Fredelig sameksistens mellem racer

Mener hun det virkelig, var min første tanke, da jeg læste Sørine Gotfredsens kronik i Berlingske. En kronik, der handler om ham den der væmmelige, hvis navn jeg egentlig ikke har lyst til at nævne, fordi det jo er det han vil – få omtale oven på sine umenneskelige gerninger. Nåmen damen snakker om hvor mandens had stammer fra, om ideologi og multukulturalisme, om “den pæne fløj”s forherligelse af kulturel mangfoldighed, om at islamisk og kristen kultur altid har haft vanskelige vilkår for at sameksistere fredeligt. Jeg læser kronikken som, at hun mener, det er naivt af “den pæne fløj” at tro på og argumentere for, at religioner, hudfarver og kulturer overhovedet kan leve fredeligt sammen. Og så kom jeg til at tænke på mit indtryk af Sydafrika. Og der priste jeg mig virkelig lykkelig for, at jeg ikke lever i et samfund som deres. Fra 1948-1994 lykkedes det rent faktisk den sydafrikanske regering at adskille racer – og hvor den ene race (de hvide) fik alt det gode, og den anden race måtte tage til takke med det ringere. I dag er Sydafrika stadig præget af apartheid. Mange sorte har ingen uddannelse, arbejdsløsheden er høj – og mange lever i dyb fattigdom og kriminalitet i deres egne områder, hvor ingen hvide tør komme. Hvide sydafrikanere er bedre uddannede, mange er rige, og de bor også for sig selv i hvide kvartere med (sorte) vagter og værn mod kriminalitet. Vi boede på et hotel ved vandet, i et turistområde, hvor kun hvide kom. De eneste sorte var dem, der arbejdede på stranden. Mange hvide havde store hunde – mon ikke sådan nogle krapyler er ganske effektive våben? Mod at blive overfaldet og bestjålet. Jeg mødte en (pakistansk) sydafrikaner, der talte meget dårligt om de sorte – om at de var farlige. Han var blevet overfaldet et par gange. Jeg havde alligevel det dårligt over hans udtalelser. Vold og røverier blev vi advaret så meget mod, at vi blev bange for at gå ud. Al transport i taxa, aldrig gå alene, hold jer inde efter mørkets frembrud og så videre. Og det var væmmeligt. Ud mod slutningen af vores ophold tænkte vi, at det må have været overdrevet – en frygt, der holdt os fra at bevæge os ud over bestemt afmarkerede områder. Så tog vi på marked inde i centrum, hvor der så kun, og jeg siger kun var sorte sydafrikanere. Vi var ret nervøse og havde sørget for ikke at have noget af værdi på os. Folk kiggede da også på os. Meget. Hvad er det for nogle, der bevæger sig mellem os? Jeg fik også talt kort med en sort sydafrikaner, men nåede desværre ikke at få hans version af sagen. Så mit indtryk af Sydafrika var, at mange sorte lever i fattigdom, kriminalitet og uden uddannelse, hvilket skyldes regeringens politik gennem mange år – og at hvide forskanser sig i afsikrede områder, hvor de ikke risikerer at blive angrebet. Adskillelse af mennesker. Vilkår, der umuliggør fredelig sameksistens side om side med respekt for forskelligheder. Er det virkelig sådan et samfund vi ønsker os? Jeg ved godt hvad jeg tror på. Respekt, ligeværd og tro på det bedste i andre mennesker. Og nu vil jeg ud og trave en god, lang tur – alene – uden at frygte noget som helst.

Back in Cph

Så er jeg hjemme igen. I sikkerhed. Der var godt nok meget kriminalitet i Durban. Cape Town skulle vist være sikrere, Johannesburg endnu værre. Herhjemme føles det helt underligt at kunne gå frit rundt igen. I Sydafrika, når mørket faldt på, skulle vi slet ikke gå ud. Kun med taxa. Og i større grupper. Der gik mange drabelige vandrehistorier rundt med små, hurtige ben, i løbet af kongressen. Trusler med knive i elevatorer, folk, der blev rullet lige udenfor kongrescentret, kørt væk i snyde-taxaer og hvad ved jeg. Så for at holde os på den sikre side, blev vi inde efter mørkets frembrud. Ikke særlig frit. Så vi var egentlig ret glade for at vende næsen hjemad til Danmark. Man får virkelig sat pris på, at man kan gå hvor man vil, uden at tænke på vold, kriminalitet, fattigdom og de stadig synlige rester af apartheid-tiden, de hvide holder sig til nogle områder, sorte til andre – og man blander sig i det hele taget ikke ret meget med hinanden, men skræmmer hinanden – og nogle gange er der desværre noget om snakken. Så vi er faktisk ret heldige at bo i Danmark. Det tog ellers 20 timer at komme fra Durban til Johannesburg, Johannesburg til Frankfurt, Frankfurt til København – og det med et par timers søvn takket være min smarte, oppustelige flyve-pude-dims. Nu skal jeg catche op online, der er over 250 blogindlæg at læse, en hel masse mails og nyheder, hvoraf nogle er mere væmmelige end andre. Men vi havde næsten ikke fungerende internet dernede, så jeg er ret meget bagud på mange fronter. Nåmen jeg er i hvert fald online og hjemme igen. Og lever i allerbedste velgående.

Durban, Kwa-Zulu Natal

Så er der tid til et lillebitte pip fra mig. Har været i Sydafrika i noget nær en uge. Og der har været så meget knald på, at jeg har cirka en milliard blogindlæg, der stadig står som ulæste – og så har jeg ikke været på Facebook i 4 dage. Det er personlig rekord i nyere tid. Vi har ikke wifi på hotellet, men til gengæld er der en fantastisk panorama over det indiske ocean, tror jeg nok, det hedder. Bare lidt ærgerligt for mig, at jeg bor på 2. sal og dermed må nyde udsigten af nogle træer og en flok entusiastiske morgenløbere. Vi følger et stramt program på kongressen, og to dages generalforsamling for WFD er også blevet krydset af listen. Vi fik stemt på ny formand og næstformand, fra hhv. Australien og Sydafrika – nu skal WFD rigtig spille med de internationale muskler. Og så en bestyrelseskorps bestående af bl.a. en russer, en mexicaner, en fra Bosnien, Norge, Finland, Nepal og hvad ved jeg. Meget internationalt. Og så ræser jeg fra foredrag til foredrag, afbrudt af kaffepauser og smalltalk med kendte og ukendte mennesker. Om aftenen er der deaf pub, hvor jeg så blandt andet har mødt tyrkere og sydafrikanere. Apropos Tyrkiet, så bliver næste kongres afholdt i Istanbul i 2015. Mm. Så er sommerferien om 4 år da sikret! Glæder mig allerede. Og så er der en ting til. Vi har fundet ud af, at kriminaliteten her i Durban er meget slem. Det er faktisk ikke særlig behageligt, for det afholder os fra at udforske byen, som ellers har den mest fantastiske kystlinje og behagelig klima. Men jeg håber der bliver lidt tid her de kommende dage, måske endda i dag. Om nogle dage, når kongressen slutter, er vi en lille flok på 6, der tager til Lesotho – så en lille bitte smule african feeling håber jeg da på at få. Og Cape Town er i øvrigt rykket ret højt op på rejseønskelisten. Det var så vist alt jeg kunne fortælle her på Paloma Picasso II. Hej hej til vi ses igen.

Counting down

Så tæller jeg for alvor ned til at min kleppert af en Airbus A38 i aften letter til South Africa. København-Frankfurt-Johannesburg-Durban. Gad vide, om der er Internet på flyet? Så kan jeg personligt tilse mine data, som jo også ligger oppe i skyen. Høhø. Var det ikke en god vits – det var egentlig min far, der fandt på det. Jeg har pakket en kæmpekuffert og tilføjet alt fra safari, LBD, kondisko til stiletter – tøj, der matcher business and pleasure. Der er vinter dernede i Durban. Det svarer nok til en gennemsnitlig dansk sommer. Jeg får også travlt, hvis jeg skal nå at hente et par e-bøger ned til Paloma Picasso II (min iPad, hvis nogen skulle være i tvivl) for jeg satser på at rejse 100% bogfrit. Fagre nye verden. Nu må jeg løbe, for jeg vil lige nå at støvsuge og at printe nogle dokumenter ud, for det kan jo være, at der er nogle nazi-skrankepaver, der ikke tager iPad dokumenter for gode varer, men insisterer på at inspicere den fysiske papirversion. Jeg agter at twitte fra turen – hvis projektet lykkes – mere end at opdatere på Facebook, som nok mere bliver forbeholdt billeder af den hedonistisk udsvævende art (madbilleder, drink-billeder og andre forherligende billeder, hvis der skulle herske noget tvivl) Og så må I ellers have det godt.

