Homeoffice

Skærmbillede 2013-09-25 kl. 22.14.44

Så har jeg her til aften fået installeret en orn’lig syg motherfucker af en mega(i)Mac i casa Mettisma. Jeg har tidligere omtalt, at jeg på mit arbejde er gået over til den mørke side og konverteret til PC, fordi det nu engang er det mest funktionelle. Men herhjemme går jeg stadig Mac-vejen, fordi det stadig er noget lækkert kram, de laver. Og så havde Tegnstuen lige en i overskud, og når det er ens firma, er det jo faktisk tale om ens computer, så jeg har hevet dyret med hjem. Fin erstatning til min pensionsmodne MacBook fra 2008. Så nu sidder jeg forskanset bag mit stålgrå kontrolcenter og catcher op på verdens gang. Nu skal jeg så lige løse et nyt indretningsproblem, og det er, at dyret har taget cirka 75% af pladsen på mit spisebord, så det bliver svært med spisende gæster. Men jeg er aldrig gået af vejen for en god udfordring, så nu må vi se, hvordan det løses.

Tegnsprogspoetisk inspiration

Noget af det sejeste ved at være døv er, at man har kortere vej til andre mennesker – fordi døveverdenen er så lille. Jeg har tidligere skrevet om, at jeg hellere end gerne vil tage imod gæster fra verden. I disse dage har jeg den amerikanske tegnsproglige poet og kunstner Peter Cook og hans søn Ethan på besøg, fordi Peter skal optræde i forbindelse med Døves Kulturuge her i weekenden. På fredag skal jeg se ham in action, men indtil da øver han herhjemme, og vi trakterer ham og knægten med dansk hygge. De er meget søde og flinke og nede på jorden og amerikanske. Peter Cook får også mig til at tænke på, at det kunne være fedt at se noget poetisk talent herhjemme, for tegnsprogets status bliver lige for tiden desværre degraderet overalt og tegn er fy fy, fordi nu skal døve for alt i verden lære at tale. Heldigvis har vi stadig Jørgen “Rødtop” Nielsen, der er ved at komme op i årene, men som engang lavede de allermest fantastiske tegnsprogsperformancer. Her ses en af de mest kendte – ham og larven. Hvis ikke I kan tegnsprog, kan det være, at I alligevel fanger de mange synsvinkler? Man kan gøre en tør historie interessant og poetisk med tegn!

Tanker om ledelse

Jeg har lige læst denne inspirerende artikel hos business.dk. Godt nok står der ikke så meget nyt, når man selv allerede har nærstuderet fx. Googles strategier og forretningsmetoder ude på ITU.

Men i løbet af det seneste år har jeg siddet på den anden side af bordet til efterhånden flere jobsamtaler, og her har jeg faktisk lært meget om, hvad nyuddannede jobsøgende tænker. Og jeg lærer helt utroligt meget hver gang. Super værdifulde input i forhold til at skabe et arbejdsliv, der fungerer for alle. De fleste af disse ansøgere er fra internetgenerationen. En af dem sagde her for ikke så længe siden, at en god chef for hende ikke var en “der sad inde i et lukket lokale og ikke måtte forstyrres”. Men en, man kunne sige godmorgen til, og som man altid kunne få en snak med. Det matcher også mine egne forestillinger om hvad en god chef er.

Min titel på arbejdet er i følge ansættelseskontrakten adm. direktør, men jeg har aldrig nogensinde haft lyst til at skilte med det. Det ved min bestyrelse også godt. Adm. direktør klinger for meget af alle de her typer, der bliver fyret lige for tiden. Midaldrende mænd med status. Sådan en har jeg på ingen måde lyst til at kopiere. Derfor leder jeg stadig efter min perfekte jobtitel, der signalerer den nødvendige pondus, men samtidig også menneskelig og faglig indsigt. Som Søren, en af mine interviewpersoner, da jeg skrev specialet, og ejer af meebook.com, sagde:

Der er jo også en anden kommunikationsform med de her IT produkter. Her kan vi jo se et videoklip, hvor de præsenterer deres produkt og så sidder der en eller anden dude med omvendt kasket og tatoveringer over det hele og i virkeligheden tænker man: ”Hallo, det er en kæmpe corporate business, I har solgt for milliarder”. Men der er en helt anden kommunikationsform, som er mere rar og som bare viser vi er den nye kreative branche, og det er ret fedt ikke? Altså, det er jo gået fra støvede jakkesæt til, at dem der laver IT millioner sidder med omvendt kasket et eller andet sted samtidig med, at de er vildt dygtige og forretningsmæssige.” 

Så jeg mener, i stil med artiklens ordlyd, at man sagtens kan redefinere konceptet at være leder, dog uden at give slip på det hele og indføre anarki. Jeg går personligt meget ind for åbenhed, netværk og samarbejde – det fremmer udvikling og nytænkning. Jeg mener at åbenheden kan vise sig som, at det ikke nødvendigvis er een, der ligger inde med al viden og alle de rigtige råd.

Det handler om at kunne dele sin viden med andre på en måde, der kommer alle til gode. Lige præcis som man gør på fx. Twitter. Eller på Facebook. Man kaster noget ud på nettet og får svar tilbage. En million hjerner er klogere end een hjerne – #twitterhjerne – som danske tweeps har døbt fænomenet. Alle løfter i flok og man kan altid bygge videre på hinandens tanker. Det er ikke altid, man har en 100% færdig facitliste. Det er det samme, man ser ude på moderne uddannelsesinstitutioner. De studerende kan sagtens indsamle informationer selv, og det er ikke længere læreren, der er den alvidende ene-formidler.

