Nytårsdag

Så er det i aften, at jeg skal halvt sidde, halvt ligge i sofaen, med sexede bedstemor-trusser på, en fjernbetjening i den ene hånd og en flaske vin i den anden. Totalt Bridget. Nej, jeg skal ikke til nogen fest i aften. Nytårsaften? Og hvad så. Rører mig faktisk ikke rigtig. Dropper forbi en veninde ved 23-tiden, så får godt selskab til at skåle i champagne med. Knægten er på arbejde i aften, så jeg må undvære nytårskysset i år. Skulle det være fest, så skulle det være rigtig fest. Og ellers fester jeg gerne med mig selv. Havde egentlig planer om at feste med min nye iMac, som jeg skulle have købt i dag, men ombestemte mig, og har nu bestilt en MacBook Pro. Det kræver, at jeg udskifter bedstemortrusserne med et par spenderebukser, for i det lange løb bliver det bedst med sådan en. Ved nemlig, at jeg ikke kan skrive opgaver og den slags herhjemme, når jeg igen studerer. Og en iMac er lidt svær at have med i dametasken. Og selv om jeg gerne ville have en iMac og en Macbook, så rækker min personlige finanskrise ikke hertil. 14 dage. Har bestilt dyret i dag. Og så er jeg kørende igen. Her i mellemtiden låner jeg et antikt hakkebræt af en PC. Så i aften står den nok på fjerner, vin og magasiner!

Heste-skruk

Det er ikke lige hver dag man hilser på en hest når man bor i København. Men det var ikke desto mindre hvad jeg oplevede i dag på råkold og romantisk spadseretur. Vi kom lige forbi politiets hunde- og hestestalde på Amager og kiggede forbi. En masse heste bare sådan der, i nærheden af Islands Brygge. Politiets heste er generelt opkaldt efter store krigshelte. Napoleon, Attila og Nimitz for eksempel. Godtnok en masse nuttede kæmpedyr. Så hilste jeg på Rollo, vist en navne-undtagelse, og vi blev straks venner, den pustede på mig med sine store næsebor, nulrede mig med mulen og lod mig klø den bag øret. Og hvor blev jeg altså heste-skruk lige på stedet. Savner faktisk at ride. Det kunne jeg godt nok mærke på Island, da vi betvang et par af de små gangere. Her til aften var jeg så inde på Hestenettet for at se, om der var nogen, der søgte en part omkring Dyrehaven. Bor jo på ydre Østerbro. For nogle år fandt jeg Monza derigennem – en skøn ox araber der boede lige ved Fortunen og som jeg havde part i et par år. Men det var vist bedre held næste gang for denneher omgang. Med mindre der lige var nogen, der kendte…

Tænketænke

Jeg har besluttet mig for at min næste Mac skal hedde Margot. Har tænkt tanken, at det da er grænsende til det økonomisk uansvarlige først at købe en spritny iPhone og så en iMac. En skandale, råber min indre jyde og min indre mor vredt til min fornuftige jeg. Men på den anden side. Jeg har jo ingen computer. Og sådan en fylder meget i mit liv. Har intet behov for dekadente luksustasker, sko eller lignende. Jeg handler kun i Fakta og Netto. Køber ikke dyre ting. Og så har jeg egentlig kigget på en iMac længe… When you go mac you never go back?

Farvel Maggie

Jeg tror Maggie drog sit sidste suk her til aften, midt i at jeg var ved at kommentere et blogindlæg om at være alene nytårsaften. Pfft. Düd. Muerte. Tod. Et tryk på tændingsknappen. Pfft igen. Pause flere timer. Stadig pfft. Dengang jeg som 7-årig konstaterede at mit allerførste marsvin, lille sortstribede Nino, havde stillet sine bittesmå træsko, var mit første kommentar tilsyneladende: Snøft. Og så i næste åndedrag: Jeg vil have en ny! Sådan har jeg nok også det lidt nu. Vipper lidt mellem en iMac eller en MacBook pro. Og indtil da er det jo lige i øjet at have en lillebitte computererstatning i form af denneher iPhone. Du var elsket, Maggie. Lille, handy og afholdt. Håber du kan fikses igen – trods alt.

Boligboligbolig

“Mette er gået i natlig indretningsmode… igen” står der på min Facebookprofil. Kender I det med, at der er perioder, hvor det hele bare er boligboligbolig. Og hvad er ikke bedre end at sidde oppe om natten og drikke te og læse boligblade – for så musestille at gå i gang med at flytte ting og sager rundt omkring i hytten, mens man drømmer om 160 lyse kvadratmeter i city?

Mit allerseneste flip, med at lave tableauer på 4 hvide lack-hylder i soveren, ville jeg gerne flashe her, men lyset lige nu er skidt, og jeg tror, resultatet er endt med at blive for tøset og stilforvirret for mig. Lidt for antikt og krummeluret.

Hvad pænere og mere min stil er, synes jeg, at fotograf Birgitta Wolfgang Drejer, hende fra alle boligbladene, har ramt med denneher reportage, som jeg har sakset fra. Hun er dælme dygtig, og denneher lejlighed, som vistnok er Vanessa Brunos, er lige i øjet, hvad min stil angår:


Grøn/lilla og pastel og valnød hitter – feminint uden at være for meget


Hylder er altid flotte – især hvis man forstår at lave tableauer
NB: Bemærk teksten på spejlet


Endnu mere grøn/lilla – dejligt at køkkenet ikke er spor Bo Bedre agtigt

Udsalg

Nu, hvor jeg har vænnet mig så godt og grundigt til at dandere den, synes jeg godt nok at det er en smule hårdt at være på arbejde igen, og så oven i købet at gøre det mellem jul og nytår. Men på den anden side er det lidt et held, at man så i sin frokostpause kan smutte over i Illum og tjekke de allerfriskeste udsalgsvarer ud. Opdagede nemlig en mindre kø udenfor shoppeetablissementet klokken 7.50 i morges, og sådan noget skal jeg naturligvis lige tjekke ud. Bare lige se, hvad det er for noget. Om det er noget, der tangerer engelske tilstande med Boxing Day og alt det der. Rabiate damemennesker, der flår i de samme, forkomne klude.  Normalt er jeg ikke specielt meget til udsalg, fordi jeg ikke har lyst til at købe noget, som alle andre har valgt fra. Og jeg vil personligt gerne have mine kommende shoppe-erobringer serveret i pæne, snorlige rækker, med lys, luft og overblik. Ikke noget med udsalgs-agtige bunker af spraglet tøj og mystiske rodekasser. Men efter at have inspiceret Malene Birger-standene er jeg næsten tilbøjelig til at skifte mening. Så længe varerne ikke helt er flået væk… måske?

Vis mig dine gaver

Faktisk ret skægt at læse andre blogs om hvad folk har fået i julegave. Så kan man lissom i det diskrete vurdere: Er jeg normal? Har jeg fået for lidt? Eller for meget? Her er min personlige gave liste:

-italiensk espressokande (bialetti)
– illy kaffe
– kalender m. nøgne italienske statuer (tss!)
– trusser fra Change
– salatbestik
– bog: du ser træt ud, skal jeg holde dine bryster?
– bog: berlinerpoplerne
– ysl touché eclait concealer
– diesel jeans
– cashmere rullekravesweater
– et par håndører

Og så er der jo naturligvis også de gaver, som man ganske generøst har foræret sig selv..

iYoga

Denneher iDims er smart, ikke bare til at fingerblogge fra, men man kan også rent fysisk blive sat i gang. Således instrueret gik jeg her til aften i gang med en række øvelser nede på stuegulvet, af yogaagtig karakter. Eka pada rajakapotasana. Dhanurasana. Numsen op i vejret. Den ene hånd og det ene ben op. Resten på gulvet. Alt det takket være en widget, som man downloader til telefonen via WiFi. Ret sjovt, og sådan noget kan man jo tillade sig at lave, når verden midlertidigt er lukket ned.