Statusupdate

Lever stadig. Skøn skiferie. En lidt lang en, men dejligt at være ude af landet. Prøvede undervejs også langrend, som afbildet herunder. Hvis Majestæten kan, så kan jeg jo også. Og det er dælme god motion, så nu har jeg fået blod på tanden til at få pulsen op og nogle kilo af. Men det kommer jo helt af sig selv, nu hvor hverdagen atter ånder mig i nakken!

Drama i den internationale døveverden

Det er sådan cirka ti millioner år siden at jeg har blogget. Klassisk blog-undskyldning. Men jeg tror nok, at jeg har ligget mere vandret end lodret i luften de seneste par uger. Altid lige et eller andet at fikse. Så har jeg været meget træt af computere om aftenen. Og hvis jeg så alligevel har været nødt til at sidde foran den, så har det mest været til at stene eller at chatte. Ikke noget som helst produktivt. Nåmen på lørdag flyver jeg sammen med en hel flok andre til Budapest. Vi skal nemlig på skiferie – i Slovakiet af alle steder i verden. Men der er en grund, fordi der bliver afholdt vinter Deaflympics der. Så vi skulle se på langrend (første dansker deltager) og ellers hænge ud med døve fra hele verden. Og stå på ski. Og jeg satser også på, at de må være lige så vilde med spa og wellness som deres adskilte tvilling Tjekkiet. Men for en uge siden ser jeg så på Facebook, at vinter Deaflympics er aflyst. Simpelthen… cancelled, ikk? Sådan lige bum og uden videre. Først tænkte jeg, at det var en eller anden freaking joke. Vi havde jo bestilt fly, hotel og alt miligt. Ligesom de mange atleter, der har brugt halve og hele år på at træne. Det russiske hold er allerede landet i Slovakiet. Og så videre. Men nej, den var god nok, de har aflyst arrangementet en uge før. En uge! Helt sindssygt. Grunden er, at de ikke når at få arrangementet klart, noget med en overskridelse af tidsplaner, budgetter, curlinghaller, der ikke er færdigbyggede, korrupte topledere i organisationen og jeg skal komme efter dig. Kæmpe drama i den internationale døveverden på Facebook. Masser af vrede tilkendegivelser fra folk. Folk har endda fundet på et tegn for Slovakiet, der involverer et par fuckfingre. For et halvt år siden blev Deaflympics faktisk bekendtgjort aflyst af toporganisationen ICSD, men slovakierne fandt de fornødne midler til at gennemføre. Nu er det så aflyst igen. Beskæmmende for den internationale døvesport. Og mange døve er nu også bange for, at hørende nu vil tænke, at døve er nogle værre tumper, der ikke kan finde ud af at organisere sådan noget. Hvad med sponsorerne? Og ham den øverste fryns i organisationskomitéen i Slovakiet, der åbenbart har lagt nogle penge i egne lommer, han er også efter forelydende forsvundet under jorden. Så der er da lagt i kakkelovnen til en hel masse episk døve-drama. Men jeg glæder mig nu alligevel til at tage afsted… på verdens allerstørste internationale skiferie for døve. Døveverdenen er altså et helt enormt fascinerende fænomen, som jeg er rigtig glad for at være en del af – til trods for de mørke skygger lige nu!

Min uge set i bakspejlet

Set i retrospektiv har denneher uge fået små, hurtige ben at pile afsted på. Nu er det søndag, og jeg har netop, og først nu, læst den første af de artikler, jeg har for til i morgen. Så mangler jeg lige en ordentlig bunke øvrigt læsestof om mobile business. Har næsten ikke haft tid til at tage studiebrillerne på denne uge, fordi jeg har været fokuseret på nye fag, start på praktik og en masse spændende nye initiativer på StreetSigners. Og så har der også været tid til at gå ud og spise, være i biografen, møde nye mennesker – og så har jeg endda været helt enormt dygtig til at træne. Hele to omgange med spinning er det blevet til i denne uge, og en gang pump og så endelig en frisk cykeltur fra København til Lyngby i dag. Næste uge har jeg booket et par tidlige morgensessioner og weekenden skal også bruges til træning. I dag har jeg endda også været til redaktionsmøde. Og så var det også i denne uge, at emaljemanden kom og fik lavet mit badeværelse helt færdigt. Nu er det hele skinnende nyrenoveret, og jeg har endda også dyppet tæerne i baljen. Excellent. Og så vidt jeg erindrer, er der heller ikke meget mere end en uge siden, at jeg fik vasket gulv over hele hytten. Er der lige nogen, der kommer med en glorie, jeg kan gå i gang med at pudse lidt på i stedet for at læse resten af artiklerne om m-betaling? Nå, jeg har i øvrigt bestemt mig for, at min studieblog bare får lov til at bo her på domænet. Jeg startede faktisk på den for et par semestre siden, men kom aldrig videre. Så her er den, studiebloggen – jeg skal lige peppe den op med indlæg og ikke mindst links til alt muligt relevant. Men først og fremmest handler det nu om at få læst resten af artiklerne til i morgen, mens min gode fader er i køkkenet og er ved at lave forloren hare – med kartofler og masser af brun sovs.

En ny blog kommer til byen: Om mit speciale!

I denne uge har jeg stiftet bekendtskab med hele 3 nye fag på ITU og sagt hej til en hel masse nye kolleger på min nye praktikplads i indre by. Meget spændende, faktisk næsten alt for spændende, denneher uge. Information overload lever i bedste velgående! I dag havde vi detteher specialeforberedende fag, hvor jeg lige pludselig midt i det hele fik en idé. Jeg vil da blogge om mit specialeforløb – i allerbedste ITU stil. Jæs, det er nemlig det, jeg gør. Vidensdeler, strør mine guldkorn ud på nettet til de måbende masser! Men samtidig tænkte jeg også, at det nok ikke ligefrem er denneher blogs spidskompetence. Det at veksle mellem mine vanlige, pludrende strøtanker og så en hel masse hardcore klogeågesnak om speciale, faglighed, teorier og metode. Faktisk en lidt, måske meget, inkompatibel kombination. I ville jo komme til at kede jer til døde. Derfor opretter jeg en fin og meget klog specialeblog. Det står selvfølgelig alle frit for, om I gider at læse med. Nåmen det bliver lige først i morgen, at jeg går i gang med at oprette bloggen. Eller fredag engang, hvor jeg planlægger en hardcore studiedag med en masse læsen og produktion af store tanker. Skal nok poste linket her til inspiration for jer cirka 2,4 interesserede.

Fanfuckingtastisk forvandling!

Her til aften kom jeg hjem til en lejlighed, der var indhyllet i en em og en sand odeur af giftige dampe. Emaljemanden har nemlig været her forbi, mens jeg var væk, og badekarret skinner nu som aldrig før – og sikkert for ever, med mindre jeg er helt nazistisk med antikalk-midler, hvilket egentlig ikke ligner mig. Tjek lige den fantastiske forvandling!


Før og efter nye vægge, maling og emalje

Jeg glæder mig temmelig meget til at badekarret er klart til brug. At der er blevet monteret en ny lampe over spejlet (nogen med elektriker-skills derude?) og at glashylderne ligeledes er blevet fikseret til væggen og dekoreret med eksklusive dåser og tuber med cremer, dufte og andre skønhedsfremmende eliksirer. Og ikke mindst glæder jeg mig til at forcere et fint og ikke mindst rent badekar fyldt af varmt, duftende og skummende vand. Mm, wellness!