StreetSigners.dk update

Så gik der lige alligevel flere dage uden at blogge, selv om jeg proklamerede, at jeg ville blogge dagligt igen. Anyway, lidt blogging er jo bedre end ingen blogging. Også, selv om det kan gå hen og blive helt ekstremt nørdet. Hvad er det så, jeg går og laver? Ja. Det er faktisk nørdet. Lige nu er det som om at al min tid går på StreetSigners. Jeg shiner vores website op, altså produktet, så meget som det overhovedet er muligt, for jeg ved, at jeg slet ikke får tid til det, når studiet starter. I dag har jeg specielt kælet for sektionen om StreetSigners. Der er nemlig sket ting og sager det seneste halve år. Fra at være et fritidsprojekt til at være business med uafhængig matrikel. Jeg har fået skrevet StreetSigners – en socialøkonomisk virksomhed og så Vores koncept og historie. Det har faktisk været ret sjovt at skrive. Så megen viden jeg rent faktisk har gemt inde i hovedet – men som jeg ikke har fået nedfældet på papir. Eller på web. Tacit viden hedder det, har jeg lært på ITU. Og så har jeg indsat en stump kode, så vi igen kan spore StreetSigners på Analytics. Lige i øjet, at jeg har faget T17 Social Media Analytics på ITU den kommende semester. Om det så hænger sammen med det vi har gang i på StreetSigners, ved jeg ikke, det må vi finde ud af. Torsten har også ret travlt. Han har fået gang i Vimeo, og vi er i gang med at få konverteret alle vores tegnsprogstutorials dertil. Så uendelig meget bedre kvalitet – og sikke en skarphed. Ah, skønt. Nu mangler vi lige at finde ud af, om man kan få en dims til iPhone 4, så man undgår at ryste så meget med kameraet. Det mener jeg, at man kan skaffe. Og ja, vi laver virkelig vores tegnsprogstutorials med iPhonen. Hvem siger, man skal have et monsterdyrt kamera for at producere noget effektivt? Jeg står fast ved at det er den gode idé, der driver værket. Nå og nu til business-delen. Der er åbnet op for, at man kan annoncere hos os. Enten for sin business, hvis vi rammer et marked for virksomheden, men en støtte-annonce (det går jo til et godt formål) vil også falde et temmelig tørt sted hos os. Det at annoncere hos os har man længe kunnet, men vi har bare aldrig rigtig skiltet med det. Og så har vi fået lagt vores fine, fine tegnsprogs ABC plakat op på sitet – du kan se og købe vores plakat lige her. Nu venter vi så bare på, at bestillingerne strømmer ind. Jeg synes faktisk det er en fed plakat. Den matcher nok børneværelset bedst, specielt, hvis man har børn i skolestarts-alderen, der ville syntes, det var sejt at kunne ABC på tegnsprog. Alternativt kunne plakaten pryde væggene på en institution – men det private hjem, i voksen-gemakkerne kan jo også gå, specielt hvis man kan se plakaten for sig i en indrammet version. Shop løs! Og det var så det, min dag er gået med.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *