Det gode blogindlæg – og tre læseværdige damer!

Ferietid. Jæs. Læsetid. Og måske blogtid? I dag skal vi snakke om blogs. Jeg har det en anelse ambivalent med blogs for tiden. Min RSS-læser bliver længere og længere dag for dag (mm, glæder mig til at min iPad Paloma Picasso I arriverer) ligesom der desværre også er længere og længere mellem mine egne indlæg. Der er efterhånden mange blogs, jeg hurtigt skøjter hen over. Det meste føles efterhånden som semi-ligegyldigt ævl. Måske jeg efterhånden synes det er letkøbt at dyrke en blog, hvor man bare poster en masse billeder af… sig selv. Sammen med retoriske almindeligheder. Og har man ikke ord, kan man da fotografere sine outfits. Kan man ikke? Store billeder, så er din blog rigtig. Måske jeg bare skulle rydde op i min RSS-liste? Og droppe alle de ukreative blogs (og her også om tech og business) Måske er det mig, der er en træt, gammel dame? Men jeg savner faktisk lidt at blive forført… enten af ord eller af bloggerens liv, eller et tredje skævt indslag. Men så fandt jeg lige pludselig tre blogindlæg i dag, som jeg faktisk syntes var gode. Og tænkte, at jeg ville hylde det gode, velskrevne (og ikke-billed-ledsagede) blogindlæg. Det første indlæg er fra min veninde Cathrines hånd. Hun er taget på en radbrækkende tur til Sydamerika. At læse hendes rejseblog O Mejdal, where art thou? er en sand fornøjelse. Og fortrinlig inspiration til selv at give den hele armen med at formulere spidsfindigheder. Den dame kan skrive – og hun kunne helt sikkert leve af det. Det var en fornøjelse at læse hendes seneste indlæg Viva la México. Cathrine kan nemlig mange fine fremmedord fra litteraturvidenskab, og hun benytter dem i flæng. Og nu hvor vi er ved fornøjelige indlæg, så klukkede jeg mig også gennem Anne (fra O’Manne Light) Århusmænd: En hvem og hvor-guide – som jeg hermed også vil anbefale videre. Og det tredje blogindlæg finder man henne hos Tine Tholander. Hende er jeg for nylig faldet over – gennem barnefaderen, som jeg kender fra SDU i Odense – og hun skriver virkelig fortrinligt, men nu kan hun også noget med ord, ligesom Anne – og Cathrine, for den sags skyld. Normalt gør jeg ikke så meget i babyer og familieliv og sådan noget, men Tine formidler det liv på en ganske underholdende måde – især med indlægget fra i dag. Det var så tre læseværdige damer, som ikke er omspundet af så meget hype (ikke det, jeg ved af) som jeg gerne vil anbefale videre. Klinisk renset for billeder af dem selv.

Min herlige dag

Jeg har haft en fantastisk dag i dag. For første gang i lang tid har jeg haft energi om aftenen. Det startede med at jeg vågnede alt for tidligt i morges og dermed fik tid til at stene ude på morgenaltanen med morgenmaden. Bare glo lidt på himmel og træer, lissom. Besluttede mig for at gå tidligt fra arbejde samme dag. Fik så hooket en date op med veninde i Kongens Have og tog på arbejde. Det lykkedes mig at vriste mig fri kl. 15.15. Afsted til en gang solbadning, pludder og bladlæsning. Da det blev henad aften tog vi på Skt. Hans torv og fik en Pussyburger. Byens bedste fritter, siger jeg bare. Seriøst nam. Holdt dog snitterne fra dem – spiste ikke så mange, som jeg kunne. Således kan man jo fyldes med svulmende selvglæde – omend en stor del af fortjenesten faktisk var hos veninden, der insisterede på, at jeg ikke måtte spise det hele. Og så cyklede jeg hjem og kiggede forbi søsters nye lejlighed incl. en masse flytterod. Så hyggeligt nu at have familie cirka 30 meter herfra. Så kan man bare stikke hovedet ind forbi. Og min superfine dag er sluttet af med en spadseretur gennem kvarteret ved Lyngbyvej, hvor der er nogle kartoffelrækkelignende huse. Tophyggeligt – fik også spottet flere på min alder, der tilsyneladende boede der. Sad med deres venner i de små haver og drak rødvin kl. 21.30. Vil også have sådan et liv! Det må da komme en dag, måske der skal kløs lidt på? Rundede så en anden veninde, afleverede nogle nøgler og fik en lille sludder. Og så spadserede jeg hjem på mine flade konvolutter. Godt tanket op af energi fra at trisse rundt. Meget tiltrængt oven på mange dage med nonstop arbejde, pligter og opgaver. Må huske at tage mig mere tid til bare at glo ud i luften – og allerhelst udenfor i frisk luft og dejligt vejr.

Slap-auw

Ah, i aften giver jeg den hele armen som Onslow. Iført wifebeater og slap-auw-bukser. Selskabet er sofaen og en stak magasiner fra Aller, som jeg har sakset fra praktikpladsen. Bål? Hvad for noget? Overvejer i stedet at tage på miniretreat i det Mettiske spa- og wellnesscenter. Købte en badeværelseslampe-dims i Silvan i ren desperation, fordi der kom en elektriker og fiksede den farlige installation. Den nye lampe ser sådan ud. En vred sol. Don’t like! Måske jeg bare skulle tage en lur i stedet?

20110623-092354.jpg

Så er der lagt store planer

I dag organiserer jeg mit liv. Har to styks Google Calendars som jeg bruger aktivt. Nu er de sykroniseret fint og alle aftaler er sirligt indskrevet. For ikke så længe siden blev jeg indlemmet som bestyrelsesmedlem i Danske Døves Landsforbund, så i næste uge skal jeg sammen med formanden til et møde med en samarbejdsorganisation (network is key) og så er der konstituerende bestyrelsesmøde næste weekend. Altså vores første møde som ny bestyrelse. Her skal vi nok have fundet vores pladser og fordelt roller og arbejdsmængde. Og så har jeg netop meldt mig til hele 3 fag på ITU til næste semester. Social media analysis, The internet as a battlefield og Perspektiver på E-business. Alle 4 ugers projekter er skrevet, så dem skal jeg ikke skrive flere af, med mindre jeg er helt vild efter det. Jeg blev lidt for ambitiøs sidste semester, da jeg ville tage en masse fag, et praktikophold og opstart af virksomhed oven i bøtten. Det endte med at jeg så kun tog Mobile Business og skrev 4 ugers projekt. Eksamen i begge fag gik godt med et par shiny 10 taller. Det var også resultatet af at jeg blev nødt til næsten at forpuppe mig med studiet i 2-3 intensive uger. Næste semester bliver mere realistisk. Tre ITU fag, virksomhed, bestyrelsesarbejde og forberedelse til speciale, som jeg skal påbegynde til jul. Det lyder som lidt af hvert – men det passer mig ganske glimragende at have flere bolde i luften, så længe jeg kan overskue det selv og får fulgt op på tingene. Min praktikperiode på Responsfabrikken udløber den 1. juli. Skal lige have ordnet de sidste opgaver med deres nye CMS, SEO og SEM. Så har vi et par uger med intensiv arbejde omkring StreetSigners, hvor vi blandt andet skal ud og holde et par oplæg. Og der vil komme en spændende forandring med virksomheden, når Torsten kommer tilbage fra sin ferie. Derefter står den på 2 uger i Sydafrika til WFD Congress som repræsentant for Danske Døves Landsforbund. I august kaster vi os nok over virksomheden og får indført gode rutiner, så jeg også kan få passet studiet og alt det andet ved siden af. Og nu? Så skal jeg snart ud og shoppe med søster. Det med shopping er jo på sin vis også en del af det at organisere sit liv – ved at man er sikret, man hele tiden har mulighed for at fremgå repræsentabel. Sådan… nu er jeg ved at være klar til alt igen!

Ah shopping!

Mmm. Mmm. Jeg har shoppet! Efter noget, der føltes som 10.000 år minus dankort. Plus en eksamen oven i bøtten. Så må man godt ud og brænde et par håndører af. Som sagt, så gjort. Først skulle jeg en tur forbi sølvræven Gun-Britt og få trakteret garnet. Den ultimative forkælelse. Nu er mit hår ved at være kørt i stilling til projekt langt hår. Og så blev det så sent, at kun Magasin havde åbnet. Her fik jeg lige straks mine fedtede små fingre i den der kjole fra Bruuns Bazaar, der længe har været flashet i diverse modeblade. Laid back, classico og lækker. Så kan jeg rigtig gå sommeren i møde på den afslappede, boho’ish’ede måede. Kjolen er i mørkeblå som på billedet. Normalt er mørkeblå ikke lige min farve, men syntes jeg var lidt rigeligt chubby til at rende rundt offentligt i den hvidbeige farve. Jeg er så glad for den – for det første er ordentlige kjoler ikke til at opdrive i denneher sæson, og for det andet så har jeg længe haft kig på den. Jeg fik også hapset noget andet, som jeg også længe har haft kig på, men ikke rigtig har turdet at købe. Nemlig de lyserøde Mano krus. To af dem røg med ned i tasken. Og så fik jeg en idé om, at jeg vil prøve at booke en session hos en personal shopper i Magasin. For jeg kan faktisk ikke finde ud af det med tøj. Det interesserer mig i bund og grund ikke, men samtidig er det lidt vigtigt for mig at være velklædt. Og jeg har haft konstant tøjkrise lige siden det blev lunt i vejret. Kan simpelthen ikke finde ud af at købe sommertøj. Så det må jeg lige få lidt professionel hjælp til, tror jeg. Og bare rolig, mor, det er gratis. De håber dog nok, at man får købt noget af deres tøj – hvilket bestemt også er min plan. Mm, shopping!