Vandaliseringen af en hel by

Gennem en længere periode har jeg tænkt vredladne, mentale udbrud hver gang jeg på cykel har måttet jonglere udenom noget grimt bygningsarbejde, ofte med livet som indsats. Denne vandalisering er min hovedstad er plastret til med for tiden. Der er byggeri overalt, overalt – kan sjældent cykle 100 meter uden at se noget afspærring og byggearbejde. Har mange gange tænkt, at jeg snart måtte se at skrive et arrigt blogindlæg om denne kommunale krænkelse af gamle Hafnia.

Det har den kære hr. Holger netop så fint gjort her. Jeg citerer lige!

(…) som de fleste har bemærket, er København midlertidigt ude af drift. Byen er lukket og har næppe set lige så forfærdelig ud siden englændernes bombardement i 1807. Adskillige af de større trafikale årer i Danmarks hovedstad er lukket for bilisme. Når vi hører vurderinger af terrortruslen mod Danmark nævnes Nørreport Station oftest som et potentielt mål, fordi man anslår, at terrorister bedst vil kunne lamme det danske samfund ved at lægge denne i ruiner med en bombe. Det bliver dog nogle skuffede Al Qaeda medlemmer, som ankommer med Byens Puls i S-toget til stationen for at se, at den allerede ligner en ruin, så de siddende på deres store gødningsbombe, der har taget år at lave, må fugte de lange skæg med tårer.

 

Flash mob

Her til aften læste jeg i et blad, at man kan booste kreativiteten ved at gøre forskellige ting. F.eks. kan man købe en notesbog, som man kan have med sig overalt til at nedskrive ideer. Men nu er jeg sådan en, der sværger til rendyrket digitalisering, ingen nussede papirer til mig – så jeg har lige haft en session på 750words.com som er min ven. Nå, men pointen med detteher indlæg er, at man også skal komme ud af døren og prøve noget helt nyt. Det booster kreativiteten. Og det er også rigtigt.

I dag var jeg til et flashmob event, hvor vi lige pludselig ud af det blå begyndte at sykrontale tegnsprog – det var rigtig sjovt, og vi gjorde det på Rådhuspladsen, to steder på Strøget og Kultorvet. Det fede er, at man jo slet ikke kan se på folk, om man er døv eller ej. Det er først når vi begynder at kommunikere, at vi bliver synlige. Folk gloede, filmede og nogle prøvede endda at tegne med. Det var en oplevelse. Her mens jeg skriver speciale og har virksomhed ved siden af, er det ikke tit, at jeg kommer ud og prøver nyt. Så det var rigtig dejligt horisontudvidende. Må se at gøre noget helt anderledes noget oftere!

Skrive oplæg

Søndag er min absolutte yndlingsdag. Jeg stod op klokken 7, trissede rundt, kværnede nogle nyindkøbte moccabønner fra Kafferisteriet og fik mig en kvalitetslatte – lidt oprydning, støvsugning, en tur ud og spise lækker brunch med veninde – og nu sidder jeg på min faste plads på ITU, kigger ud på Tietgenskollegiet og skal forestille at skrive speciale. Jeg kender dog mig selv godt nok til at vide, at jeg altid er længe om at komme i omdrejninger, når jeg skal noget stort. Men jeg spilder langtfra min tid. Sidder i stedet og skriver oplæg til i morgen, hvor jeg er blevet bedt om at fortælle om mine perspektiver som døv og iværksætter i forbindelse med Døves Kulturuge. Gad vide, hvor mange, og hvem der kommer? Det er en fornøjelse at skrive oplægget. Jeg tager en tur down memory lane. Hvordan det hele startede, vores første armene op-oplevelse, udviklingen, Fuck Janteloven, Træk Døvekortet, mine bedste råd – inspireret af Kick Ass – og ham den her ret hotte fyr bag Miinto.dk, Mike Radoor – som har en inspirerende blog. Jeg rykker mig ikke ud af vagten – bliver herude på Amager til en 21 stykker, så jeg skal nok se at få produceret meget fornuftigt. Og det bliver spændende at se, hvordan det bliver taget i mod i morgen aften. Nyd jeres søndag!

Kaffejoints og arbejdssøndag

I dag cyklede jeg helt ud til freaking Amager for at opdage at min pung og studiekort lå på outlaw Østerbro. Midt bestillingen af kaffe & chokoladecroissant hos Emmerys Christianshavnsafdeling kunne jeg ikke betale – havde dog ikke nået at bestille kaffe endnu, men den søde ekspedient (der i øvrigt så ud til at forstå tegn bedre end de fleste andre) sagde, jeg bare kunne få croissanten med. Tænkte, at jeg så måtte nøjes med Nescafé og cyklede videre helt ud til den forblæste del af nowhere bare for at komme i tanke om, at hvis man ikke har studiekort, så er adgangen til ITU hermed hermetisk lukket. Jeg måtte slukøret cykle hjem, klamrende til den optimistiske tanke, at dagens motion, en time på cykel, i det mindste var klaret. Kom dog i tanke om at kontoret lå tættere på end hjem, og her også bare er federe at arbejde – så jeg kunne slå mig ned med en latte fra Nestor, vores Nespresso, og føromtalte gratis croissant. Var også begyndt at tænke over hvilke fede kaffe- og wifijoints der er herhjemme – men synes ikke helt at kunne komme i tanke om nogen ud over Østerbro klassikerne Laundromat og Coffeelicious, hvis ikke de har bygget mærkeligt om igen. Er der ikke noget om at Seattle er fuld af fede steder med kreahygge, kaffe og bærbare computere – og så de karakteristiske murstensvægge? Måske skulle man overveje en efterårshangout tur for at studere kaffejoints og skrive speciale? Men okay, min glemte pung bugner ikke ligefrem af cash. Så det er jo godt at have verdens fedeste kontor på Nørrebrogade eller specialekontor, hvis man altså kan komme ind.

Inspirationsdag

Så valgte jeg at lægge specialet til side og prioritere at tage på Iværk messe for at “høre” en af de sejeste kvinder, Michelle Hviid, og tankerne bag Podio ved iværksætter Kasper Hulthin og Toke Kruse, som har skrevet Den Geniale Iværksætter. Fik allieret mig med tolke-veninde Karina i sidste øjeblik, som speedtolkede de 3 oplæg for mig (Toke dog kun i et par minutter)  og hvor vi fik en kommentar om tegnsprog fra Michelle selv, der undskyldte at hun snakkede temmelig hurtigt. Fik også talt med den ene fra De 3 Engle, en investortrio, for at høre om hvad det var, investorer så på – både i forbindelse med mit speciale, men også i forbindelse med en større forretningsidé, jeg stadig går og pusler på. I den forbindelse fik jeg også booket mig ind til noget 20 minutters pep-rådgivning. Så stødte jeg ind i Tobie, der er personlig stylist (og kan tegnsprog pga døve forældre) som jeg kender fra nettet, fordi hun engang skrev til mig for at forhøre sig om tegnsprogskurser. Endelig stødte jeg ind i Kasper, der sammen med sin kammerat godt kunne tænke sig at starte noget op. Og så Henrik fra Allehånde, der stod i en stand sammen med Center for Socialøkonomi. Alt i alt en fin dag, som tjente til god inspiration til mit kommende oplæg om at være døv og iværksætter til Døves Kulturuge.

That is E-business!

I dag har jeg simpelthen siddet og stornydt at få lov til at sidde på min flade r… mens efterårsvejret har raset udenfor og jeg har kunnet drikke kaffe og stikke snablen dybt ned i specialet.

Jo mere jeg arbejder med mit speciale, jo mere finder jeg ud af, hvor meget jeg interesserer mig for IT iværksætteri og enterpreneurship – lysten til at forandre verden og gøre dagligdagen lettere på måder, vi end ikke havde drømt om for bare fem år siden.

Så her ved slutningen af min uddannelse kan jeg se de fantastiske perspektiver i at være Cand. IT i -business. Lad mig fortælle.

Jeg glemmer ikke den dag engang i 1987, hvor min bedste ven Thomas og jeg sad i skolen og klippede små maskiner ud af papir, som kunne vise TV, små mobile enheder – vi fantaserede endda om at eje armbåndsure, der kunne vise film, så vi kunne slippe for den kedelige klasseundervisning.

Det hele er nu en realitet. Behøver jeg så lige at sige, at revolutionen kom med noget, der starter med i… I har allerede gættet det, og vi kunne se det komme dengang i 1987. I dag er alle iDimserne en realitet, og det, at man har en fjerner i lommestørrelse er ikke længere en abstrakt fremtidsvision.

Og i dag har vi meget mere!

Nu er det ikke ualmindeligt, at knægte (hm, hvor bliver pigerne egentlig af?) der ikke engang var født i 1987 i dag har rullet virksomheder ud, der tager hånd om alle mulige og umulige dagligdagsbehov.

Fantastisk at sidde midt i paradigmeskiftet og se det hele ske fra første parket.

Jeg har selv kendskab til masser af problemer, der endnu ikke er løst – og har da også taget et par små initiativer, mens jeg rigtig studerer fænomenet i behørig afstand og nyder at nogle af mine genvordigheder som døv er fjernet – fx har jeg i dag knævret løs i telefon med en investor (specialeinterview) via videotolkning der er realiseret gennem en danskstiftet tjeneste.

Det bliver spændende at se den endelige form af mit speciale. Jeg kan forsvare den manglende præcisering med, at jeg arbejder abduktivt og derfor udforsker potentialet frem for det, der er, eller det, der var. Ligesom Thomas og jeg gjorde dengang i 1987 og som Steve Jobs og co. realiserede små 21 år efter.

Alle medierne taler om at “X virksomhed vil revolutionere den måde, vi “arbejder/socialiserer/lærer/bestiller taxa/pizza/whatever på” og det er denne tankegang jeg gerne vil dykke ned i med Meebook som dansk case.

I morgen har jeg planlagt at tage til Iværk & Vækst messen og få en masse up to date inspiration fra de mest visionære danskere.

Glæder mig!

Det akavede øjeblik

Nu nyder jeg at jeg ikke skal andet end at rumstere herude på ITU og skrive speciale, og det her indlæg er da godtnok også en overspringshandling.  ´

Jeg var lige ude i specialekøkkenet og lave kaffe. Der var en mand der kom og hjalp med vandtanken – jeg sagde, jeg var døv, da han begyndte at tale til mig. No problem, han viste mig hvordan man så gjorde. Så stenede jeg derefter lidt mens min kaffe bryggede sig selv. Lige pludselig opdager jeg, at der er dukket en anden mand op bagved mig, og han kigger noget underligt på mig. Og hvor hader jeg bare den slags situationer, når man som døv får en snigende mistanke om en person har sagt noget til en bag ens ryg uden at man hører det. Det kan være overalt, bare så længe personen ikke er i min umiddelbare synsvidde.

Især har jeg det svært med det der super akavede øjeblik, hvor man tænker, at måske har personen sagt noget, måske ikke – og at vedkommende tænker, at man er for underlig/dum/arrogant og hvorfor helvede jeg ikke svarer. Men samtidig er jeg ikke særlig vild med at begynde at rulle showet ud med at jeg er døv, for tænk, hvis personen IKKE havde sagt noget. Så ville det også blive meget underligt.

Min strategi er at smile, håbe på personen siger noget igen, SÅ jeg kan sige, jeg er døv – og personen straks indser sammenhængen. Jeg smilede så til ham kaffefyren her for lidt siden, men han kiggede fortsat underligt på mig, så jeg gik bare med min kop kaffe.

Kender I det?

Må snart tage nej-hatten på

Uiii, så gik der lige 800 år uden at opdatere bloggen. Jeg synes også, at hele den sidste uges tid har været sådan rimeligt sindssyg.

Har haft nogle ekstremt lange dage på arbejde, fordi vi er i gang med alt muligt – opstart af 2 nye tegnsprogshold, lancering af ny plakat og så har jeg selv siddet og arbejdet med processer: Personalehåndbog og tidsregistreringsskema og bogføring – plus taget stilling (og initiativ) til at få færdiggjort vores tidligere byggerod, nu indretningsprojekt, ude i kontorfællesskabets fælles hal (som bliver røvlækker – siger jeg bare)

Og så har jeg derfor slet ikke fået lov til at sidde i fred med mit speciale. Okay, jeg kunne også bare lade være med at sige ja til alle mulige projekter.

Sidste weekend var jeg i Aalborg, fordi vi havde bestyrelsesmøde for DDL. Den omgang snuppede så hele min fredag og lørdag. Søndag fik jeg slæbt mig hen på læsesal, fordi jeg ikke orkede at trille hele vejen til Amager for at besidde mit specialekontor, især ikke, fordi jeg var så letsindig at lave en social aftale på et tidspunkt, der ville besværliggøre hele projektet.

Men nu har jeg ro på, håber jeg. Hvis man lige ser bort fra, at jeg gudhjælpeme også er startet på et nyt fag ude på ITU. Hvor vi naturligvis er blevet kastet ud i gruppearbejde, miniprojekt, deadlines, afleveringer og hvad ved jeg.

Nå ja, jeg glemte lige også at nævne, at jeg er tovholder på mandagen til Døves Kulturuge, der løber af stablen den 24-29. september – skal promovere tegnsprog i et shoppingcenter hele den 24. september og holde foredrag om at være iværksætter i Brohusgade om aftenen. Det bliver spændende, men hold op hvor ville jeg nogle gange ønske, jeg ikke havde sagt ja til det.

Nå, ikke for at stresse jer – jeg skal til noget reception i City her kl. 15 og så tager jeg hjem og murer mig inde med noget videnskabsteori – og fredag samt weekenden står ikke på andet end træning og specialeskrivning.

Lir i webshoppen

Normalt gider jeg ikke rigtig høre om nyt i andre menneskers webshop. Men jeg bliver altså nødt til at dele, at vi har fået lidt nyt lir i Tegnstuens webshop: En håndalfabetet plakat med 29 søde, friske børn – perfekt til klassen eller børneværelset. Så kan også de små lære kunsten at kaste med håndtegn. Det er noget af det jeg elsker allermest ved at have en virksomhed – når de mange timer, man bruger på udvikling, lige pludselig materialiserer sig i noget håndgribeligt. Det er min dygtige partner Torsten der har lavet plakaten. Og jeg husker tydeligt, at jeg var nede og lokke børn op fra gaden – andre kom forbi sammen med deres forældre. Nå, men shop endelig løs, hvis I også gerne vil have, at poderne skal beriges med evnen at kunne stave med deres små fingre!

Opbygningsopgaver

Nu står den på arbejde i dag, i morgen og onsdag – så det er nu, jeg har Tegnstuen hatten på. Sidder på vores fede kontorfællesskab N26 og får arbejdet godt gennem – jeg skal snart se at tage hjem. For tiden har jeg nogle enormt lange arbejdsdage, da der er mange opbygningsopgaver, der bare skal være i orden.

Det at have virksomhed handler ikke bare om at pleje alt det seje, man laver, det man beriger verden med – men også alt det rundt omkring. Nogen skal jo også have orden i økonomien, lave strategi, retningslinjer, beskrive arbejdsprocedurer, sørge for at fakturaer bliver sendt ud til de rette og at kommunikationen med kunder fungerer.

I dag er det meste af min tid gået med at registrere timer til fakturering. Og så er jeg i gang med vores allerførste personalehåndbog, hvor firmaet og alle vores arbejdsprocedurer skal beskrives godt gennem. Og så har jeg holdt møde med en potentiel kunde, der havde behov for noget rådgivning omkring sin situation og så en anden kunde, der havde en opgave. Og så har jeg lige haft en Skype chat med en initiativrig svensker om noget muligt dansk-svensk samarbejde.

Det er bestemt ikke kedeligt at have en startup. Hold op, man lægger mange af sine vågne timer og tanker i det! Men til gengæld er der ikke noget mere fantastisk end at få en ny kunde – og endnu bedre, at kunden vender tilbage med en ny bestilling. Det skete nemlig også i dag.

Og nu tager jeg hjem!