Store tanker

Her kommer en meget personlig post. For at være helt åben om det, der går og optager mine tanker for tiden. Der er måske en slags konstruktiv 30 års krise under opsejling?

Fik snakket en hel del om de store linjer i livet med en af pigerne. Sådan nogle snakke er altid spændende. Vi har begge ca. det samme ambitionsniveau, men står forskellige steder i livet. Hun har i mine øjne fået sat flueben på en hel masse to-do ting i livet og er nu nået til en fase, hvor hun skal koble af og fokusere på sit næste store projekt. Uden at gå for meget i detaljer, er det projekt baby. Og hun tænker meget over, at alting skal sættes standby de næste år.

Selv står jeg et helt, helt andet sted i mit liv. Jeg har i modsætning til hende ikke fået sat flueben på alle de gængse to-do ting, fordi jeg ikke har været særlig målrettet – er mere typen, der strækker tingene ud, hvis de er rare at lave. Befinder mig altid godt i nuet, måske endda næsten for godt. Jeg har taget en halv uddannelse (BA) men så har jeg til gengæld arbejdet nogle år og startet virksomhed, som er det, der optager mig allermest lige nu.

Så jeg er meget, meget langt fra projekt baby (og hånden på hjertet; har sgu heller ikke engang mødt nogen med far-potentiale endnu) – jeg oplever allerede nu flere spørge, om ikke jeg skal i gang med det der. Faktisk irriterende med den slags samfundsforventninger.

Derfor sidder jeg disse her dage og tænker, at jeg er 30 år, og at jeg da har helt sindssygt travlt, hvis jeg skal nå alt det jeg vil, inden biologien kommer og kræver en kontant beslutning. Jeg frygter virkelig at sidde og være 40 år og føle jeg ikke har nået det jeg ville. Om det er det ene eller det andet.

Jeg ville være ked af ikke at nå at gøre min uddannelse helt færdig og at have prøvet at bo og arbejde i udlandet og så at få rigtig gang i virksomheden. Og så ville det også være spændende at prøve at sidde i en fed stilling, hvis sådan en er til at få. Ja, det er to karriere-paradokser, der sidder og råber til hinanden.

Det er jo selvfølgelig lidt forkælet og meget typisk min 80’er generation at ville det hele på en gang. Det er jeg klar over. Men alternativet er jo at ikke ville noget rigtigt. Og det synes jeg er meget værre.

Lige nu er min plan at blive færdig med mit speciale til december, da det er et klart opnåeligt mål, da jeg er i gang, og så ellers sørge for at virksomheden kører i den rigtige retning og kan blive lidt mere selvkørende, mens jeg skriver speciale (dvs. at der ikke skal startes nye projekter med mig involveret og der er mere, der skal “outsources”, så det hele kan køre)

Og så vil jeg seriøst overveje, om det er muligt at få en lidt mindre rolle fremover. Jeg står nemlig også i den situation, at jeg skal finde en form for indkomst, når jeg er færdiguddannet efter december, for vi har ikke nok til at kunne leve af virksomheden, med mindre noget stort sker i løbet af det næste halve år, og lige nu afventer vi nogle større ting. Men jeg skal kunne undværes, hvis jeg står i den situation, at jeg ingen penge får til at leve for.

Om jobbet er i Danmark eller i udlandet er vist hip som hap. Så hvorfor ikke slå udland og arbejde sammen?  Så jeg får prøvet det med udlandet som 31 årig senest. Derefter er det ved at være lidt for gammelt, synes jeg. Men jeg ved ikke om udlandet er realistisk. Måske, måske ikke.

Og derfor er det nu, jeg skal overveje, hvordan min næste større livsstrategiske skridt skal forberedes og tackles. For kan man det hele? Jeg aner ikke, hvordan tingene ser ud om et halvt år.

Alt i alt er det lidt irriterende, at jeg har det som om, at jeg har en deadline, der hedder 5 år til at nå alt det jeg vil indtil jeg evt. møder en mand og at det bliver seriøst. Men “han” står lige nu som nummer sjok på prioriteringslisten, specielt fordi det er den del af livet, jeg ikke har check på. På det punkt er jeg åbenbart ikke en af dem, der får appelsinerne til at falde ned i min turban. Men det gider jeg lige nu slet ikke at ruge over, da det er ukonstruktivt.

Set i bakspejlet skulle jeg nok have gået i gang med disse her jeg-må-hellere-nå-et-par-mål-ting, da jeg var en 26-27 stykker og så have fået gjort overbygningen færdig i en fart og flyttet til udlandet.

Men alting er vel bedre sent end aldrig… og om et halvt år er jeg nok lidt klogere.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *