Durban, Kwa-Zulu Natal

Så er der tid til et lillebitte pip fra mig. Har været i Sydafrika i noget nær en uge. Og der har været så meget knald på, at jeg har cirka en milliard blogindlæg, der stadig står som ulæste – og så har jeg ikke været på Facebook i 4 dage. Det er personlig rekord i nyere tid. Vi har ikke wifi på hotellet, men til gengæld er der en fantastisk panorama over det indiske ocean, tror jeg nok, det hedder. Bare lidt ærgerligt for mig, at jeg bor på 2. sal og dermed må nyde udsigten af nogle træer og en flok entusiastiske morgenløbere. Vi følger et stramt program på kongressen, og to dages generalforsamling for WFD er også blevet krydset af listen. Vi fik stemt på ny formand og næstformand, fra hhv. Australien og Sydafrika – nu skal WFD rigtig spille med de internationale muskler. Og så en bestyrelseskorps bestående af bl.a. en russer, en mexicaner, en fra Bosnien, Norge, Finland, Nepal og hvad ved jeg. Meget internationalt. Og så ræser jeg fra foredrag til foredrag, afbrudt af kaffepauser og smalltalk med kendte og ukendte mennesker. Om aftenen er der deaf pub, hvor jeg så blandt andet har mødt tyrkere og sydafrikanere. Apropos Tyrkiet, så bliver næste kongres afholdt i Istanbul i 2015. Mm. Så er sommerferien om 4 år da sikret! Glæder mig allerede. Og så er der en ting til. Vi har fundet ud af, at kriminaliteten her i Durban er meget slem. Det er faktisk ikke særlig behageligt, for det afholder os fra at udforske byen, som ellers har den mest fantastiske kystlinje og behagelig klima. Men jeg håber der bliver lidt tid her de kommende dage, måske endda i dag. Om nogle dage, når kongressen slutter, er vi en lille flok på 6, der tager til Lesotho – så en lille bitte smule african feeling håber jeg da på at få. Og Cape Town er i øvrigt rykket ret højt op på rejseønskelisten. Det var så vist alt jeg kunne fortælle her på Paloma Picasso II. Hej hej til vi ses igen.

2 tanker om “Durban, Kwa-Zulu Natal”

  1. Dejligt at høre lidt dernedefra, men vi vil gerne høre meget mere!!! Helst krydret med billeder af løver og tigre (nå, nej) og andre vilde dyr…

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *