Skal man logre, eller skal man bide?

Jeg faldt lige over et indlæg på Kosmopolit – Din mormor er ikke en hund, drop Elderlyspeak – om Elderlyspeak. Da jeg læste i Odense, skrev jeg en opgave om, hvordan medierne er med til at opretholde stereotyper. Der er blevet lavet undersøgelser om ældre i den forbindelse. Min opgave handlede så – naturligvis – om hvordan medierne er med til at opretholde et stereotypt billede af døve (mennesker med handicap i det hele taget).

Så Idas indlæg interesserede mig, især hendes referencer til professoren Becca Levy, der har undersøgt, hvordan det påvirker ældre at blive stereotypiseret og tiltalt som børn. Det kan jo klart sammenlignes med hvordan oplevelser af audistisk art påvirker døve. Jeg må da indrømme, at jeg mange gange har følt mig som en hund, hvis jeg har været til familiefest, og det eneste, de mere perifere familiemedlemmer så havde at sige til mig er:

Hvor er du stor!
Hvor er det en fin kjole du har på!
Hvor er det flot at du læser!

Min næsten fem år yngre lillesøster har de så snakket fornuft med. Mig har de bare klappet på hovedet. Ingen voksen samtale. Man har forventet, jeg smilede og logrede. Det er ikke særlig motiverende for selvfølelsen. Derfor er det efterhånden meget sjældent, jeg kommer til familiefester. Audisme vil jeg nok ikke kalde det, men det er ikke sjovt, sådan noget. Også selv om jeg ved, og bliver ved med at sige det for mig selv: De mener det jo godt.

Nå men, tilbage til det med Elderly Speak. Ældre hørende oplever ofte at blive tiltalt som børn eller som uvidende. Også selv om de har haft en lang og glorværdig karriere. Det er nok et generelt ældre-problem. På plejehjem for ældre døve er det sikkert ikke ret meget bedre; men forskellen er bare, at der sker, at personalet hygge-snakker med hinanden – uden tegnsprog, selv om, der er døve ældre til stede. Personalet snakker altså hen over hovedet på dem – uden at døve har en kinamands chance for at følge med.

Hvis man så spørger, hvorfor de ikke bruger tegnsprog, nu hvor de kan det, så vil de måske svare, at det ikke er noget stort problem: Jamen se på de ældre, de er så søde, de smiler, de er glade! De ældre døves børn og børnebørn kan se, hvad der foregår, men problemet er, at de ældre er vant til det. Gennem hele deres opvækst har de været vant til, at de ikke havde ret til at være med. At deres meninger ikke blev talt med. At det ikke var nødvendigt at involvere dem. At det var de hørende, der vidste bedst. Derfor smiler de bare.

Sådan er det jo bare.

Men så kan vi her diskutere. Er det bare sådan? Eller er det udtryk for en audisme, som man hele livet stiltiende har accepteret? Når man i forvejen står svagt, kan man jo ikke protestere. Man kender sin plads. Sådan har det været i mange år. Sådan er det bare. Så kan man smile. Indtil i slutningen af 70’erne, hvor døve stod frem og krævede ret til at være med. Vi har lige så meget ret til at være her som alle andre.

Jeg har hørt nogle kommentarer til ordet audisme. Den ene kommentar er: Den nyeste trend i døveverdenen. En kommentar fra en, der dybest set ikke kender til døveverdenen og dens historie. Den anden kommentar, jeg har hørt, er fra professionelle, der har arbejdet med døve: Det er gammel vin på nye flasker.

Den nyeste trend. Gammel vin på nye flasker. Ja. Men hvorfor føler vi døve så behov for at tage det op? I stedet for at blive oprørt, vred eller forarget over ordet audismes umiddelbare voldsomhed, kunne man måske tænke sådan: Hvad er det, der ligger bag, at døve tager det op? Hvordan kan vi være med til i fællesskab at løse det problem?

Jeg har smilet meget i mit liv. Været sød. Og det er jeg stadig. Sådan er der generelt mange piger, der har det. Hvis jeg for en gangs skyld “rejser børster” på mine og andre døves vegne, er der pludselig noget, der ikke er i orden. Døve lever i en osteklokke. Døve er ikke forandringsvillige. Døve er misundelige. Døve nærmest forfølger andre med andre meninger. Det kunne være interessant at få en professor til at undersøge det.

Det kan jo være, at hunden bider, fordi den hele tiden er blevet misforstået og fået mange dårlige oplevelser?

0 tanker om “Skal man logre, eller skal man bide?”

  1. Interessant og tankevækkende indlæg. Det har fået sat mange tanker igang hos mig. Kender det også til at være den pæne pige, som stiltiende finder sig i kommentarer perifere familiemedlemmer stiller mig, som om jeg er et 5 årig pigebarn der har sin fine kjole på.

    Synes ikke at audisme er den nyestre trend, (det er sgu nemt at sige “trend” om noget man ikke kender til)
    Audisme er et begreb som vi døve har fået defineret på det vi oplever til hverdagen. Det har været mange aha-øjeblikke fra min og andres side. Vi får sat et ord, et begreb på det vi oplever.

    Det er en form for bevidsthedsrevolution, at få defineret vores rolle som døv minioritet i majoritetetssamfundet. Vi er ved at finde ud af hvad det er og hvad det ikke er i orden at blive udsat for som menneske. Det er svært at blive ligestillet med hørende, men vi kan gøre meget for at blive ligeværdige. Det bliver man, når man kan sige fra, og markere sig som det hele menneske man er.

  2. Helt enig…Jeg er også sgu træt af at være den søde og smilende pige, der hele tiden forsøger at tilpasse sig i samfundet på majoritetens præmisser..pyh.
    Anyway – lad mig lige fortælle en anderledes oplevelse her til formiddag. Var hos speciallægen som jeg blev henvist til. Normalt gik turen hos lægen ret hurtigt, at jeg tænkte, det ikke nok var nødvendigt med tolk. Gad heller ikke bruge den evige tid på at forklare de professionelle folk, at man skal bestille tolk mindst halvanden uge før bla bla…som de fleste af døve kender til. Eller rettere sagt, kunne man sige, jeg er vant til at acceptere den primitive kommunikationsmåde, nemlig via mundaflæsning og pen og papir i hele mit liv. Ja som du skriver, når man i forvejen står svagt, har man ikke overskud til at stå frem og stille krav. Sådan var det også for mit tilfælde. Også fordi jeg vidste, det sociale tolkeprojekt er hårdt ramt af nedskæringer, så jeg vidste ikke, hvor stor chance det var at få en tolk. Men da jeg kom ind hos lægen, nægtede han at udføre sin konsultation med mig på den måde. Han sagde, jeg har krav på en ORDENTLIG behandling! Så jeg skal have tolk med næste gang. Han vil selv sørge for at ringe og få bestilt tolk. Jeg blev så sendt hjem med en ny aftale. Blev selvfølgelig overrasket. Det er så sjældent, jeg oplever den slags folk. Det var bare fantastisk for mig at møde en person med den holdning. Det er tydeligt, at han betragter mig som et ligeværdigt menneske med krav på ligestilling!

  3. Hej Karen

    Hvem er den läge? Meddel det til DDL og DDU, så han kan komme på listen over näste Castbergpris modtager 🙂
    Det er virkeligt fedt!

    Har oplevet det samme her i Sverige. Det er en dejlig og forlösende oplevelse, ik

  4. 🙂 ja lige præcist.

    Har fulgt alle debatter både her på Mettes blog og Mette Baus blog. Må sige, det er meget kedeligt at se, at der er opstået en grim krig mellem døve- og CI-verdenen. Så mit forslag er, at vi begynder at fokusere på “Deaf-GAIN” (modsat af “hearing-loss”) som Dirksen kom ind i sit oplæg. Altså, alt hvad der er fordele ved at være døv, så de andre hørende kan blive inspireret. Kan starte med mit eget eksempel.
    I går var jeg hos min søns kammerat for at hente ham. Fik en dejlig bekræftelse af kammeratens mor. Hun sagde bla, hun er dybt fascineret af min søn, når hun ser ham tale med mig. Tegnsprog er utroligt smuk og at han er meget heldig at have 2 sprog, sagde hun. Hun ville ønske, hendes egen søn også kunne tegnsprog. Så der fik jeg lært ham at sige “Vi ses” på tegnsprog. Det blev han stolt. Ja I kan tro, den slags oplevelse gør mig rigtig glad og stolt. Det viser bare sig, små ting i hverdag kan gøre en stor forskel! 🙂

  5. Lige præcis Klejs. Vi har i mange år kendt til de oplevelser, men vidste ikke, hvordan vi skulle udtrykke det. Hvor hørte det hjemme. Nu ved vi det, og alle oplevelserne vælter ud af hænderne på os.

    Vi har et kollektivt psykolog-time nu. Men derefter også tid til rensagelse, hvordan kan vi forbedre sistuationen så vi ikke bliver så udsat igen, som tidligere. Hvordan kan vi undgå, flinke skolen og blive tiltalt som et 5 årigt barn med den åhh så fine kjole.

    Den nye trend, hvor ofte har jeg selv ikke hørt den sætning. Jeg tror man skal have oplevet audisme på sin egen krop, oplevet at være hægtet af i samfundet, være den som må sidde og se med fra sidelinien. Være den som altid må bruge dyrbar tid på at skulle forklare sig frem for, at bruge den dyrebare tid til at tilegne sig de vigtige oplysninger.

    Vi er bare så træt af det hele, at vi famnde gerne vil blive hørt – for en gangs skyld. Og ikke bare blive himlet af og opfattet som en flok brokkehovder?

    Hvorfor bliver vi , nu i det hele taget opfattet som brokke hovdet? “nu bimler de døve op igen blah blah blah…” Måske fordi de hørende blander det hele sammen i den sidste ende?

  6. Tak for de super gode kommentarer! Jeg er glad for, at det har sat gang i tankerne hos jer – ligesom det faktisk også har sat lidt gang i mine tanker. Selv-ransagelse er et fint udtryk for hvordan vi kan bruge ordet audisme. Jeg tror, der er mange ting, vi skal have sat ord på, og der er jo også så mange, der ikke aner, hvordan det ER at være døv i visse situationer.

    Jeg er også enig med dig, Karen i, at de positive historier skal frem – det har vi den fordel, at vi selv kan gøre, via blogs og kunst – for medierne er egentlig ikke særlig interesserede i Deaf Gain vinklen – det er mere Hearing Loss vinklen, der er “gode historier” i. Så det står jo os alle frit at komme med de gode og spændende vinkler på det at være døv. For mon ikke det er på tide?

  7. Om nogle år har DDL 75 års jubilæum. Så det kan være en god mulighed at skabe noget derfra og ud til folket. Så folket vil savle efter tegnsprog.

  8. Mebbe, er du en hund der bider?

    Jeg ved ikke om det er et udtrykt for audisme, når tante Erna klapper lille dig på kinden og imponeres over at lille dig på 26 år kan læse og skrive. Jeg tør vædde på at, en sort pige på 25 år, som kan dansk flydende, også oplever ros for hendes fine kundskaber i dansk. ”Det er altid utroligt, når vi kan noget som dem”. Og omvendt bliver Karen også glad i maven, når nogle kan sige ”på ses” på tegnsprog.

    Kan du ikke bare grine af søde uvidende tante Erna? Det er helt klart hende der er noget galt med og ikke dig. Men det er vel også et udtryk for at handicapfordomme er dybt rodfæstede i dem (os). Jeg oplever præcist det samme som dig, men har faktisk til d.d. også bare smilet tilbage. Skulle man hellere snakke med dem om det? Eller skulle man hellere bide tante Erna, så hun kan lære det? Er der forskel på hvad man kan forvente af de folk som omgiver os? Jeg tænker på om det er OK, at der er ledere i døveverdenen som ikke kan tegnsprog?

    Der er audisme uden audister. Selvfølgelig spiller den ubevidste audisme en rolle. De fleste vil gerne være gode og rare mennesker, men alligevel kommer vi alle sammen mere eller mindre til at træde hinanden over tæerne. Fordi vi har fordomme og ikke er opmærksomme nok på hinanden. Men jeg (vi?) har nok også for gode til at bære over med hinanden. Det er ikke OK at blive ved med at træde på hinanden. Når vi taler audisme finder vi ud af hvad det er for en størrelse og derefter må vi insistere på også at bruge det konstruktivt. Vi skal gøre det mere rart for os hinanden at være her. Der er noget, som absolut ikke er OK og som kan ændres. Jeg tror også at hvis man skal bruge ”audist” om et andet menneske, så der skal der ligge en alvorlig anklage bag – ellers bliver begrebet audisme misbrugt og overflødiggjort.

    Mebbe, du kan have ret i at medierne ikke er særlig interesserede i Deaf Gain vinklen – og at det mere er Hearing Loss vinklen, der har “gode historier” med sig. Men jeg tror også vi ikke har være synlige og åbne nok. Jeg ville ikke blive overrasket, hvis nogen udefra mener at døveverden virker lidt tung at danse med. Der er masser af tabu og fordrejede historier om døve og tegnsprog. Det var fedt at DDL op til Døves kulturdag fik lavet de der postkort, som også reklamerede for kulturdagen. Men jeg syntes ikke der var sammenhæng mellem budskabet og prisen for at deltage i arrangementet. Det er en form for lukkethed, mener jeg. Vi skal også have lettilgængelighed til vores verden.

    Carmen Van Kerckhove har skrevet om racisme på arbejdspladser. Måske noget interessant at hente her: Hun skriver bl.a. ”om Black History Month, hvor man sætter den eneste sorte person i ledelsen til at holde foredrag om black-stuff – ”hvorfor skal den farvede seniorrådgiver partout snakke om race til den årlige medarbejder-forsamling? Få ham hellere til at snakke om hans visioner for forretningen. Det er stærkt, når man ser en farvet person på talerstolen, som har udmærket sig”. For Carmen Van Kerckhove består den værste ledelses-fejl dog i at sætte race på dagsordenen uden at linke det til forretningen, hvilket skaber en stemning af, at race, diversitet og mangfoldighed intet har at gøre med virksomheden, forretningen eller den daglige drift”

    Carmen Van Kerckhove har lavet forslag til hvordan man kommer racismen til livs:

    Forslag 1: Hvis du ser en kollega blive diskrimineret, så tal vedkommendes sag – ”farvede mennesker bliver ofte beskyldt for at være oversensitive og for at brokke sig, og klagen fra et farvet menneske har generelt mindre vægt, end hvis den kommer fra en hvid”.
    Forlag 2 henvender sig til chefen: ”Tag dit ansvar. Det har generelt mest gennemslagskraft, hvis udmeldinger om diversitet, race og racisme kommer fra ledelsen”. Forslag 3 er, sjovt nok, også rettet mod chefen. Carmen Van Kerckhove opfordrer alverdens ledere til at skabe netværk på arbejdspladsen, hvor de ansatte kan snakke frit og åbent om race-udfordringer, fx hvordan man rekrutterer og fastholder mangfoldige kompetencer. Hun lægger stærkt vægt på, at netværket ikke kun bør bestå af farvede mennesker for at undgå ”en ghetto-stemning”.

    Forslag 4: ”Stop op et øjeblik og undersøg din vane-tænkning – er du forudindtaget, når det gælder særlige racer?”.

  9. Hej Mie

    Da jeg kørte Dirksen Bauman til Lund, spurgte jeg ham om det er audisme hvis man får resumér fra et samtale, hvor den døve er alene blandt mange hørende som stor diskuterer et emne.
    Han sagde at det er helt klart audisme.

    Men han gør opmærksom på at det er vigtigt at man ikke reagerer ved at rejse sig op og slå på bordet, for i sådanne situationer er det tale om ubevidsthed audisme.
    Det er det samme når en går i byen og kun smiler til indvanderne, handicappede eller andre som er anderledes, for at vise at man er høflig, men ikke smiler til som som er ens med sig selv, er det tale om modsat racisme osv.

    Så det er sandt som du siger at man ikke skal bide.

    I stedet for skal den døve klappe vedkommende på skulderen og fortælle om hvad det er man er igang med. Sådan at vedkommende kan rette sig, og lade den døve blive involveret i diskussionen.
    Såfremt det gentager sig igen… Så kan man vælge at lade være med at deltage i samværet, og senere bruge det som forklaring når man bliver spurgt om hvorfor man ikke kommer mere…
    Og igen, hvis der ikke er forståelse derfra er det tale om bevidst audisme. Så kan man begynde at vise tænder.

  10. Jeg føler selv at det kun er folk fra ældre generationer end generation Y som brokker sig over at vi “bider”.
    Mange af de unge hørende som ingen tilknytning til døve har, anså vores kamp for anerkendelse at at være en selvfølge. Måske er det fordi de ikke tror, at det skulle spille en stor rolle for deres hverdag.

    Karen, du talte om at vi hellere må fokusere på det positive aspekt af “Deaf gain” men jeg tror at det er ret besværligt for hørende at foretage en større ændring i deres forestillingsverden og begynde at tænke på den bane. Det er jo lidt ligesom at fortælle en som har mistet sit barn, for at nu har du fået “dine prøvelser for at få børn” tilbage.

    Synes også selv at det er ærgeligt at blive opfattet som superfølsom når man som døv protesterer overfor en uretfærdig behandling mod døve.

    Men det er nærmest ufatteligt at ord/retorik bærer en stor del af rollen for at kunne ændre på folks tænkemåde.
    So keep blogging 🙂

  11. Julie – jeg er enig med dig, det er mere de ældre generationer, som udviser en manglende forståelse for, at døve også har ret til at være her – og hvis vi så “bider” er den helt gal. Så tror helt sikkert, der er sket en forbedring – men stadig lang vej igen!

    Spændende seneste blogindlæg du har skrevet. Jeg har også studset over, hvorfor døve vil have CI – tror, det handler om, at de mener, det er “the missing link” – for så at opdage, at det måske ikke ændrer det store ved dem – bortset fra en ny bevidsthed, måske? Men ved det ikke, har jo ikke prøvet selv, og har på ingen måde interesse i at prøve det, så længe jeg ikke bliver garanteret hørende 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *