Så skal der altanalfes

Jeg sidder på min morgenaltan og udtænker altanplaner. Tankerne forpurres godtnok lidt af, at nogen i ejendommen laver pandekager. Den forbudte, liflige duft når hertil og forstyrrer mine grønne tanker. Nåmen altanerne skal udstyres fra scratch igen. Har smidt altankasserne ud, da de var vinde og skæve efter tre barske vintre. Så nu skal der leges altanalf. Har lige fundet en shabby chic minikommode oppe på loftet, så nu er tanken at jeg laver et helt enkelt krydderurte- og morgenkaffehjørne på morgenaltanen. Til lidt casual morgenhangout. Hmm, skulle man tage i IKEA efter inspiration? Jeg stene-tænker lige lidt videre… også i valg af potter og botaniske input. Er fan af lørdagsmorgensol og ingen umiddelbare planer.

Café Pixie

Efter en lang dag med effektivt arbejde med masser af små resultater, har det været ret skønt bare at droppe at lave mad i et alligevel rodet køkken (ja, mit!) og så at tage ud og spise. Allerbedste New York style. Bare tilføjet lidt frankofil sommer og så laid back stemning. Tog med en god veninde på café Pixie, der ligger på Bopa Plads. De har vist udvidet med et fint ekstra baglokale i samme hyggelige klunserstil og så en fin lille gård. Og jeg kan kun anbefale at man prøver deres chokolademousse med mørk og hvid chokolade og en delicious kokoskugle på toppen. Akkompagneret af rødvin. Absolut mums! Og det var nogle søde piger, der serverede. Try it out there!

Information overload

Jeg tror nok, jeg er ved at drukne i information overload. Det er derfor, jeg ikke har været specielt produktiv selv – og det lider bloggen her jo under. I dag downloadede jeg cirka 6 apps på praktikpladsen, da jeg lige skulle researche på augmented reality. Og så faldt jeg over en 3-4 blogs, som jeg så også tilføjede min reader. To tech-blogs, en blog om herreekvipering og så… de sidste 1-2 stykker har jeg glemt igen, men det må jo så være noget spændende. På engelsk hele dynen – for nu går det nok ikke længere kun at gemme sig i andedammen af danske websites. Uh, så er vi tilbage til information overload. Anyway, jeg satser på at denneher lillebitte skriveøvelse kan sætte lidt fut i bloggen igen!

Sunny Sunday

Ah, hvor har det været en skøn weekend med detteher vejr. Burde være en menneskerettighed at have adgang til blå himmel og lune vinde ad libitum. Sval brise var jeg lige ved at skrive, men det ville nok være at tage munden for fuld. Men i hvert fald er der perfekt vejr til at flashe min fine, nye skindjakke fra Selected Femme i dag. Først en ordentlig truckerbrunch på alleryndlingeste Canteen på Nordre Frihavnsgade sammen med to veninder, hvoraf den ene var Canteen-novice. Derefter spadserede vi en længere tur på vores flade konvolutter. 7,4 kilometer rundt om samtlige københavnske søer lige fra Sortedams Dossering i øst til… ehm, Peblingesøen i vest. Hed den det? Sammen med resten af den københavnske befolkning. Og så var der også tid til lidt saftevand ude på altanen. Så er der vist skudt gang i altansæsonen. Stødte lige ind i en bekendt her på vejen, der fortalte, at hun var flyttet nogle opgange væk, til en tre-værelses med have i samme ejendom. Jeg skal vist instant have skrevet mig selv op på den interne venteliste. Gad godt have en lillebitte have i stedet for to kvadratmeter altan. Kunne snildt bruge en hel sommer på at læse, vegetere og drikke saftevand udenfor med fri mulighed for at flashe mere end man måske kan tillade sig ovre i Fælledparken. Ahm, sunny sunday. Nu skal jeg læse til i morgen, for nu varer det ikke så længe inden projekthelvede SS 2011 går i gang.

ITU – perfekt springbræt for iværksætteri

Så har jeg lige hørt, at et par af mine studiekammerater fra ITU også er ved at etablere deres egen virksomhed. De satser på at udvikle apps til mobiltelefonen og lave mobile sites samt almindelige websites i CMS og webshop. Og så har de fundet på det fineste, mest konkrete navn, som faktisk minder lidt om StreetSigners. Mon der anes en ny mini-domæne-mode i at skrive endelser i flertal og på engelsk? Og så synes jeg bare, det er skønt at høre, at der er så mange studerende fra ITU, der vælger at etablere virksomhed – mange endda i studietiden. På ITU, har en undersøgelse vist, er 2,4 procent af kandidaterne selvstændige et år efter, at de har færdiggjort deres uddannelse, mens gennemsnittet for landets andre universiteter er på 1,1 procent, skriver Computerworld her. ITU sammenlignes også med et mini Silicon Valley her. Det beviser jo, at man virkelig lærer noget konkret og anvendeligt derude i i det futuristiske glashus på Amager – og får masser af inspiration til at udføre teorierne til praksis i erhvervslivet. Mange af de meget praktisk orienterede ITU projekter giver da også god inspiration til at man enten kobler det på et projekt man allerede har, eller at det er derfra, den gode forretningside opstår. StreetSigners har da også været grobund for et par af mine ITU projekter, ligesom jeg har arbejdet med E-learning og interaktionsdesign. Og nå ja, så tror jeg også, at erhvervslivet generelt er glade for ITU’ere. Så det er jo rigtig godt med den kombination af ITU, IT- og forreningskompetencer og så iværksætteri. Også selv om ITU som en konsekvens må glide lidt i baggrunden, når man skal satse på at udvikle forretningen.

StreetSigners – nu som kursusvirksomhed!

Det er altså sløjt så lidt og sporadisk jeg får blogget. Men det betyder jo heller ikke, at jeg bare ligger og sover. Faktisk er det sådan cirka tværtimod. Der er knald på. Hele tiden. Og mit allerseneste påfund er, at jeg har fået etableret en virksomhed. Ja. På voksen-måden med CVR nummer og det hele. Sammen med den kære Torsten, som jeg dog ikke kan linke til, men han kan findes her. Virksomheden hedder StreetSigners, og I har jo nok hørt lidt om den. Og hvis ikke, så har jeg lagt en fin lille reklame for vores lille nebengesjæft ind her til højre. For nu skal vi lige peppe besøgstallet lidt op. Og hvad er det så for en virksomhed, spørger den årvågne læser. Det er såmænd en dedikeret kursusvirksomhed – med speciale i tegnsprog. Leveret af døve, der har sproget som modersmål. Bedre får man det ikke. Jeg startede projektet som en overspringshandling fra IT universitetet maj sidste år. Et website, hvor man kunne se alle mulige mennesker kaste med håndtegn. At tegnsprog også kunne være cool og sexy. Og det kan man jo sådan set stadig se. Vi fortsætter med at producere små, finurlige tegnsprogstutorials om alt mellem himmel og jord. En af ideerne er at samle tegnnavnene på tidernes største diktatorer; det bliver det rene sjov og spas. Gæt, hvad Hitler hedder? Nå men gennem året der er gået, har vi fået flere og flere henvendelser om, ikke vi kunne arrangere tegnsprogskurser for forskellige folk? For den slags, tegnsprogskurser altså, er der vitterligt næsten ikke nogen ordentlige af her i Danmark, i hvert fald ikke nogen tilgængelige – eller som er til at betale for. Det vil vi gerne lave om på. På den tilgængelige, sjove og knaldgode måde. I kan se hvilke tilbud vi har nu; og inden længe satser jeg på at kunne annoncere med de to-tre dygtige undervisere, der skal stå for at undervise – og så en helt konkret dato for det første hold. Er der nogen derude, der kunne tænke jer at være blandt de første? Og hvis der i øvrigt er nogen friske, unge døve, eller måske tegnsprogstolkestuderende, der kigger efter lidt studiejob – så hold jer ikke tilbage med at kontakte os. Og det samme skal I gøre, hvis I drømmer om at lære lidt tegnsprog. Det har jeg vist sagt før, men man kan jo ikke gentage det nok. Måske til jeres egen mini kompetencebank, det er da blæret at kunne føje endnu et sprog til, men det er jo også en mulighed, at nogen af jer repræsenterer en arbejdsplads, en skole eller en institution, som er interesseret i et kursus. Nå nok reklame… det hele er i hvert fald temmelig spændende lige nu. Måske jeg skulle se at blogge noget mere om iværksætteri – for det inspirerer mig også at læse om andres start-up historier. Hej hej. Og husk at kigge ind forbi StreetSigners!