Farvel farfar

For første gang i mit liv har jeg mødt døden. I modsætning til mange jeg kender, har jeg haft alle fire bedsteforældre. Indtil i går. Min farfar sov stille ind, mens vi var på vej til Århus for at se ham en sidste gang. Det gik den vej, og det var vi forberedt på, og der er jo heller ingen, der lissom har overlevet døden. Men jeg var så ikke forberedt på at se ham, og det kom jeg til. Aldrig før har jeg set nogen døde, så tanken skræmte mig, også selv om det jo bare var farfar. Det var smukt og stadig lidt skræmmende at se ham, fordi han så meget gammel ud – den sidste tid havde han knap nok spist, og det tærede på ham. Ham, der ellers var frisk, humoristisk og fuld af liv. Og hans bemærkninger vil jeg sent glemme. F.eks. hans humor omkring døden. Fx da vores oldemor blev 80, og familen diskuterede gaver – så kom det fra ham: “Det skal jo helst være noget, vi kan bruge bagefter!” og i forbindelse med hans bekendtes begravelser (når man er så gammel, må man jo strege en hel del ud i telefonbogen) så sagde han: “Hvorfor skulle jeg med? De tager jo heller ikke med til min!” Nu var han ikke grov – det var bare hans humor. Er det noget at sige til, at jeg leder efter en med samme sarkastiske humor, og at de ikke ligefrem hænger på træerne? Nå, men han kommer ikke til at sige meget sjov mere. For han døde i går kl. 10.58. Min far, søster og jeg ankom et par timer efter. Så lå han der, var gullig i huden, meget tynd og død. Ved siden af ham, på natbordet, stod der et billede af ham som flot ung soldat, fra dengang han mødte farmor i starten af 50’erne. Ved starten af hans liv. Og der lå han, ved siden af, ved livets afslutning. Det var et meget stærkt billede, som stadig står tydeligt i mit hovede. Heldigvis døde han hjemme med min farmor, hans kone gennem 58 år, ved sin side. Det er faktisk fantastisk, når man tænker over det – de har holdt sammen hele livet. Og han havde det godt lige til det sidste, han sad og grillede sine bøffer på Weber-grillen for et par uger siden. Det var kun de sidste uger, hvor det for alvor gik ned af bakke. Han var bestemt frisk i hovedet, det var bare kroppen, der sagde stop til sidst. Min farmor ville så gerne beholde ham hos sig, og det kan jeg jo godt forstå. Så specielt hun skal gennem en svær tid uden sin Ejvind. Men jeg håber, hun vil tænke på alle de gode stunder de havde sammen. Han blev 83 år gammel. Og skal begraves næste lørdag. Og selvfølgelig kommer jeg… selvom han ikke kommer med til min! Og til slut vil jeg vise et yndlingsbillede fra min farmors 75 års fødselsdag, der har prydet mit køleskab. Billedet er coveret på et kort med en fødselsdagssamg til farmor:

Hvil i fred, Erik Ejvind!

6 tanker om “Farvel farfar”

  1. Kondolerer… Det er en fin mindetale over din farfar. Han lyder til at have været en sjov mand med glimt i øjnene.

    Min mormor døde ikke for længe siden, og jeg så hende kæmpe med smerterne, mens sygehuset gjorde deres bedste for at lindre den. Men jeg ved at den dag hun døde, mærkede hun intet. Hun sov ind så at sige. Da jeg tog afsked med hende, spurgte en sygepasser om jeg var den sidste i familien der skulle se hende, og jeg svarede ja. Så gik hun hen til vinduet og lukkede op for frisk luft, hun sagde at hendes ånd nu kan finde fred og tage hjem til de andre.

    Det vil jeg altid huske som noget helt specielt.

    Vi skal alle denne vej, jeg håber bare at min går fredeligt for sig.

  2. Det er en rigtig flot mindetale du har skrevet der. Det lyder også til at han døde fredeligt og i sit eget hjem – vist den bedste måde at dø på når man når en høj alder. Dejligt for dig at du har kendt din farfar, mens du er voksen, så kender du også ham godt – hans personlighed – du har i hvertfald mange gode minder om ham (og din farmor).
    Skønt billede som pynter dit køleskab 🙂

    Kram Helle

  3. Kondolancer herfra. Det lyder som om det blev en ‘god sidste time’ med den han elskede mest. Ok, lyder lidt mærkeligt at skrive – kan ikke lige formulere mig ordentligt så sent. :/ Håber din farmor (og du, selvfølgelig!) kommer godt igennem sorgen.

  4. Tak for jeres fine kommentarer. Det lyder som I alle sammen har oplevet det selv. Men det skal vi jo også alle sammen før eller senere. Så må vi håbe det går lige så fredeligt til. Og Helle, ja, det er dejligt at have kendt ham så længe!

  5. Kære Mette,
    Det er jeg ked af at læse om. Men jeg kender selv til det og ved hvordan du har det lige nu. Det vigtigste er, at du HAR gode minder om/med ham lige til sin død. Han lød til at være en super sej mand med gode humor og bestemt med glimt i øjet! Min mormor døde også i sit hjem med min morfar ved sin side (så godt som i hans arm!)
    Håber du kommer igennem sorgen og huske de gode ting!
    Det er om at nyde nu’et!
    Kh Silja

  6. Kondolerer…
    Døden lærer man aldrig at elske, men det er som du selv skriver, den vej vi alle skal før eller senere hen. Jeg håber for alles vedkommende, at det bliver senere hen. Jeg husker da min 98 årige farmor gik bort, så var det mæt af dage og dét med et gensyn med sin mand. Jeg håber, at du og familien kommer igennem det og ud på den anden side med varme minder om ham.

    De varmeste hilsner
    Hybel.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *