Brugeroplevelse og test af website

Mit 4 ugers projekt handler om StreetSigners set ud fra et HCI perspektiv. Dejligt at få lov til at arbejde med noget, der også kan bruges praktisk bagefter.

Jeg skal undersøge, hvordan man med udgangspunkt i StreetSigners kan teste og evaluere, hvordan målgruppen oplever sitet ud fra et brugeroplevelsesmæssigt perspektiv? Endelig skal jeg som forlængelse heraf se på, hvordan man derefter kan optimere brugernes oplevelse af StreetSigners.

Det er noget, jeg har savnet i forbindelse med arbejdet med StreetSigners – hvordan oplever målgruppen konceptet? Passer det, eller er det ramt lidt ved siden af? Man kan jo udvikle ud fra kvalificerede gæt, men det er jo allerbedst med noget solid dokumentation. Specielt når man ikke ved så meget om hørende unge i gymnasiealderen.

Jeg har så lavet flere metodiske undersøgelser i den forbindelse. En tænke højt usability test på tre drenge fra et nordsjællandsk gymnasium, hvor de blev filmet, både skærmaktiviteterne og mens de tænkte højt omkring deres indtryk af sitet, derefter samlede jeg dem til et fokusgruppeinterview, og endelig var der en klasse på et andet gymnasium i København, som skulle udføre forskellige øvelser og derefter evaluere dem ved hjælp af et fint spørgeskema jeg fik lavet til dem. De morede sig vist med at få hænderne op. Det er så det data, der er fremkommet, som jeg i dag tager under kærlig behandling. Har fået sjove citater som:

  • Døve må have nemt ved at misforstå hinanden, der er jo mange tegn, der ligner hinanden… Coca Cola (tegner det)
  • Hvis nu der var en sød døv pige der kom hen… så ville jeg gerne forstå hvad pokker hun sagde til mig.
  • Der er meget sjovt på SS, det er ikke bare de almindelige, tørre, banale tegn, det er fedt. Scorereplikker, superhelte, det er sjovt at lave tegn for dem.

Det er spændende at lave tests. Brugerne synes også det er sjovt. Og det er brugbart data.

Og det at kunne teste er noget, der er meget anvendeligt, når man skal i arbejde, det er jeg helt sikker på. Jeg har en fornemmelse af, at mange underprioriterer brugerundersøgelser, fokusgrupper og tests. Det gjorde jeg i hvert fald selv, da jeg arbejdede med journalistik. Den slags er der sjældent tid til, når man bare lige akkurat skal holde røven over vandskorpen.

Men nu ved jeg præcist, hvordan det gøres, og kan endda redegøre metodisk for det. Vi lavede også tænk højt usability tests og antropologisk inspirerede rollespil med observation i projekt nr. 2 om iPhones FaceTime.

Nåmen analyseafsnittet skal være færdigt i dag, så er projektet mere eller mindre strikket sammen – så står den på hård korrektur resten af tiden. Så ja. Sshhh. Jeg skaber!

2 tanker om “Brugeroplevelse og test af website”

  1. Synes også det er fedt at følge med udviklingen af Streetsigners. Jeg ved ikke om du er klar over det, men jeg bruger faktisk også Streetsigners som et pædagogisk redskab på mit arbejde.

    1. Hvor spændende. Det må du altså lige fortælle om? Kan man pacificere folk og små børn ved at sætte dem foran computeren til en gang StreetSigners? 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *