Update

Nu har jeg kun een måned tilbage af mit speciale – så det er nu, jeg for alvor skal lægge mig i selen og få afsluttet tingene – videnskabsteori, metode, analyse, perspektivering, guidelines – case study, beskrivelser af de supplerende cases, få læst korrektur, få specialet sat pænt op – og så aflevering. Det sjoveste ved at skrive specialet er at lære så meget. At lave de her mini case studies og at lære en anden startup virksomhed indgående at kende. Nu har jeg også lært forlagsbranchen, musikbranchen og mediebranchen bedre at kende. Og det alt sammen kan jeg perspektivere til min egen virksomhed – og alle de virksomheder, der skal omstille sig til e-business. Når jeg er færdig, skal Tegnstuen dælme have samme tur. Jeg får læst meget om innovation, Henry Chesbrough, om servicevirksomheder og business models og Alexander Osterwalder. Jeg har gennemført 6 interviews med interessenter fra “økosystemet” omkring min casevirksomhed og jeg mangler nu kun to. Og så er jeg blevet helt vild med Podio. Et helt fantastisk projektstyringsværktøj og task manager, så jeg hele tiden har overblik over hvad jeg selv laver, og jeg deler med dem, der er interesserede i at kigge mig over skulderen.

At elske det man laver

Det er ingen hemmelighed at jeg arbejder som en freaking hest for tiden.

Der er under en måned til at mit speciale skal være færdigt. Jeg har et fag ved siden af, hvor vi også skal aflevere miniprojekt om under en måned. Og så har jeg også et firma at passe, om end jeg ikke tror, jeg er så meget at regne med den næste måneds tid.

Alt i alt – jeg arbejder hele tiden. Løkken strammer. Men nu skal det lige siges, at jeg faktisk elsker det. Det er fantastisk at få lov til at lære så meget.

Jeg har lige læst en bog (af Seth Godin, marketingsguru) hvor jeg faldt over et rigtig fint citat, som jeg gerne vil dele med jer.  Men først lige en lille historie:

Jeg husker tidligere på sommeren, hvor nogle af os fra kontorfællesskabet var i Florida på business trip og til sidst et par dage off i Key West. Min partner in crime og jeg checkede tit mail mv. på vores mobiler og en af de andre sagde, at vi da skulle kyle telefonerne langt væk – vi havde jo for fanden ferie! Han kunne slet ikke forstå vores behov for at tjekke mail og Facebook på ferie.

Seth Godin beskriver i sin bog en episode på et hotel om natten, hvor han ikke kunne sove, og derfor sad i lobbyen med sin bærbare og arbejdede lidt. Et par kom forbi, og kvinden siger til sin kæreste: ”Er det ikke trist? Ham der tager til Jamaica for at holde fri, og så skal han absolut tjekke sin mail.”

Og så tænker Seth Godin, at han også kunne give dem dette her snappy comeback: ”Er det ikke sørgeligt, at vi har et job, hvor vi bruger to uger om året på at slippe for alt det, vi beskæftiger os med de øvrige halvtreds uger om året?”.

Sådan kan det også siges. Det er et fantastisk privilegium at elske det, man laver!

Livet som working zombie

Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har været ude og gå en tur i solskin (okay, hvornår har der sidst været solskin… i går?) og det hører også til sjældenhederne, at jeg er til fest – eller bare bliver inviteret til sociale ting med nye mennesker. Det er ikke så længe siden jeg har været ude og rejse, men det føles lidt sådan, specielt fordi jeg kender flere, der er ude og rejse nu. Piv piv. Jeg har ikke gjort rent i meget lang tid. Jeg vaskede kun tøj, fordi der ikke var flere trusser tilbage. Må hellere købe en stak nye i H&M. Og jeg har slet ikke været ude og shoppe og på cafe, og det sker heller ikke så tit mere, at veninderne skriver. De har også for travlt med deres kærester og børn, og jeg er ikke engang i nærheden af det. Og jeg gør intet ved det selv, fordi jeg har for meget andet at tænke på. Jeg har ikke mødt nye mennesker meget længe. Jeg er også lige til at hælde i seng hver aften, allerede når klokken nærmer sig de 21-22 stykker. Fordi jeg står tidligt op for at træne, så jeg i det mindste bevæger mig lidt, men der sker intet på resultatkontoen. Og det meste af mit sociale liv foregår på nettet. Kort sagt er nærvær en by i Rusland for mig, og det er nok der, skoen trykker. For med nærvær kan man da klare alt… men jeg har ikke tid til at opsøge nærværet selv, og nærværet kommer nok heller ikke min vej lige foreløbig, fordi jeg ikke har overskuddet. Jeg begynder nemlig at kunne mærke, at jeg er gået i fuldstændig hi med specialet. Og når den ikke står på specialeskrivning, så arbejder jeg. Jeg har ikke haft en fri weekend siden august. For på arbejdsfronten er der også masser at gøre, især når jeg kun har 3 dage (og hvis der er vejledersamtaler og interviews, så mindre endnu) – men til gengæld er det rigtig, rigtig spændende med specialet. Du kan følge med ovre på specialebloggen. Jeg kan se enden på specialet nu, og jeg synes, det er er et super interessant emne og lige hvad jeg ville skrive om. Og så lærer jeg! Og det er vel okay at pive lidt – efter aflevering den 3/12 og eksamen og T15 eksamen i januar håber jeg, at jeg får lidt mere liv. For jeg synes faktisk ikke rigtig om at leve som en working zombie. Det er et liv derude, der venter på at blive levet, for vi har kun et liv at gøre godt med, men det bliver dælme ikke før i januar.

Rigtige døve er åbenbart dårligt TV

Så har jeg lige set BS & Outsiderne i fjerneren. Hold da op sikke nogle præmieeksempler på såkaldt handicappede der lige blev præsenteret der. Det er temmelig tydeligt at se, at TV2s castere har haft de allermest repræsentative handicappede i sigtekornet. Pæne, unge mennesker. Ikke så meget, der kan trigge ens fordomme. En flok handicappede light, vil jeg fristes til at sige.

Jeg er jo døv – og hende, der skulle forestille sig at være døv i programmet, er i virkeligheden slet ikke rigtig døv, højst en lille smule auditivt udfordret – hun kan jo sagtens tale og høre. Signe har en identitet som hørende, hvor lyden er blevet slukket. Jeg kunne godt gå hen og frygte at det var det billede folk så fik af døve. At der da så bare lige skal sættes lidt digital strøm på (en CI) så er man allerhøjst lidt langsom og sådan en, der ikke hører efter hvad man siger.

Som Søren skriver på Facebook: “Jeg må sige, at jeg er skuffet over TV2s fejlagtige definition af “døv”. Nu frygter jeg at, hele byen tror, at jeg er evnesvag, fordi jeg ikke kan tale, eller fordi jeg ikke har en elektrisk dynamo hængende på mit hoved!”.

Hvor er tegnsproget henne? Hvor er billedet af døve som en sproglig og kulturel minoritet? Jeg ved godt, at det billede er ved at udviskes, netop fordi der bliver “sat strøm på” så mange døve efterhånden – i håb om at inklusionen kommer til at fungere, når døve på den måde skal lære at tilpasse sig omgivelserne. Det kan være, at den mission lykkes for nogen, men dem, det ikke lykkes for, dem snakker vi simpelthen bare ikke om – sådan tror jeg, billedet ser ud lige nu.

Hvorfor har Tv2 ikke valgt at satse på en, der er all-in døv? Vi var mange døve, der havde glædet os til at se lidt tegnsprog i TV. Jeg ved af erfaring, at der er mange TV-castere der tænker “besværligheder” og “problemer” så snart de får at vide at der skal en tegnsprogstolk med. Hvordan skal man så filme vedkommende? Er det vedkommende eller tolken, der stjæler billedet?  Skal tolken være en del af teamet? Er det ikke lettere at caste en lightversion, hvor gnidningerne ikke er der?

Og det billede af døve er TV2 så med til at udbrede. I allerbedste sendetid.