At leve et kræsent liv

Dem, der kender mig, ved, at jeg er helt ufatteligt kræsen. Faktisk så meget, at det nærmer sig et socialt handicap. Og det er pinligt. Folk kigger mærkeligt på specielt en pige, der ikke spiser salat. Og spiser man ikke frugt eller salat, kål, flere grøntsager, ost eller fisk, eller kalkun, hjort, and og så videre, så begrænser det vareudbuddet en hel del. Jeg prøver tit at skjule det, for folk spørger altid, og det ender tit med at jeg bliver genstand for hele bordets opmærksomhed – og det er faktisk ikke særlig sjovt, når det er på de betingelser. I går havde jeg en lidt grænseoverskridende madoplevelse til middag hos en, jeg ikke helt kender så godt, og som jo så heller ikke helt vidste, at jeg er en sand kød-kartofler-sovs pige. Men det var faktisk fedt, for jeg fik listet noget ned, som jeg aldrig før har turdet at konsumere. Vi lagde hårdt ud med det allermest grænseoverskridende: En meget grøn juice, og den indeholdt: Spinat, squash, citron, æbler, måske ingefær – resten kan jeg ikke helt huske. Squash og spinat er ellers no-go, og æbler er jeg ikke så glad for. Men da jeg er mere tolerant overfor flydende fremmedhed end fast fremmedhed, man skal jo ikke forholde sig til konsistensen, så smagte jeg på det. Og det smagte faktisk godt. Jeg tror faktisk, at min kræsenhed er en psykologisk brist – for jeg er jo ellers ikke typen, der er bange for at prøve ting af. Og jeg er ellers en, der elsker det gode liv. Nåmen ellers fik vi lækre, møre tournedos akkompagneret af honningbagte løg, rødbeder i fløde og grønne bønner. Ingen kartofler, ingen pasta, intet trygt. Rødbeder er faktisk også en relativt ny spise for mig. Min strategi med at tackle skræmmende ting, er at spise dem sammen med kødet. På samme måde som man blender grøntsager ind i maden til små børn. Strategien brugte jeg med rødbederne sidste år, og jeg kastede mig over de grønne bønner på samme måde i går. Og det smagte også godt. Så nu tror jeg godt, jeg kan udvide min madrepertoire med grønne bønner. Mit nytårsforsæt er faktisk, at jeg skal tvinge mig selv til at udvide min mad-horisont. Nogle mennesker kan få mig til det. Med andre mennesker klapper jeg fuldstændig i. Som da en exkæreste serverede hakket kalkunkød for mig forklædt som kødsovs. Jeg blev godtnok gal på manden. For andre går det bedre. Min mors kokke-kæreste har fået lokket pandestegte gulerødder og endda hjortekød i mig. I går var en tilsvarende oplevelse. Måske jeg skulle omgås nogen, der er gode til at rykke ved mine grænser – på en positiv måde, for jeg står fuldstændig af ved tvang. Og så overvejer jeg at starte ved en god diætist, der kan hjælpe mig i gang med tips. Og til at interessere mig mere for mad og at bruge mere tid på at tænke over det og lave maden lækker. Skulle I mon kende til nogen i Københavnsområdet?

2 tanker om “At leve et kræsent liv”

  1. Åh…. jeg er SÅ overrasket!

    Jeg troede overhovedet ikke du var kræsen.. Hvordan går det når du rejser? Jeg tænker på din asien tur bl.a. hvor man jo udsættes for lidt af hvert?

    I øvrigt så synes jeg det er SUPER godt at du tør smage…. Jeg er sikker på det hænger sammen med, at du selv er opmærksom på hvor “Invaliderende” det får dig til at føle i sociale sammenhænge. Velkommen til grøn juice og bønner 😉

  2. Jeg var lille pige og var meget kræsen. Men jeg kommer til voksenliv og kan lide masse mad – pizza, grønsager meget mere. Jeg er mad glad.. Jeg bryder ikke om asien mad pga jeg har kraftig nødder/krydderi allergisk. det jeg blir ofte syge pga ukendt ingrediser i asien mad. Derfor jeg er nødt at spiser internationalt mad og lidt asien mad. Da jeg var ud rejser til asien.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *