Min uge set i bakspejlet

Set i retrospektiv har denneher uge fået små, hurtige ben at pile afsted på. Nu er det søndag, og jeg har netop, og først nu, læst den første af de artikler, jeg har for til i morgen. Så mangler jeg lige en ordentlig bunke øvrigt læsestof om mobile business. Har næsten ikke haft tid til at tage studiebrillerne på denne uge, fordi jeg har været fokuseret på nye fag, start på praktik og en masse spændende nye initiativer på StreetSigners. Og så har der også været tid til at gå ud og spise, være i biografen, møde nye mennesker – og så har jeg endda været helt enormt dygtig til at træne. Hele to omgange med spinning er det blevet til i denne uge, og en gang pump og så endelig en frisk cykeltur fra København til Lyngby i dag. Næste uge har jeg booket et par tidlige morgensessioner og weekenden skal også bruges til træning. I dag har jeg endda også været til redaktionsmøde. Og så var det også i denne uge, at emaljemanden kom og fik lavet mit badeværelse helt færdigt. Nu er det hele skinnende nyrenoveret, og jeg har endda også dyppet tæerne i baljen. Excellent. Og så vidt jeg erindrer, er der heller ikke meget mere end en uge siden, at jeg fik vasket gulv over hele hytten. Er der lige nogen, der kommer med en glorie, jeg kan gå i gang med at pudse lidt på i stedet for at læse resten af artiklerne om m-betaling? Nå, jeg har i øvrigt bestemt mig for, at min studieblog bare får lov til at bo her på domænet. Jeg startede faktisk på den for et par semestre siden, men kom aldrig videre. Så her er den, studiebloggen – jeg skal lige peppe den op med indlæg og ikke mindst links til alt muligt relevant. Men først og fremmest handler det nu om at få læst resten af artiklerne til i morgen, mens min gode fader er i køkkenet og er ved at lave forloren hare – med kartofler og masser af brun sovs.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *