Jeg er HELT almindelig II

I forlængelse af detteher indlæg… må jeg lige dele min præstationsangst med jer andre. Mine madvaner var engang helt almindelige, men hvis man tilhører segmentet relativt veluddannet kvinde mellem 20-40 år, bosiddende i storby, ofte med jyske træk, så er jeg vist efterhånden relativt unormal. Nåmen det med præstationsangsten drejer sig om frokosten her på arbejdet. Faktisk interesserer mad i store træk mig ikke så meget. Jo, jeg elsker god mad og kan gå helt bananas over kager og desserter. Men at bruge tid på at shoppe det helt rigtige og tilberede det på nye, kreative måder, nej det gider jeg altså ikke. Jeg indrømmer hjertens gerne, at jeg elsker spegepølsemadder til frokost. Dejlig, lækker, casual frokostspise. Som tilmed er hurtig at smække sammen. Men mine kolleger! Hver dag ved 12-tiden fremtryller de alskens kreationer, øko-bulgur-salat, avocadomadder, grønsager skåret i julienne, små, søde cherrytomater, hvide bønner, 1/4 skive god rugbrød fra bageren… og så er der mig. Sidder tit og vegeterer over en spegepølsemad. Måske lidt skinke, leverpostej – og lidt grønt ovenpå er da meget lækkert, men jeg gider ikke at bruge alt for meget energi på det. Måske er det sådan noget man stadig dyrker i fjerne egne af Jylland, det med leverpostejsmadderne, og i så fald ville jeg være ganske velintegreret og almindelig der. Men her er jeg og min spegepølse ualmindelig. På den ufede måde, velsagtens. Tss, altså. Men nu er jeg nok også et helt kapitel for mig selv med mad. Og her ville det altså nogle gange være nemmere at være en mand. For af dem forventer man i hvert fald ikke så meget af omkring sund og grøn, meget gerne øko-agtig, mad. Det forpligter virkelig at være relativt veluddannet kvinde mellem 20-40 år, bosiddende i storby, ofte med jyske træk. Mig og min almindelige spegepølse vil bare gerne have lov til at sidde i fred.

0 tanker om “Jeg er HELT almindelig II”

  1. orv, så er jeg også jyde… uden at have så meget som et eneste dråbe jydsk blod i mine årer. *GG*

    Og hov, jeg troede du havde lukket og slukket din blog?

  2. Hvis en hel almindelig jyde spiser spegepølsemadder og leverpostej til frokost, så må jeg være en unormal københavner som spiser leverpostej madder frem for avanceret bulgar-salat. 😀

  3. Åhr…det er mine jyske gener, som gør at jeg altid er hende med den “kedelige” madpakke, mens folk omkring har de lækreste madpakker…

    Men jeg er selvfølgelig også: relativt veluddannet kvinde mellem 20-40 år, bosiddende i storby, ofte med jyske træk

  4. Hehe… lad os så sige – en helt almindelig, provinsiel pige. Så, dén var mere dækkende!

    Piger, skønt, at I er ligesom mig. Jeg vidste det. At selv om JEG føler mig som en ernæringsmæssig alien her på arbejdet, så HAR jeg ligesindede andre steder rundt omkring i Danmark.

  5. Som jyde i jylland blandt jyder (de fleste) på arbejdet er jeg altså også den med den kedelige madpakke. Det er faktisk så slem at dine spegepølsemadder fremtræder kulinariske: 2 stykker rugbrød med leverpostej klappet sammen. Og så lige lidt agurk og lidt tomat til. Ingen fancy madpakke til mig 🙂

  6. Kan kun nikke genkendeligt og joine i gruppen for “almindelige jyder”!

    Ville faktisk ønske at jeg var en af dem, der virkelig gad at bruge ekstra tid på at ekstravagantere sin frokost med lækkerier som avocado, ruccolasalat, soltørrede tomater og de Ualmindelige grøntsag-tilbehører! Men man har måske kun 10 min til at spise frokost. Så det bør ventes til aftensmad – så man netop der kan nyde den kulinarisk mad (??) 😉

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *