Fredelig sameksistens mellem racer

Mener hun det virkelig, var min første tanke, da jeg læste Sørine Gotfredsens kronik i Berlingske. En kronik, der handler om ham den der væmmelige, hvis navn jeg egentlig ikke har lyst til at nævne, fordi det jo er det han vil – få omtale oven på sine umenneskelige gerninger. Nåmen damen snakker om hvor mandens had stammer fra, om ideologi og multukulturalisme, om “den pæne fløj”s forherligelse af kulturel mangfoldighed, om at islamisk og kristen kultur altid har haft vanskelige vilkår for at sameksistere fredeligt. Jeg læser kronikken som, at hun mener, det er naivt af “den pæne fløj” at tro på og argumentere for, at religioner, hudfarver og kulturer overhovedet kan leve fredeligt sammen. Og så kom jeg til at tænke på mit indtryk af Sydafrika. Og der priste jeg mig virkelig lykkelig for, at jeg ikke lever i et samfund som deres. Fra 1948-1994 lykkedes det rent faktisk den sydafrikanske regering at adskille racer – og hvor den ene race (de hvide) fik alt det gode, og den anden race måtte tage til takke med det ringere. I dag er Sydafrika stadig præget af apartheid. Mange sorte har ingen uddannelse, arbejdsløsheden er høj – og mange lever i dyb fattigdom og kriminalitet i deres egne områder, hvor ingen hvide tør komme. Hvide sydafrikanere er bedre uddannede, mange er rige, og de bor også for sig selv i hvide kvartere med (sorte) vagter og værn mod kriminalitet. Vi boede på et hotel ved vandet, i et turistområde, hvor kun hvide kom. De eneste sorte var dem, der arbejdede på stranden. Mange hvide havde store hunde – mon ikke sådan nogle krapyler er ganske effektive våben? Mod at blive overfaldet og bestjålet. Jeg mødte en (pakistansk) sydafrikaner, der talte meget dårligt om de sorte – om at de var farlige. Han var blevet overfaldet et par gange. Jeg havde alligevel det dårligt over hans udtalelser. Vold og røverier blev vi advaret så meget mod, at vi blev bange for at gå ud. Al transport i taxa, aldrig gå alene, hold jer inde efter mørkets frembrud og så videre. Og det var væmmeligt. Ud mod slutningen af vores ophold tænkte vi, at det må have været overdrevet – en frygt, der holdt os fra at bevæge os ud over bestemt afmarkerede områder. Så tog vi på marked inde i centrum, hvor der så kun, og jeg siger kun var sorte sydafrikanere. Vi var ret nervøse og havde sørget for ikke at have noget af værdi på os. Folk kiggede da også på os. Meget. Hvad er det for nogle, der bevæger sig mellem os? Jeg fik også talt kort med en sort sydafrikaner, men nåede desværre ikke at få hans version af sagen. Så mit indtryk af Sydafrika var, at mange sorte lever i fattigdom, kriminalitet og uden uddannelse, hvilket skyldes regeringens politik gennem mange år – og at hvide forskanser sig i afsikrede områder, hvor de ikke risikerer at blive angrebet. Adskillelse af mennesker. Vilkår, der umuliggør fredelig sameksistens side om side med respekt for forskelligheder. Er det virkelig sådan et samfund vi ønsker os? Jeg ved godt hvad jeg tror på. Respekt, ligeværd og tro på det bedste i andre mennesker. Og nu vil jeg ud og trave en god, lang tur – alene – uden at frygte noget som helst.

6 tanker om “Fredelig sameksistens mellem racer”

  1. Uden at have læst kronikken i øvrigt, så er min umiddelbare holdning den, at vi kan snakke fra nu og til dommerdag uden at det vil rykke så frygteligt meget, med mindre vi lægger handling bag ordene og samtidigt gør os klart, at der ER forskel og denne forskelserkendelse, skal komme ind og spille så tidligt som overhovedet muligt i forhold til nye og kommende generationer af danskere med andre kulturelle inputs end vore.

    Med forskel mener jeg kulturelle og forståelsesmæssige forskelle.

    Du skal ikke længere væk end døve vs hørende, før du finder de samme ting. Først når vi erkender, at døve er anderledes og fungerer på nogle kommunikativt såvel som (siger nogle) kulturelle præmisser får vi noget der ligner ligeværdig sameksistens.

    Hvad der imidlertid tit sker er, at vi istedet forsøger i inklusionens hellige navn at ensrette under mottoet, at ingen skal føle sig udenfor det store fællesskab. Så hellere behandle alle ens og være på den “sikre” side, end at åbne øjnene for de mange små nuancer der ER der, men som vi blindt tilsidesætter og som ikke nødvendigvis behøver være negative, hvis ellers vi lærer at respektere dem,

    Vi kunne spørge os selv: Hvad er en dansker for en størrelse?
    Hvornår er man dansk?

    Vin opererer med generationstanken. 1.2.3….. hvor mange generationer skal man egentligt have været her, før man kan kalde sig dansk?

    Hvis jeg rejste til en anden kultur og hele tiden mødte holdningen, at jeg ikke var rigtigt, så har jeg en rimelig fornemmelse af, hvad min reaktion ville blive. – døve gør det samme – de søger hinanden, når ingen andre rigtigt gider eller patout søger at presse dem ned i nogle rammer der alt for tit hedder at “vil du os noget, så må du blive ligesom os”.

    Så vi kan snakke og snakke til ørerne falder af og har gjort det i flere årtier efterhånden hvad angår indvandrerspørgsmålet – ændrer vi ikke rammerne, kan vi blive ved med det uden at det rykker en tøddel.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *