Casa Mettisma bliver shiny shiny

Casa Mettisma er ved at undergå en opdatering. Det startede jo med, at jeg stod og kiggede længe på badeværelset og spekulerede løs. Lækkert badeværelse i orginalt 30’er stil, men også temmelig slidt med sine 81 år på bagen. Emaljen på badekarret er helt væk, og der er huller flere steder. Væggene har grimt firser-glasvæv og er multifarvede flere steder på grund af mine utallige eksperimenter. Hvad gør man så? Eksperimenterer man så yderligere med Helgoland oven i al slidt-heden? Så kom jeg frem til, at jeg hellere måtte konsultere ham den pæne vicevært (vores gamle blev sidste år udskiftet med en yngre model) – for at høre, hvad han så kunne foreslå. Kunne man rive glasvævet af og erstatte det med noget mere stilrent? Hvad kan man gøre ved badekarret? Og loftet? Viceværten dukkede op, hev sin mobil frem og lirede en hel masse kommandoer af. Han er ikke kun pæn på håndværker-måden, men også selve inkarnationen af tysk effektivität. Nu skal jeg have nye vægge, ny loft og ny emalje på badekarret, altsammen udført af håndværkere, og jeg skal ikke røre en finger selv. Oven i bøtten mente viceværten, at jeg skulle have høvlet og lakeret gulve i køkken og entre. Jamen ja, den er jeg da også med på. Så gik der under fem dage, og nu er køkken og entre shiny shiny. Næste uge kommer maleren og ugen efter er det badekarrets tur. Denne weekend bruger jeg så på at rydde op. På razziamåden. Dvs. jeg har smidt ud med hård hånd – og i går var temaet alle skabe, skuffer og kasser med dimser. I dag eller i morgen er projektet, at alle hylder, spejle, lamper, dippedutter mv. skal rykkes ud af badeværelset. Så er der klar til yderligere forskønnelse af casa Mettisma.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *