Forvirrende tanker i hovedet

ADHD er når man har svært ved… hey se, et egern! er der en Facebookgruppe, der hedder. Og det karaktiserer meget mine meget forvirrende tanker oppe i hovedet for tiden. Jeg er næsten ikke til at snakke med for tiden, fordi der er så meget deroppe, der myldrer. Forvirringen skyldes mest mit studie, for jeg har virkelig ikke kunnet udføre alle de forkromede planer jeg havde ved semesterstart, og det plager mig meget. Specielt fordi der er gået næsten 2 uger ud af de 4 ugers projektperiode vi har, og jeg er stadig ikke helt kommet ud af starthullerne. Også selv om jeg reducerede 16 ugers projekt til 4 ugers projekt. Problemformuleringen svæver stadig. Hver gang jeg forsøger at gøre noget ved det, så er der altid noget andet, der optager mine tanker. Det er meget, meget mere spændende, givende og resultatskabende at arbejde. Både med opgaverne på min praktikplads, hvor jeg er ved at blive en haj til SEO og Google Adwords og specielt i forbindelse med StreetSigners, hvor vi jo er kommet i gang med CVR nummer, bankkonto, kontorfællesskab, netværk, inspirational talks og de første tegnsprogskurser samt udvikling af de første undervisningsmaterialer. Men så er der jo studiet… et meget spændende og givende studie. Spændende fag, spændende projektidé. Men jeg kan simpelthen ikke overskue det hele på en gang. Og hver gang er det mit 4 ugers projekt om mobile marketing og Carlsberg (som i øvrigt slet ikke er til at få fat i) som står som taberen. Nu er jeg ved at komme dertil, at jeg nok må give den alt hvad jeg har på de dage, jeg 100% har afsat til projektet. Når jeg det på 2 uger (med eller uden Carlsberg) så er det fint. Og jeg må nok acceptere, at det ikke bliver med noget flot resultat. Når jeg det ikke… så må jeg smide håndklædet i ringen og sige, at jeg så må nøjes med een eksamen i Mobile Business Strategy og så tage 3 fag + 4 ugers projekt næste semester i stedet. Men jeg kan virkelig ikke lide at smide noget håndklæde i nogen ring – men jeg er nået frem til den erkendelse, at hvis tingene brænder på, så må man tage nogle benhårde prioriteringer. Hvad er vigtigt nu? Og hvad er vigtigt på sigt? Og de har også konsekvenser, prioriteringerne, og dem må man så også tage med. Men på den anden side, så er det jo ikke sådan, at det IKKE er en læreproces, det jeg har gang i. Det er lærerigt,  og det er jo også vidunderligt med alt det spændende, der sker… hey, se et egern! Nå, på den igen…

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *