Me like

Denneher nyhed klinger som sød musik i mine ører… eller noget! Nu håber jeg så bare, at der er noget om nyheden, og at BiBob kan stå imod Telias stab af advokater. Er ofte tvunget til at vælge telefon efter selskab (tak, monopol) – men efter 1 år med selskabet 3 var jeg så træt af dem og deres mildest sagt ublu priser for diverse mystiske tjenester, jeg end ikke var klar over, så jeg skiftede til netop BiBob, som jeg ikke på nogen måde føler mig røvrendt af. Og nu lyder det, som jeg måske kan forære mig denneher smækre sag i julegave! Me like!

Pensionistdemonstration

Føler mig seriøst som et helt alderdomshjem. Er ret smadret efter en tur til Fredericia og hjem igen. I embeds medfør var jeg nemlig til en demonstration sammen med næsten 200 døve pensionister. Og det var åbenbart mere fysisk udmattende end jeg lige havde regnet med. Men ikke desto mindre var det en god dag – hvor er gamle døve mennesker altså bare så søde, rare og nuttede. Livlige og glade. Og så er der bare ingen problemer for deres sociale liv, at hørelsen svigter – for den har jo sådan set aldrig været der. Ville gerne have dem som reservebedsteforældre hver og en. Det hele var bare et virvar af hej hej og hvordan går det med dig og kram ud til alle sider. Noget af det helt særlige ved døveverdenen er nemlig, at alle kender alle. Og når man så lige er 80, så er ens grene vidtforankrede rundt omkring. Man er i familie med en eller anden, man er gift med en eller anden, eller har været gift med en eller anden, eller ens søskende har været det, ens børn… whatsoever. Solidariske er døve i hvert fald. Det var sådan set mest de stærke døve, der demonstrerede. De døve, der virkelig har brug for hjælp fra ældrevejlederne, er jo dem, der netop ikke har kunnet komme. For det er jo desværre sådan, at det er de færreste af omgivelserne, der kan tegnsprog, og det forhindrer så de mindre ressourcestærke døve i kontakten til andre end døve. Bare noget så basalt som at modtage et besøg af hjemmehjælpen… Håber, der kommer lidt effekt fra demonstrationen. Og nu ligger jeg bare brak på sofaen. Til trods for mine 26 år. Akkeja!

Gi’ mig mit fix!

Sidder her og lider af de allervildeste chokoladeabstinenser. Og er samtidig i stuearrest hos knægten, der er taget på arbejde med sine nøgler. Fornuftigt nok. Kiosk er altså ingen mulighed. Med mindre jeg agter at overnatte på en bænk her i SV. Og nej. Det er nok lidt for køligt. Havregrynskugler, nougat, guldbarrer, Summerbird flødeboller, Toffifee, Marabou mælk & nødder, KitKat, Valrhona kugler, valnøddebrownies, nødderoulade, sneboller, mimoser, Ritter Sport mint… kom hid, allesammen! Kom til mor her! Tsss. Håber i al sandhed, at det ikke er den rene og skære løgn, at enelleranden har bildt mig, at chokoladeabstinenser forsvinder, hvis man holder sig fast i troen og holder ud i nogle dage. Jeg er fast i troen og stærk i kødet…. eller, nej, det er løgn – kunne jeg, så havde jeg dælme købt lidt quexocolatl! Måske jeg skulle straffe min syndige tankegang og tage til en spinningtime kl. 6.30?

Scary køkkenforvandling

Hvor ville jeg altså gerne være sådan et overskudsmenneske. At kunne klaske noget snask på mine fliser og så er det 1 time efter forvandlet til en rustik væg, lige til at male over med sort maling, og så nogle overskabe med spots, pæne lamper, nye greb til lågerne… og voila, et fabuloooous køkken på den lidt antikke måde. Men sådan er sandheden ikke altid, når man er mig. Har givet op. Hvordan dælen er det egentlig man gør, og hvor lang tid tager sådan et projekt?

Nåmen… i hvertfald, jeg fik da også købt denneher nuttede knagerække, der har noget Eames-lignende over sig. Købt i Notre Dame. Min all-time-favourite boligaccesorie-pusher. Nu ved jeg så bare ikke lige, hvor der er plads til at stille den i lejligheden. Men fordi den er så nuttet, så skal den nok få en eller anden form for plads. Lige til at hænge tasker og tørklæder op på!

Efterårshygge

Endelig fri. Arbejdet tog næsten livet af mig i dag. Og så fik jeg endelig vendt næsen forbi en velassorteret the-biks for at shoppe kvæde-te. Noget, mine kolleger har introduceret for mig. Og jeg er øjeblikkelig hoppet med på kvæde-vognen. Smager godt og føles enormt wellness. Vand 80 grader og så tørrede dimser i – samt et par stykker guf… min lykke er gjort og jeg er nær helbredt:


Faldt for den skønne, lilla farve på krukken

Min yndlingsperversion pt.

Kreativiteten tilbage i de små hjem!

Savner egentlig de der fede boligreportager, hvor det ikke er pengene, men den gode smag og kreativiteten, det kommer ud på. Lige været forbi en veninde, der lånte en venindes Østerbrolejlighed på ca. 140 m2 (svin) og hun boede fedt, med masser af spændende ideer, og lejligheden var lige så gammel, vind og skæv som min. Så jeg kan jo egentlig godt ignorere den susende vind fra mine utætte vinduer og gøre køkkenet pænt (som jeg har snakket om så mange gange før). Måske en spand sort maling og lysekroner? Og tilbage til boligreportagerne – så vil jeg gå i seng med en stak gamle blade fra ca. 2004. Her husker jeg især Maxjenny Forslunds (dengang) lillebitte Vesterbrolejlighed, som jeg øjeblikkelig blev forelsket i. Og det havde i hvert fald ikke kostet knaster at indrette den.


Selvsamme fr. Maxjennys nuværende lejlighed – skulle det være en ide med en fin (2hand) bønne?

I stuearrest

Er lissom slået tilbage i skak. Eller var det matador, eller ludo? Nåmen, går rundt og ligner hendeder Clarityn-damen, hende på plakaterne, der hænger på diverse busser og deslige – hende, der er forkølet, snottet og ligger der med åben mund og et åndet udtryk i fjæset. That’s me. Nu har jeg altid været tilhænger af lune slumretæpper, rolig livsføring og mormorstrikkede ragsokker, men det er faktisk ikke så sexy endda, konceptet i at være syg. Ikke nok med, at jeg faktisk ikke har tid. Noget af det sværeste at håndtere ved sygdom er måske især det, at smagssansen er røget sig en tur. Så jeg kan ikke engang nyde te med honning eller de små lækkerbidder, jeg har i køleskabet. Og aftensmaden? Hvad skal man spise, når man ikke engang kan smage? Der røg livets små glæder… Nå, men så kan jeg i det mindste få et kultiveret input. Tilbage på sofaen og en tur i litteraturland – skal give mig i kast med Bavian, en paperback, som jeg fik af en veninde med forbindelser på Gyldendal. Det er også alt for længe siden, at jeg er blevet opdateret på den danske skønlitterære scene. Nå, det lød i det mindste flot.

Undersøgelser omkring audisme

Sidder her og river lidt rundt med et tema om audisme til Døvebladet. Det er spændende og det er svært. Audisme er et meget vigtigt begreb, som betyder utrolig meget for mange døve – som en af de interviewede sagde: Det er lidt som om at gå rundt og fejle noget, og så er der en dag, hvor man får et navn på det, man fejler. Så bliver man lettet, og så kan man handle. Måske mange døve har følt sig lidt krænkede, underkendte eller uretfærdigt behandlede, men har fejet det af vejen – sådan er det bare. Men måske var det audisme? Men igen, det er svært. Hvad er grænsen for, hvad der er audisme, og hvad der ikke er audisme? Uvidenhed kan skade meget. Misforstået hjælpsomhed kan også skade meget. Men er det audisme? Har man lyst til at være et offer? Hvis der skal være ekstra bid i historien, ville det være fantasisk at kunne hive en undersøgelse frem, der viser, at f.eks. over 90% af alle døve og hørehæmmede har mødt audisme på den ene eller anden måde i løbet af deres liv. Men findes sådanne undersøgelser? Det tror jeg næppe. Nogle ville så måske sige; jamen, det er fordi, det ikke er noget problem. Men hvis man som jeg er døv – så ved man, at det passer. Jeg vil helt klart påstå, at de manglende undersøgelser, som også gælder helt generelt på døveområdet er, fordi der simpelthen aldrig har været prestige eller penge nok i at forske omkring de kulturelle aspekter af det at være døv. Hvad siger I selv?