Status på studiet

I dag sidder jeg og sætter en hel masse små skibe ud i vandet. Det er meget nemmere og sjovere end at læse op til allersidste eksamen i morgen. For mentalt er jeg allerede i fuld gang med næste semester. Den kommer helt sikkert til at trække tænder ud – i forhold til de to første semestre på overbygningen. Men den bliver også fantastisk spændende. Jeg har nemlig bestemt mig for, at jeg vil ud og have mine små, fedtede fingre i noget helt konkret og praktisk. Sideløbende med, at tanken bliver fyldt op med det allernyeste fra ITU. Som det ser nu, ser det ud til, at jeg i stedet for at tage de tre ordinære fag og et 4 ugers projekt, tager to fag på ITU og i stedet skriver et 16 ugers projekt. Med udgangspunkt i en konkret case i samarbejde med en virksomhed. Og i dag var jeg til samtale hos en helt bestemt virksomhed, og det ser ud til, at de er helt med på ideen. Jæs. Så jeg starter i praktik der, sideløbende med, at jeg går i gang med 16 ugers projektet. Emnet bliver noget med m-commerce, m-business (hvis det ord findes) – altså hvordan man tjener penge på den mobile platform. Det kunne snildt blive en spændende optakt til, hvad jeg kunne tænke mig at skrive speciale om. Jeg kunne forestille mig, at det blev noget med business models, medier, mobile platforme – noget trend, noget innovation, noget fremtidsagtigt. Hvad bliver the next big shit? Det, som alle vil tale om? Uh, det er næsten alt for spændende. Lidt ubærligt, at jeg faktisk bør læse til eksamen for at afslutte sidste semester. Men til gengæld har jeg så vinterferie fra i morgen og frem til den første februar. En hel uge uden den allermindste antydning af den kronisk dårlige studiesamvittighed!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *