Mon…

… jeg er ved at blive snerpet af at have været isoleret sammen med mit speciale så længe? Fik mig et par seriøse omg-oplevelser, da jeg faldt i (forbudte) staver over noget Bubber-show i fjerneren. Glæder mig dælme til at aflevere skidtet på mandag, selv om jeg er bagud, bare jeg endelig kan komme videre i det der liv.

En uge tilbage!

Om en uge skulle jeg gerne have 3 stk. udprintede specialer klar til aflevering. Og hvis det brænder på, har jeg lavet en aftale med en fyr ude hos Vester Kopi, at han kan gøre specialet klar meget hurtigt mandag morgen. Alt er skrevet, så nu skal jeg simpelthen bruge de sidste dage på at raffinere specialet og skærpe pointerne. Har det lidt som i den sidste kapitel af Jostein Garders bog “Kabalemysteriet”, hvor alle kort en efter en falder på plads. For mig at se er et speciale faktisk en vigtig formidlingsopgave. Man skal ikke blot demonstrere, at man har lært noget på studiet, men også at kunne anvende og præsentere det. For det ville være så synd at have et speciale, som man bare gerne vil glemme alt om, og som ender i en skuffe. Det helt vigtige ved et speciale er jo, at man har fået en helt særlig viden indenfor et bestemt felt, og en viden, som man forhåbenlig kan anvende i praksis, nu hvor man faktisk er “foran” på et bestemt område. Jeg har 100% sikkert meget, jeg vil bruge min nyerhvervede viden på. Og jeg glæder mig til for alvor at kunne begynde på alt det nye efter den 3/12!

Absolut slutspurt

Jamen jeg er virkelig jordens kedeligste menneske for tiden uden noget socialt liv ud over sporadisk arbejdsaktivitet. Jeg er totalt bleg, anæmisk og dellet over det hele, fordi jeg hverken får sol, luft eller motion. Det er nok en noget forkert strategi, idet man jo bliver det rene power, når man går tidligt i seng, tidligt op og træne. Og hvis man så oven i købet er den rødkindede type, der “lige skal ud og løbe en frisk tur” så er den lige i øjet. Men jeg har valgt mine kampe denne omgang, for den står på hardcore skrivning fra tidlig morgen til sen aften aften. Specialet afleveres til korrektur på fredag og så er skrivningen et helt overstået kapitel om små 14 dage. Og indtil da har jeg sagt okay til masser af kaffe, chokolade og lige præcis den mad, der passer mig. Vi ses på den anden side!

Stiv nakke og slutspurt

I dag er det den 17. november og jeg satser på at aflevere mit speciale den 29. november. Det er mit buffer, for i virkeligheden er datoen mandag den 3. december. Tidsoptimist som jeg er, kombineret med at jeg arbejder allerbedst under pres, gør at der virkelig er knald på med specialet nu. I dag sad jeg fire stive klokketimer hos Coffeelicious, dem med den søde betjening og den liflige kaffe, og læste 100 siders empirisk materiale meget grundigt gennem. Men nu er alt relevant fremhævet og kategoriseret, og min nakke er totalt stiv. Så skal jeg i morgen simpelthen sætte det hele sammen i specialet, og så tør jeg godt sige, at 1. udkast af min analysedel er ved at være klar. Så går jeg over til teoridelen, men kan allerede nu sige, at mit speciale mere er pragmatisk end teoretisk. Det passer også meget bedre til mit temperament. Og så er emnet så spændende, at det ville være synd at producere endnu mere arkivmateriale. Nå, men nu skal jeg en tur forbi det Mettiske Spa- og Wellnesscenter. Var nemlig forbi Matas og købe nogle æteriske olier at forfine badevandet med, når jeg sænker mit luksuslegeme ned i det, lukker øjnene og får mig dagens zen-oplevelse oven på alt det læseri.

Eureka!

I er ved at være lidt småtrætte af specialesnakken, ikke?

NB: Dette er en overspringshandling.

Men vil lige dele en, måske lidt højpandet, lille strøtanke omkring læringsprocessen. Jeg har læst rigtig meget om læring, viden og dannelse, da mit specialefelt er uddannelsessektoren.

Og samtidig har jeg bøvlet rigtig meget med, at jeg kan bruge ekstremt lang tid på at overspringshandle. Nogle gange tjekker jeg helt umotiveret Facebook. Det er faktisk ret irriterende. Det forsinker mig, specielt når jeg faktisk sætter meget tid af på at blive færdig. Og hvad fanden gør jeg så?

Jeg har derfor tænkt over hvordan min hjerne fungerer.

Nu er jeg kommet frem til, at den er indrettet sådan, at hvis jeg oplever noget modstand, altså der, hvor jeg skal tænke mere abstrakt, så har min hjerne en tendens til at gå i baglås og søge mod lettere fordøjelige aktiviteter.

I mit speciale arbejder jeg med den abduktive slutningsform, altså hvordan man kan arbejde med potentialet (i stedet for lovmæssigheder, deduktion, eller virkelighed, induktion) – en slutningsform, som min vejleder introducerede mig til.

Med abduktion skal man kunne befinde sig i kaos og navigere rundt. Man skal affinde sig med at befinde sig i en tilstand af konstant overraskelse og at operere i meget usikre omgivelser. Det er det, min hjerne ikke rigtig kan lide – så søger den automatisk mod det mere letkøbte.

Men nogle gange kører det bare. Så kan jeg overskue alverdens kognitive vanskeligheder. Så sidder jeg og hamrer i tastaturet som en gal. Helt til kl. 21, 22, det gør slet ikke noget, for så befinder jeg mig i en tilstand af flow, som Mihaly Csikszentmihalyi, min største navnecrush, forsker i.

Og så er der bare om at gribe chancen!

Hvad det er, der skal til, har jeg stadig ikke forstået. Men jeg er kommet så langt, at jeg ved, det handler om at starte i god tid, sidde et andet sted, have gode rammer for arbejde – og acceptere usikkerheden.

Og jo mere man lærer, jo mere har man lagret i hjernen, og dermed bliver det lettere at navigere gennem kaos. Jeg kan handle efter min tacitte viden, den uudtalte viden, jeg har opnået gennem erfaring. Den viden, som kun er min egen.

Sådan kan man lære meget om sig selv ved at skrive speciale.

Eureka!

 

Tegning, der hænger på specialekontorets væg.