WFD forvirring og excitement

Jeg har drønet rundt og været semiforvirret. Nu er jeg så småt på vej til at tune mig ind på South Africa. Jeg skal til Sydafrika på torsdag. Vi flyver med Lufthansas Airbus 380. Destination Durban. World Federation of the Deaf (WFD) Congress. Jæs, jeg skal udstationeres som DDL-repræsentant og vi skal til WFD generalforsamling sammen med resten af døveverdenen. Og det er i bogstaveligste forstand verden, vi snakker om. 131 lande er medlemmer. 192 lande har endnu ikke joinet ordenen. Har lige, på Paloma Picasso, forceret et samlet værk af diverse hemmelige årsberetninger og materialer fra WFD, og der namedroppes i stor stil. Der omtales folk fra alle leder og kanter af verden. Der omtales UNESCO flagship meetings, der er aktiviteter i Panama, Kirigistan og Côte d’Ivoire. WFD’s Panel of Experts og andre hemmelige agenter rykker ud. Og på homo-området har vi faktisk to danske eksperter. WFDs hær af døve jurister arbejder intensivt med FNs handicapkonvention, som Danmark har været dårlige til at tage til sig. Ligesom tegnsprog anerkendes i lande verden over. Senest i Peru. De må have jublet i Lima. Men i København sker der ikke en dyt. Vi hviler nemlig i vores egen selvfedme. Der omtales flere WCAR Deaf Human Rights Training workshops i Central- og Vestafrika, som er et indsatsområde for WFD. I Afrika taler de fransk, engelsk og portugesisk. Blandt andet. Og swahili. Og en million andre sprog. WFD har lige nu finsk hovedsæde. Det finske udenrigsministerium har lagt en pæn slat penge i organisationen. Honduras, Mali og Somalia er nye WFD medlemslande siden 2007. Der opstiller tre nye formandskandidater fra England, USA/Norge og Australien. Terry Riley. Joseph Murray og Colin Allen. To er kendte. En er ukendt. Vi medlemslande skal tage stilling til hvem, vi vil have. Skal vi sætte mere fokus på Asia Pacific? Asien og Stillehavsøerne. Korean Association of the Deaf. Sportshaller i Kuwait. Der er bare et helt særligt hemmeligt skær over WFD, for der er ikke rigtig nogen, der ved hvad det er for noget. De siger ikke så meget til omverdenen, men laver bare en masse aktiviteter, som ingen kender til på overfladen. Lidt ligesom Illuminati-ordenen. Eller Talamasca-ordenen. Jo, jeg tror, jeg snart er ved at være klar til at afrapportere fra le Afrique i komplet, nyindkøbt safaristil. Vi skal i øvrigt også besøge kongedømmet Lesotho. Og ja… dette her indlæg er vist lige så forvirret som mine myldrende tanker!

3 tanker om “WFD forvirring og excitement”

  1. Ja, det er noget stort, verdenskongressen, men efterhånden ser man at det er især udviklingslande som mest får ud af det, de kan jo ikke rejse så meget rundt. I stedet satser de nok mere på, at tingene sker ved kongressen, udveksling, empowerment, etc. DK fx har jo mest været med pga de internationale aktiviteter, udviklingsarbejdet, etc.

    På nordisk plan er man jo med på en anden måde, som involverer folk (medlemmerne) mere end ved verdenskongressen vha. kulturelle events, lejre, pensionisttræf, osv.

    Men hvad får medlemmerne præcis ud af kongressen og WFD, er stadig ikke helt nemt at definere, men det er som så meget andet, at man som organisation skal være til stede, og man er med til at hjælpe de andre. Ligesom det danske udviklingsarbejde, som jo er ret omfattende, men ikke rigtig ligger tæt på den almindelige danskers hverdag/bevidsthed.

    Men jeg har ikke rigtig været klar over hvem der er de danske experts, og hvad deres funktioner er? Måske kunne DDL lave lidt mere info, eller skal man bare søge, og you’ll get it.

    Så får du også truffet bekendtskab med afrikaans, som faktisk er gammelhollandsk, for et par hundrede år siden, hvor nederlænderne styrede landet med et jerngreb!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *