Island i billeder

Først tog vi til Geysir og Gullfoss – det første billede viser dog Strokkur i fuld aktion. Og billede nr. 2 er Gullfoss i vinterklæder. Vi døde næsten af kulde. Billede nr. 3 viser, at Lars er flittig til at skrive postkort til sin gamle mormor. Fjerde billede er knægten på en hest. Han hang faktisk godt på – både i skridt, trav og galop – om de små, robuste kræ töltede havde vi ikke helt styr på. Men rideturen, der varede 2 timer, var klart feriens højdepunkt. Billede fem, seks og syv er fra Den Blå Lagune. Lige fra bidende kulde til dampende varme – det var meget, meget velgørende. Mm. Også selv om mit hår pt ikke kan redes ud. Men er det egentlig så underligt, at jeg gerne ville have været deroppe lidt længere?

Reykjavik

Så er vi ankommet til vulkanøen. Har lige spist sushi i sengen her på hotel 1919. Reykjavik er sådan en nuttet, fin by. Laugavegur og Skolavördustigur står stadig her. Og der er en masse mærkeligt-klingende skilte her. Elsker det islandske sprog. Alt her er som i 2006, bortset fra at der er lidt sne. Og så er det bidende koldt. For koldt til at aktivitere kameraet. Af samme grund måtte jeg lægge ud med at investere i fin, håndstrikket islandsk hue. Priserne er i al sandhed raslet ned i forhold til sidste gang, også selv om vi ikke længere bare kan slæbe B&O anlæg med hjem. For to år siden var alting virkelig rasende dyrt. Nu kan man spise en masse ude. Dagens frokost blev indtaget på café Paris, hvor vi fik en cafeburger og en Pepsi Max til 75 kr. i alt. Altså under københavnsk pris. Kan slet ikke vente til at få pandekager med chokolade og flødeskum til noget, der svarer til en rund 20’er. Og her er dælme mange nuttede butikker og cafeer. Lidt design. Lidt tøj. Lidt vintage. Boghandlere. En masse hang-out steder. Vi får travlt!

Præ-ferie

Gullfoss er da lidt vild, hva?
Det dér Gullfoss er da lidt vild, hva?

Troede en overgang at jeg rent faktisk havde dræbt min blog. Men efter en række skud i tågen viste opgraderingen sig at virke. Jeg synes lige nu, jeg er ret hård ud i det der geek agtige – af en kvinde at være, altså. Nåmen, er lidt småsent oppe, fordi den står på miniferie i morgen. Vi skal til Reykjavik og danse på vulkaner, svømme romantiske ture i det der Blaa Lonid og suge varm kakao på Hressingarskalinn, okay, kortere: Hressó. Faktisk bestilte vi rejsen, fordi vi hørte, at folk slæbte B&O anlæg hjem med gigantiske rabatter, og det skulle vi i hvert fald ikke glippe. Men man straffes jo for sin ondskabsfulde tankegang, og det viste da sig også, at enelleranden dims i den islandske nationalbank valgte at sætte noget kurs-halløj efter euroen, så det på en eller anden indviklet måde så ikke bare længere er muligt at snylte på historisk lav kurs. Tur til dobbelt pris, dér. Farvel, ny MacBook Pro 15″. Så kan vi lære det. Men jeg glæder mig nu altså til det islandske. Og sidst, men ikke mindst: At se rosin-drengen på en hest!

Mere WP-snak

Sidder her med koncentrerede rynker i panden. Og er klar på et meget nørdet indlæg. Nu er det jo endelig lykkedes mig at få indsat billeder i mine testversioner af WordPress 2.6.3, som den allernyeste version hedder. Næste skridt er så, at jeg skal have opdateret hele bloggen her fra 2.2 til 2.6.3. Det betyder også en overførsel af samtlige 1047/+ indlæg. Der er, af uidentificerede grunde, stadig flere endnu ældre blogindlæg, der ligger rundt et eller andet sted på nettet og roder. Opgraderingen kommer af, at jeg kører på en efterhånden noget oldschool version. Og så giver det jo bonus at kunne hitte ud af WordPress – så kan man let lave fine, meget håndterlige blogs og websites. Ligesom man kan hente små, fikse plugins, der kan en masse drønsmarte features. Lige nu er jeg dog i gang med det helt store mebbe-backup-cirkus, for jeg bæver ved tanken om, at det hele skulle forsvinde ud i det blå. Og alligevel er jeg ikke sikker på, hvad jeg overhovedet skulle stille op, hvis jeg kom i den situation, hvor brug af backup rent faktisk var nødvendig. Men hvo intet vover, intet vinder. Den tid, den sorg. Når backup’en er i hus, så nakker jeg dælme den gamle version!

WordPress

Sidder her og lægger arm med det der WordPress. Har lige lavet et nyt testsite med den allernyeste WP-version. Installationen er gået nemt og smertefrit. Skønt. Men den nye version nægter pure at uploade billeder. Lige meget, hvor meget jeg forsøger, er der et tomt omrids, der hvor billedet skulle have stået. Både som HTML og i flash. Øv. Hvis man ikke kan uploade billeder, går hele meningen med WP da i fløjten. Ved, at en kollega havde samme problemer, så det er vist noget, man har set før. Nu nægter WP-forum’et at lade mig logge ind, så mon der er nogle geeks derude, der kan identificere og løse mit lille problem?

Nogens kælerosin

stress-relief-meditation-raisin.jpg

Savner rosinen mig? Sådan lød min seneste indkomne sms. Der er lissom nogen, der kalder mig for deres kælerosin. Det synes jeg faktisk er lidt nuttet. Vil nok gerne være nogens egen, private kælerosin. Men… ja altså, jeg er kvinde. Og jeg analyserer. Dissekerer stadig sms’er. Rosin? Er jeg nogens rosin? Betyder det, at nogen synes jeg er gammel? Og blød? Rynket? Brun? Nogen synes vel ikke, at jeg er blød, rynket og brun? Positive tanker. Ikke de der evigt analytiske kvinde-tanker. Det er da ganske nuttet at være nogens kælerosin, ikke? Og jeg må egentlig tage hatten af nogens evner til at finde på spidsfindige kælenavne specielt påmøntet min person. Skulle jeg selv være avantgarde, var det puttegøj. Hvad er de skøreste kælenavne I kalder andre eller bliver kaldt?

Tidsoptimisten

Læste lige eyecatcheren i Urban her til morges, som jeg for en gangs skyld hev ud af hånden på omdeleren i fuld fart på cykel. Tidsoptimist? Det kan du lige batte på, at jeg er. Alting er for mig ofte i sidste øjeblik, jeg kommer ofte for sent til aftaler, fordi jeg lige har undervurderet transportstiden, jeg har det bedst med at arbejde under pres – og har i det hele taget et rimelig latissez-faire forhold til mange ting. Synes faktisk næsten det er uhøfligt at komme for tidligt til aftaler – og kan derfor godt blive lidt stram i betrækket, hvis nogen står der et kvarter før aftalt, og jeg lige pludselig har fået møgtravlt. Til mit forsvar må jeg dog også indskyde, at jeg stadig er pligtopfyldende og sætter en ære i at gøre tingene ordentligt. Hvad er du selv? Tjek lige det her ud.

Morgentrafik

Der er ikke noget, der kan få mit følelsesliv op i det røde felt, som gamle damer i svømmehallen, der spræller foran en og ingen steder kommer hen. Især når man rent faktisk har planlagt at svømme. Og så er der morgentrafikken. Men det værste er egentlig, at jeg sikkert også er kilde til irritation i selvsamme morgentrafik. Det begyndte på Østerbrogade, hvor det begyndte at støvregne – ikke noget massivt, men nok til at der var en, der cyklede med paraply. Hen ad Sortedamssøen begyndte konens paraply så at flakse helt vildt, og mit hjerte trak sig til venstre med rykvise, småangste stød.  Så jeg trak hurtigt ud i overhalingsbanen for at undgå at få et vildfarent paraply i hovedet.  Heldigvis var der ingen cyklister bagved. Hvorfor dælen cykler nogen med paraply? Det burde udløse øjeblikkelig bøde. Næste hjertekvababbelse var et par hundrede meter forude, da jeg egentlig skulle lige ud og forbi Østerport station, men en bus havde andre planer – den insisterede på at dreje til højre og stoppede lige midt i den blå cyklistbane, og jeg kunne ikke fortsætte ligeud. Så i en regn af eder, forbandelser og vrede blikke fra alle de højredrejende cyklister, måtte jeg så kapitulere og også dreje til højre. Heldigvis omtænkte GPS-forbindelsen oppe i hovedet en anden, alternativ og lidt mere trafikeret rute ad Øster Farimagsgade. Så var der lige en mama og hendes Christianiacykel, der slingrede sådan cirka på midten og spærrede cykelstien omkring Sølvtorvet. Da det endelig lykkedes mig at overhale, med en efterhånden lang hale af andre cyklister bag, var det lige ved et lyskryds, som voila… blev gult. Der blev jeg lidt træt i ansigtet. Og hjertet. Men efter yderligere 4 christianiacykler og diverse slingrende cyklister kom jeg sikkert på arbejde. Forsatanda. Nu arbejder jeg på temperamentregulering – tilbage til den normale leje, så jeg atter kan være mit rolige, venlige jeg.