noget til. Akkeja, gamle dage!

Køkkendrøm

Når man sådan på det nærmeste har stuearrest i det der SV en fredag aften – hvad er så mere oplagt end at surfe indretning og inspiration? Faldt over denneher før/efter ting hos BoligMagasinet… og den er bare så inspirerende for mig. Især fordi køkkenet stort set er identisk med mit, og fordi efter-stilen er superfed. Og det viser jo, at man med snilde og god smag kan få shinet sit gamle, grimme køkken ret flot op uden det dybe, smertefulde greb i lommerne. Tjek selv:

0_0_490.jpg
Meget i samme stil som mit nuværende!

0_0_490-1.jpg
Vil have det hele (undtagen det lille uhyre i gult :-))

I love Deafhood

Den her vil jeg også have!

reklambild-1www.jpg

For udenforstående er det måske mærkeligt, at man ligefrem kan elske det at være døv, noget som de fleste sandsynligvis ville betegne som et handicap som gerne måtte blive ‘kureret’ – hvilket i min optik er en noget trist holdning at have. Især fordi der ligger meget, meget mere bag i at være døv. Et helt sprog. En hel kultur. Mangfoldighed og liv. Hele mennesker. Et globalt sammenhold. Det er noget, de færreste ved. Måske er det heller ikke et emne, jeg ligefrem har kommunikeret så meget ud her på bloggen, men i al fald – jeg ville ikke have det ringeste imod at gå rundt i den T-shirt for den politiske manifestations skyld.

Boliga

Egentlig er jeg rimelig glad for mine 54m2 med badekar og to altaner, beliggende på ydre Ø. Godtnok ikke et hood, der er specielt posh, men jeg elsker, at det er tæt på Fælledparken, på Nørrebro, relativt nær Skt. Hans Torv og Trianglen, og så er der ca. 20 vej-kombinationer til og fra mit arbejde, som jeg frit kan vælge imellem, alt efter mit humør i netop det øjeblik jeg på cyklen passerer forbi en mulighed for at dreje af.

Men samtidig kunne det altså være ret så læx at bo midt i det pulserende byliv. I en lys lejlighed, der ikke bare har altan (med plads til minumum 4!) men også åbent samtalekøkken inkluderet 1 stk superfed køkkenø, og så høje barstole, jeg kan placere gæsterne på, mens jeg trakterer dem med vin og snacks… mm, fantasier er gratis. Hvor? Mmhm, Østerbro, Frederiksberg, indre Nørrebro – man er velnok city chic og lidt en snob.

Og her forleden introducerede en veninde (der bor på Blågårds Plads og vil flytte!) mig for det allermest fabelagtige boligsite, hvor fantasierne får frit løb… faktisk er det sådan et slags lejlighedskøb-datingsite; man kan vælge antal kvadratmeter, minimum- og maximumpris, antal værelser, type ejendom (andel, leje, ejer, villa) – og så får man et fint kort kreeret af GoogleMaps hvor man kan snuse rundt og se, hvor drømmelejligheden ligger…

Ikke underligt, at sitet har fået en pris for bedste mashup 2007 – Årets Nye Medie, udnævnt af New Media Days. Nåmen, nu må jeg hellere præsentere kilden til mine fantasier:

www.boliga.dk – og god surfing!

Mette Bertelsen

billede-2.png

Tjek billedet. Hvilket ultimativt ego-PR-stunt jeg har startet! Sejt. Så mange er vi rent faktisk, os der hedder Mette Bertelsen på Facebook. Og i hele landet lander vi på 68 hits, men her må man nok frasortere de brodne kar, der hedder Anne Mette. Nåmen, sikke nogle søde piger, mine nye veninder, der allesammen hedder det samme som mig. Bekræfter klart min tese om, at hvis man hedder Mette, så er man en sød og pæn pige, og i særledeshed, hvis man har Bertelsen til efternavn. Jæs. Og nu er allerseneste nyt, at en af mine nye veninder, en anden Mette Bertelsen, har oprettet en gruppe for os, der hedder… ja, gæt hvad?

billede-4.png

PS. Men det er altså mig, der har gaflet mettebertelsen.dk. Sorry, piger!

Bodies

Så det der Bodies i går. Euhhh, mand. Det var altså ret frastødende. De kalder det kunst, videnskab og oplysning. Jeg kalder det makabert, og med al risiko for at lyde som en sur, gammel kone med hønserøv-rynket mund og strittende pegefinger: Usmageligt! Har det lidt halvslunkent med at have bidraget med 150 (!) kroner og dermed støttet denne gyselige udstilling. Inden jeg så udstillingen var jeg lidt nervøs, for tanken om døde mennesker har altid hylet mig ud af den. Men det var okay at gå rundt mellem kropsdele og udstillede kroppe, nogle med kronisk forskrækkede udtryk i de kunstige øjne. Altså, min frygt var erstattet med et permanent frastødt ansigtsudtryk hele vejen gennem udstillingen. At jeg blev klogere vil jeg ikke påstå, for det var ikke så voldsomt spændende i sig selv. Måske lige bortset fra at se et par rygerlunger, og et foster i 14. uge. (er i egentlig klar over, at de allerede har bittesmå tæer der?) Jeg kunne heller ikke lade være med at tænke på, at alle de her plastikagtige zombier faktisk engang har været levende, små kinesere. De havde mikrosmå kroppe allesammen. Man siger endda, at de kroppe, der er donerede til udstillingen, i virkeligheden er henrettede kinesiske fanger, hvis kroppe er blevet solgt via et lyssky ligmarked. Så det er ikke bare makabert, men hamrende uetisk. Jeg gad personligt altså ikke ende som en figur på en verdensudstilling. Tilladelse? Aldrig i livet. Nu, hvor det var så makabert i forvejen, kunne de da lige så godt have vedhæftet et billede og en tekst ved hver figur: Her var Hong. Han var 34 år, og risbønde ved Xinjiang-provinsen, inden han blev smidt i fængsel og skudt. Han efterlod sig en kone og 4 børn, der var mellem 3 og 12 år gamle. Nej, jeg vil altså ikke anbefale den udstilling.

Zulu Sommerbio

Jæs. Så er der snart linet op til tæpper, hvidvin, snacks og stort lærred – med film ad libitum. Mm, søde, gratis fornøjelser. Zulu Sommerbio har programmet klar. Og mon ikke jeg skal have et gensyn med nuttede Juno? Og så vil jeg også ignorere det faktum, at den der himmelhvælving lige nu ser noget grå og truende ud. Til den tid er der udsigt til klip-klappere og halternecks. Fordi jeg siger det.

BS og Bubber i Sverige

Nåh, lige for at afslutte kapitlen om weekendens svenske strabadser. Det var en vældig god tur i bedste BS og Bubber stil. Og gæt hvem, der var Bubber. Undertegnede, naturligvis. Men jeg syntes nu jeg var ganske tapper, brokkede ikke og kunne godt følge med militærtrænet vildmand. At jeg så nu går rundt og piver over noget, jeg klart mener er en skade i højre knæ og en meget flot, blå plamage incl. noget der ligner snitsår på venstre skinneben. Men det er jo kvalificeret brok efter turen. Så det tæller næsten ikke. Plamagen fik jeg forøvrigt erhvervet mig, fordi jeg ikke lige tænkte over, at en våd bro lavet af træ kan være yderst farlig, hvis man for letheds skyld jokker ned fra en knoldet bakke og hopper direkte ned på brædderne… jahm, men altså bare godt jeg ikke havnede ned i floden. Derudover synes jeg faktisk at natur er meget charmerende. Enkelte personer lader til at være noget chokerede over tanken om mig og natur, men faktisk har jeg en lille, indre frilufts-frans. Har jo redet i mange år og været på en række telt- og kanoture. Og der er altså ikke noget bedre end at vågne for at tisse, og klokken er sådan cirka henad 4, og solen er ved at stå op – og der er dug på det hele. Og en altomfavnende stilhed. Tror jeg. Bellisma! Men nu er jeg tilbage i civilisationen. Og er frisk på at gentage successen, hvis ham der BS altså gider have mig med på slæb en anden gang.

p6230042.jpg
Autentisk udsigt fra vores shelter

Nu som vandremus

Nu er det officielt at jeg skal være… erm, vandremus. Det kalder hamder kæreste-tingen mig nemlig. Og det er altså utroligt, hvad manden har fået mig til at investere i. Et par ultrapraktiske, solide vandrestøvler af et tysk friluftsmærke (Meindl, for en god ordens skyld) som har kostet cirka det samme som en uge incl. fly og hotel på en kanarisk ø, hvis manvel sagtens har været lidt snedig med en last-minute booking. Og for at være ekstra pervers, så har jeg også brugt noget i omegnen af 300 kroner på sokker. Fordi de er svedtransporterende. Meget vigtig detalje. Jo jo, man skal have udstyret i orden, siger knægten. Det er i hvert fald det han har – og nu ved jeg hvad det er, drenge bruger alle deres penge på. Anyway, sådan nogle fodfuteraler må da holde i mindst 10 år, og det er da en god ting. Og de kan i hvert fald bruges til andre lejligheder også. Vintervejr, spadsereture og eventuelle gentagelser af det forekommende vandrestunt. Så ja. Nu er jeg klar på en forlænget weekend i det svenske med dreng, dåsemad, vandrehabit og matchende Meindl-vandrestøvler. Det bliver klart spændende at skulle agerere vandremus.

Nu officielt…

… en spastiker til det dér Photoshop. Jeg har brugt oceaner af tid på et dumt bannerbillede, som ser vindt og skævt ud… og slet ikke så fancy, som det rent faktisk så ud i Photoshop. Men nu har jeg ondt flere steder i kroppen og er bare grydeklar. Tror jeg må væbne mig med tålmodighed, for man får vist ikke kunstneriske evner på én aften… Heller ikke selv om jeg personligt mener, at Rom blev drukket på en aften. Jo, basta! Tss, altså. Jeg går i seng.