Parforhold and the City

Så er juleaften afviklet. Det var en god film, omend min forventningens glæde egentlig ikke blev 100% indfriet. I selskab med 1000 kaglende høns i stiletter (og vi var ingen undtagelse) indtog vi biografen – Sex and the City the Movie. Kender I det med, at man savner nogen, allerede før man har sagt farvel til dem? Sådan havde jeg det med enkelte karakterer i filmen. Samantha, for eksempel. Hendes berømte promiskusiøsitet savnede jeg – og det var kun en ganske ringe erstatning at hun investerede i en stor-pudekneppende hunhund med næsten identisk frisure.  Og min alleryndlings-baldy savnede jeg. Harry Goldenblatt, hvad blev der af hans teposer? Og hans knuselskelige charme? Var helt vild med det faktum, at smukke Charlotte valgte en grim lille mand, netop fordi han var skøn lige præcis som han var. Endelig ville jeg også gerne have set lidt mere til Stanley Blatch. Miranda var heller ikke så charmerende ironisk, som hun plejer at være, men snarere en næsten ubehageligt sur snerpe. Men der var også gode ting ind i mellem. For eksempel glimtene af Samanthas promiskuøse LA-nabo med de faste baller (og det var ikke det eneste, der blev flashet!) – de fantastiske kjoler, sko, tasker og hele måden de blev stylet på – ligesom Bloggerella bed jeg også mærke i Carries fine perlehalskæde. Og Charlotte var ekstremt nuttet da hun blev gal på Big. Der var morsomme indlæg ind i mellem, men i det hele taget var der for alt lidt Sex og for meget Parforhold in the City. Jeg havde også lidt svært ved at kapere hele den pointe, filmen mere eller mindre gav udtryk for; at det som regel er bedst at finde den rette og gifte sig og stifte familie. Luften røg lidt ud af ballonen. Hvad blev der af hele den oprindelige stolthed serien gav hele verdens singlekvinder over at være singler? Nu er budskabet blevet modificeret til at hedde: LOVE – your man! Og så selvfølgelig også, for ikke at forglemme det, den materialistiske kærlighed til filmens evige klassikere, Manolo’erne (og Dior, Louboutin, Gucci, Louis Vuitton, Vera Wang, Vivienne Westwood) Smukke kostumer, flot filmet, smuk film. Men der var altså næsten intet om kærligheden til byen. Hvor var yogatimerne og Central Park (ud over små glimt)? Nyskabelserne – hvad kommer efter brazilian wax? Hvad blev der af in-stederne og den eksperimenterende sex? Måske hele single-og-byliv-fokuset var flyttet lidt, fordi man jo nødig skulle ende uden sin egen personlige mr. Big – nu John James Preston.  Som hende den gamle, enlige og kokainsniffende dame, Carrie mødte på en noodle-bar i det afsnit, hvor hun var på date med sig selv og byen.

0 tanker om “Parforhold and the City”

  1. jeg har ikke set filmen, men jeg læste en næsten identisk artikel i p0litikken. Her var det en mand som gav anmdelsen og gav filmen 4 stjener. Too much love and too little sex..

  2. Var ganske tilfreds med filmen, men ja, du har ret i det i store træk. Det var dejligt at se de fire tøser igen. Men kan ikke komme mig over den dramatiske fremførsel af Charlotte “Jeg forbander den dag du blev født” York… Det er næsten værd at se alene af den grund… Meget Scarlett ‘O’ Hara.

  3. Og da hun fik Poughkeepsie i bukserne… hæhæ, men hendes performance udenfor restauranten var nu endnu sødere!

  4. Det må jeg tjekke igen, når jeg har fået investeret i filmen, synes ellers at polkaprikker som regel er nuttede.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *