Schöner Wohnen

Hvor meget bolignørd er man så, hvis man på en østtysk rasteplads køber Schöner Wohnen? Jamen, det gjorde jeg så altså. Det var jo en fin forside, og enhver indretter med respekt for sig selv skal jo lade sig inspirere af udenlandske magasiner og ikke mindst internationale tendenser:

billede-7.png

Men snart skulle jeg finde ud af, at den tyske smag for indretning nok ikke helt er lig med den danske – eller skandinaviske i det hele taget. Denneher kombination rød/hvid/sort havde jeg på pigeværelset i mine tidlige teenageår:

billede-8.png

Helt galt gik det så, da jeg faldt over detteher soveværelse. Åh, mine øjne! Hvilken visuel fornærmelse! Den kombination af røde vægge, orange tilbehør og lyst træ er ikke bare grim, men også ekstremt halvfemseragtig. Og så er det jo almindeligt kendt, at soveværelser bare skal være zen. Hvordan har dette soveværelse berettiget sig til Schöner Wohnen? Hvad gik galt?

billede-6.png

Er der mon noget at sige til at jeg efterlod Schöner Wohnen i bussen? Måske ham den emsige buschaufførs kone kunne få glæde af sådan et tysk boligmagasin…

Ophørsudsalg

Godt og dårligt nyt. Jeg er bange for at en af mine alleryndlingsbutikker (og den ultimative indenfor boligshopping) holder ophørsudsalg. Det er R.O.O.M på Nørregade i City – overalt er der 50-70-80% rabat på ALT. Lissom i, at det hele skal ud. Men det gode er i det mindste, at man kan gøre nogle seriøse kup her. Jeg fik ikke spurgt, om det er fordi de virkelig lukker butikken, men det har jeg på fornemmeren, at de gør. Hvorfor, ved jeg ikke, og hvad der så kommer i stedet, ved jeg heller ikke. Men jeg kan så i det mindste meget varmt anbefale, at man skynder sig derind og hamstrer på livet løs. Masser af lækre ting. Jeg kunne godt tænke mig det store gammeldags vækkeur, en sæbedispenser- og opvaskebørsteholder samt en lampe med tre penduler, men… fik ikke købt noget af det dog, for hver gang jeg på forhånd godt må bruge penge på et eller andet, så kan jeg bare ikke. Tss, den præstationsangst!

Bedre sent end aldrig…

Forøvrigt, så er jeg seriøst lidt af en spasser omkring det at tænke på andre ind i mellem, men det rørte mig faktisk dybt inde i mit lille iskolde hjerte, at Mona tænkte på min blog, da hun uddelte awards til sine yndlingsblogs. Har godtnok ikke rigtig fået sådan en størrelse før, så det var jo dejligt og smigrende. Så hellere et forsinket tak (tak, Mona) for klappet på skulderen end at der aldrig kom nogen reaktion! Sender ikke award’en videre, da det jo er old news (og nu er der vist også et par sms’er jeg skal huske at have sendt til forskellige personer, for at vise, selv om jeg måske er en anelse distræt, så er de ikke glemt)

En historie fra cykelstien

I morges på Øster Farimagsgade blev jeg overhalet af en ung lyshåret pige i bedstemorcykel, der lallede forbi mig med tilbagelænet attitude. Hov, hvad skete der? Så det er vist ikke kun mig, der kan finde på at overhale en langsom, men hårdt kæmpende cyklist, og så med vilje tillægge mig en tilbagelænet og afslappet attitude, mens jeg stryger forbi personen. Det gør jeg, fordi jeg synes, at langsomme cyklister (og især dem, der slingrer fra side til side) er irriterende. Og så fordi jeg har en ide om, at det virker provokerende, hvis man bliver overhalet af enelleranden, der bare laller afslappet forbi i sin bedstemorcykel. Og det var så lige hvad pigen gjorde mod mig her til morgen. Og så gjorde jeg det derefter mod en anden. Fordi jeg ikke kunne overhale hende. Det er vist en lille, halvt uskyldig, og ikke mindst feminin, måde at få tilfredsstillet en spirende hævnlyst mod ens andre (især de irriterende) medcyklister på cykelstien.

Lige kommet hjem…

… fra 13,5 timers bustur i 800 graders globalophedet varme gennem først Tjekkiet og så Tyskland – i selskab med mere eller mindre lødige personager. Gør det aldrig igen. Man skal ikke køre i bus til Prag og retur. Ligemeget hvor mange tårer man får i øjnene over hvor rørende billigt sådan en sviptur faktisk kan blive. For ikke at glemme de tjekkiske ølpriser. Nånej, det hele er nok glemt om et par måneder. Så er det kun de dybt romantiske stunder tilbage. Men mand, jeg er altså pænt meget kvæstet lige nu. Og vi er desværre også nogen, der lissom skal på arbejde i morgen tidlig. Nu må jeg hellere prøve at få noget søvn uden motorvejskøer, bump, emsige buschauffører eller ekstrem overophedning inde i en dunstende kasse med plads på omtrent 1×1 meter per person.

Mimrehotel og spa

Lovede godtnok i går, at jeg ville skrive igen, men faktisk er der ikke rigtig noget at skrive om. Vi hyggekeder os her på kurhotellet, hvor gennemsnitsalderen er noget nærved de 800 år. Seriøst. Folk her er virkelig mega-gamle. Vi har flot vue over en grøn park med springvand, hvor der er en masse ældre mennesker, der sidder og mimrer på bænkene. Alt går i et langsomt tempo. Og det er egentlig ret hyggeligt. Og det er drønvarmt, så man kan alligevel ikke andet end at holde siesta lige nu. Knægten er også i færd med at tage sig en ordentlig morfar oppe på værelset, men jeg har store planer om at få ham ud for at holde ham under armen og være (semi) senior-romantiske ud i det grønne. Nu har jeg jo også en flagrende, hvid kjole på – mangler lige min store stråhat. Og der skal læses Kærlighed i Koleraens Tid. Jeg glemte at uploade billeder til computeren, men vi har den allermest fantastiske udsigt fra værelset. Tårne og spir, bjerge, grønne skove. Og i morges stod den på aromabad og mudder-wrap. I morgen er det noget med vand og så massage og endelig en ansigtsbehandling. Også til knægten, satser jeg på, og nej, jeg siger ikke det da selvfølgelig heller til nogen. Og så tager vi toget tilbage til Prag, hvor vi lige kan være city-chikke en allersidste dag, inden turen går tilbage til Danmark på tirsdag. Og så har DMI naturligvis lovet skyer fra på onsdag af. Naturligvis, ja. Jeg har da heller ikke lyst til at tage på stranden eller Bryggen… slet ikke. Selvfølgelig vil jeg meget hellere på arbejde!

Praha

Prag er dælme en fin by. Har naturligvis behændigt dokumenteret med en masse billedmateriale. Havde jeg dog et bedre kamera ville der komme lidt mere på nettet. Men herunder vises nogle fine sorte fyre, der pryder Karlsbroen hele vejen gennem – turistfælde no.1. Men man behøver jo ikke at være autentisk 24/7/365. Og byliv kan være lidt stressende, så vi tog lige en lille ferie fra ferien. I form af et mini-weekendophold i Teplice, der er en kur-by, ca 120 kilometer vestpå. Sikke en smuk, smuk togtur! Lige nu sidder jeg i hotel-lobbyen og ser ud på en rislende vandskulptur. Her skal vi gå meditative, romantiske ture i den tilstødende park. I aften står den på fitness og spa/pool i kælderen. I morgen, alt for tidligt, står den på mudderwrap og massage. Og mandag har jeg en ansigtsbehandling og vistnok også et aromabad. Og der er netforbindelse de næste 24 timer. Så mon ikke der kommer i hvert fald et indlæg til?

billede-1.png

Czechoslovakia

Kuffertpakning er altid en yderst angstprovokerende proces. Har jeg nu husket det hele? Hvad nu, hvis det regner? Er det nok med 1 par klipklappere, 1 par sneakers og 1 par fine stiletter? Måske jeg også skulle snige lædersandalerne fra Berlin med i kufferten? Hvor meget skal være kjole og hvor meget buks? Turen går nemlig til Czechoslovakia (nej, det hedder det jo ikke længere, men det lyder sejt) eller nærmere betegnet Prag. Temaet for turen bliver noget i retning af termiske bade og wellness, Prags gamle kringelkroge og rendyrket romantik. Det er nemlig en fyr, der bliver min rejsemakker, og jeg har endda fået ham med på at vi skal ud på landet på mini-kurweekend midt i vores ferie. Hvor bliver det romantisk! En af de Vestbøhmiske kurbyer. Hvor zen. Og skulle jeg mon tage et par bøhmiske krystalglas med hjem? Jeg sidder her og begynder at klappe i mine hænder. Og kommer desværre så også atter i tanker om den der kuffert. Hmm, det tager kun fem minutter til. Og så skulle det hele gerne være klappet og klart. Og lidt søvn skal indhentes inden det går løs. Pas godt på fædrelandet så længe!

Kropsinvestering

Her forleden gjorde jeg noget ganske godt for mig selv. Havde købt en kjole, som godtnok var fin og nuttet, men alligevel ikke sad helt rigtigt – fordi kanten sad til midt på brystet. Så jeg gik tilbage til butikken, fik pengene tilbage og skråede over gaden til Intersport, hvor jeg så brugte de returnerede penge til et sæt løbetights. Sådan nogle, der gør, at man føler sig relativt anstændig, når man motionerer. Nu har jeg ikke nogen undskyldning for ikke at lunte rundt i Fælledparken mindst et par gange om ugen. Når man ser okay ud i tøjet, og det rent faktisk er lavet til sport, så føler man sig klart mindre som en prustende flodhest på afveje. Og så kan man jo godt motionere. Det bliver en hel del rarere. Ikke flere dårlige undskyldninger. Så jo, kjoler har jeg nok af, nu skal der investeres lidt mere i lækkert sporty tøj. Fine, pæne kjoler er jo damage control, nu vil jeg prøve med lidt kropsinvestering. For som knægten ynder at sige; det vigtigste du får gjort i dag, det er løbeturen. Som sagt så gjort. Nu skal jeg ud og trippe lidt – man siger jo, at det er så sundt. Både fysisk og mentalt. Frisk luft, røde kinder og alt det der. Og jeg tror faktisk på at jeg kan løbe, hvis nu jeg er målrettet. Ud og træne. Jeg ser frem til at jeg en dag også kommer til at føle mig sporty indvendig. Det tager jo nok lidt tid og lidt investering i lækkert gear at komme til at elske det.

Radio for døve

billede-5.png

DR radio tegnsprogstolker lige nu (mellem 10-13) “Den Skæve skole” tjek selv her. På en mikrolille skærm (vi er nogen, der næsten stikker næsen flad mod skærmen) er der en nuttet fyr, der fægter med hænderne. Vil skyde på at hans forældre er døve, og det er derfra, han kan tegnsprog – sådan ser hans tegn i hvert fald ud. Sjovt eksperiment, der lige pirrer min journalistiske næse! Fra deaf.dk har jeg nemlig fanget detteher:

Studievært Felix Smith forklarer om ideen:
– Der var en fyr, der hedder Christoffer, som ringede ind til programmet og sagde, at han kunne tegnsprog. Så tænkte vi, at det kunne være lidt spændende at forsøge at lave radio for døve. For hvorfor skal de ikke også have mulighed for at følge med i vores program?

For radio har jeg som døv i hvert fald aldrig nogensinde haft nogen som helst fornøjelse af. Snyd! Og som en extra bonus har værten Felix af vores tegnsprogstolkende ven Kristoffer fået tegnnavnet “Kat” – selvfølgelig. Vi døve har jo aldrig haft noget forhold til ham. Radio har bare aldrig været noget, der har været brugt. Døve blev også glade, da TV dengang i 1951 kom frem, endelig noget for os (og så endte man dengang med at få en lang næse; der var jo ‘talking heads’ over alt) – men derfra og til TV i dag og ikke mindst med Internettet er der da sket ting og sager – vi kan godt være med på beatet nu.