WFD forvirring og excitement

Jeg har drønet rundt og været semiforvirret. Nu er jeg så småt på vej til at tune mig ind på South Africa. Jeg skal til Sydafrika på torsdag. Vi flyver med Lufthansas Airbus 380. Destination Durban. World Federation of the Deaf (WFD) Congress. Jæs, jeg skal udstationeres som DDL-repræsentant og vi skal til WFD generalforsamling sammen med resten af døveverdenen. Og det er i bogstaveligste forstand verden, vi snakker om. 131 lande er medlemmer. 192 lande har endnu ikke joinet ordenen. Har lige, på Paloma Picasso, forceret et samlet værk af diverse hemmelige årsberetninger og materialer fra WFD, og der namedroppes i stor stil. Der omtales folk fra alle leder og kanter af verden. Der omtales UNESCO flagship meetings, der er aktiviteter i Panama, Kirigistan og Côte d’Ivoire. WFD’s Panel of Experts og andre hemmelige agenter rykker ud. Og på homo-området har vi faktisk to danske eksperter. WFDs hær af døve jurister arbejder intensivt med FNs handicapkonvention, som Danmark har været dårlige til at tage til sig. Ligesom tegnsprog anerkendes i lande verden over. Senest i Peru. De må have jublet i Lima. Men i København sker der ikke en dyt. Vi hviler nemlig i vores egen selvfedme. Der omtales flere WCAR Deaf Human Rights Training workshops i Central- og Vestafrika, som er et indsatsområde for WFD. I Afrika taler de fransk, engelsk og portugesisk. Blandt andet. Og swahili. Og en million andre sprog. WFD har lige nu finsk hovedsæde. Det finske udenrigsministerium har lagt en pæn slat penge i organisationen. Honduras, Mali og Somalia er nye WFD medlemslande siden 2007. Der opstiller tre nye formandskandidater fra England, USA/Norge og Australien. Terry Riley. Joseph Murray og Colin Allen. To er kendte. En er ukendt. Vi medlemslande skal tage stilling til hvem, vi vil have. Skal vi sætte mere fokus på Asia Pacific? Asien og Stillehavsøerne. Korean Association of the Deaf. Sportshaller i Kuwait. Der er bare et helt særligt hemmeligt skær over WFD, for der er ikke rigtig nogen, der ved hvad det er for noget. De siger ikke så meget til omverdenen, men laver bare en masse aktiviteter, som ingen kender til på overfladen. Lidt ligesom Illuminati-ordenen. Eller Talamasca-ordenen. Jo, jeg tror, jeg snart er ved at være klar til at afrapportere fra le Afrique i komplet, nyindkøbt safaristil. Vi skal i øvrigt også besøge kongedømmet Lesotho. Og ja… dette her indlæg er vist lige så forvirret som mine myldrende tanker!

Say hello to Paloma Picasso II

Jeg var kommet godt i gang med at skrive noget, da UPS-fyren ringede og meddelte, at han stod hjemme hos mig. Og jeg vidste jo godt, hvad han havde til mig – nemlig Paloma Picasso II, som jeg bestilte på nettet her forleden. Så fik rigtig travlt med at suse hjem for at tage imod min fine, fine spritnye iPad 2. Og ja, den hedder Paloma Picasso. Og er føjet til familien MacIntosh, der består af Margot MacIntosh og Michel Angelo MacIntosh. Freakish? Det tror jeg nok. Men hvor føles det fint og rart og dejligt, dybt materialistisk at besidde hele tre skærme, en maxi, en medium og en mini. Paloma bliver super til at stene i sofaen med – men jeg skal lige have fundet ud af, om man overhovedet bør have iPhone apps på ens iPad? Eller om man skal holde sig til de særligt udviklede iPhone apps og så ellers bruge Padden til almindelig browsing og læsning af bøger. Håber, jeg kan få læst rigtig meget på Paloma – synes allerede nu at kunne mærke, at papiret får en ny dimension på Padden. Både aviser, magasiner… og endda blogs. Og mon ikke man kan bruge Paloma som transportabel notesbog… og til film… og til så meget andet. Er der nogen af jer derude, der ellers kan sige noget om, hvad en iPads helt særlige force er?

Driv-den-af-dag

Det er dejligt at have sådan en slags ferie. Kom dryssende på the Hub ved en 10-stykker med en kop kaffe i hånden, fra nyligt åbnede Superkaffeforsyningen på Møllegade, der er startet op af en ung fyr. Det er et sted, jeg kan lide, fordi det er en lille nørrebro-joint, og fordi de kalder deres espressomaskine for Emma. Jeg kan godt lide mennesker, der giver ting navne. Som jeg selv gør. Og så har de en blog, hvor en Robert, vistnok ejeren, jævnligt blogger om stedets opstart og tankerne bag. Hyggeligt. Jeg bestilte så en kaffe helt uden sukker. Jeg arbejder nemlig stadig på sagen med det sukkerfrie liv. Nå og så har dagen i dag ellers været temmelig afslappet. Så meget, at jeg ikke engang ved hvad jeg skal lave i aften. Sikke en luksus. Sikke zen. Kunne vaske op. Eller rydde op… eller bladre i min nyligt lånte selvhjælpsbog til mænd: 4 ugers arbejdsuge – lev hvor du vil og bliv rig på en ny måde. Mm. Ferie. We like. PS. Og så synes jeg faktisk efterhånden ikke længere, at mine negle med farve på ser syge ud. De ser snarere… pikante ud. På en interessant måde. Lidt color-splash til mine ellers lidt konservative beklædningsfarver.

Ny neglelak

Købte en lillebitte ting på loppemarked i går. Denneher neglelak fra Essie af min veninde. Hun syntes, hendes fødder så syge ud med dem på. Jeg er tilbøjelig til at give hende ret. Men prøver lige en dag med dem på – for farven er jo ganske fin inde i glasset!

20110704-080029.jpg