Det tror jeg personligt er den moderne måde at lede på. Jeg tror, at god ledelse handler om at sikre, at rammerne er i orden, skabe tryghed og at alle er glade for deres job og føler ejerskab omkring deres arbejdsplads. Den moderne leder er ikke bange for at kommunikere dynamisk, og melder løbende ud, frem for afmålte beskeder, der er nøje designet efter en allerede fastlagt strategi.

Nu skal jeg naturligvis heller ikke skrive som om mine ord er lov, for jeg er stadig ny i gamet, og det er jeg også meget bevidst om. Men det handler også om at reflektere over hvad man laver, bruge ens viden og lære af andre mennesker.

Rå mængder sushi

Jeg tror dælme jeg er færdig med at kaste penge efter random sushikæder, nu hvor jeg lige af min veninde C. har lært at lave hjemmelavet sushi. Hold da kæft, det smagte sygt godt. Endda designet helt specielt til mine kræsne smagsløg. Og det er jo smadderhyggeligt at stå derude og skabe et eller andet for så at konsumere det. Skal helt sikkert praktiseres noget oftere. Og nu vil jeg nyde, at jeg stadig har en masse sushi tilbage til i morgen. Haps, haps!

20130918-232622.jpg

El classico

Jeg hader at indrømme det, men min cykel er blevet stjålet. Jeg er af den klare overbevisning, at sådan noget overvejende betyder sløseri fra ejerens side. Altså, hvis cyklen står et sikkert sted og er forsvarligt låst, så sker det ikke. Men det skete altså for mig udenfor Netto på Nørrebrogade. Sløseri var det ikke, selv om stedet godt nok er rimelig eksponeret. Nok noget med at en lækker fuchsia farve gør det svært at holde snitterne fra den? Men jeg holder stadig øje med dba.dk. Den kan nemlig sagtens sælges til en fin pris, hvis ikke den er på vej til Østeuropa? Desværre fandtes min fuchsia model ikke længere hos forhandleren, og jeg kan simpelthen ikke holde offentlig transport ud. I morges måtte jeg vente i 800 år og lade 2 busser køre videre, fordi de var overfyldte. Derfor handlede jeg på en tanke, som jeg fik om en bestemt cykel i fredags, og den kan jeg så hente i morgen. Sig hej til min nye cykel. Den er ikke specielt raceragtig, men en helt enkel, no bullshit classico på den lækre måde. Jeg kunne spotte en trend i cykelbutikken, hvor der var en hel masse unikke cykler i alle regnbuens farver. Endda en serie af Kildemoes modecykler med røde polkaprikker. Som om en cykel er en måde at udtrykke sig selv på. Men jeg har jo været der med min skønne fuchsia cykel, som altså blev neglet. Denne gang har jeg så valgt en meget mere afdæmpet model. Men med en fræk rød lås viklet rundt om, så den ikke helt forsvinder i det anonyme hav af sorte cykler i det københavnske. Og jeg har allerede en rigtig god fornemmelse af at cyklen bliver min nye tro følgesvend.

raleigh

 

Tolketids sociale intranet

Her til aften har jeg catchet op med private mails og fået tilmeldt mig et temmelig spændende K-forum arrangement omkring hvordan man gør virksomhedens intranet socialt og levende. Det er noget, jeg fra dag 1 har arbejdet bevidst med i det firma jeg arbejder for, Tolketid, der leverer tegnsprogstolkning specielt til uddannelsessektoren, hvis nogen skulle være i tvivl. Og jeg synes faktisk, at det er lykkedes os meget godt at skabe en positiv, virtuel kultur, hvor vores tegnsprogstolke kan finde et fællesskab, selv om tolkearbejdet af natur er “ensomt”, da tegnsprogstolke ofte er ude i marken og tolke alene uden kolleger, idet det langt fra er alle opgaver, der er to-tolkeopgaver. Men kollegerne er ikke længere end et klik væk. På vores intranet kan man microblogge om alting i ord og billeder, dele links, viden og informationer, kommentere, diskutere, stemme, hente dokumenter, nyhedsbreve, orientering fra ledelsen og hvad der nu er at hente. Vores fælles arbejde på intranettet er præget af co-creation og den pionérånd, som arbejdet et helt nyt firma ofte har. Indholdet på vores intranet kan både være dyb seriøsitet og fjollet spas, som giver alle et smil på læben i arbejdsdagen, når der er tid til en lille mobil pause. Nu glæder jeg mig til at tage et lille kursus i selvsamme emne for at se, om jeg fra andre IT systemer eller virksomheder med mange flere medarbejdere, kan hente yderligere inspiration til at styrke vores virtuelle kultur og skabe et solidt forum, der aktivt bliver brugt hver dag, og hvor fagligheden og den kollegiale sparring altid lige er ved hånden.

Raspberry Cheesecake Brownie

Åh. I går morges bagte jeg en kage. En Raspberry Cheesecake Brownie. Efter sådan cirka 7000 år. Og den blev rigtig læxos. Og ikke mindst ganske dekorativ at beundre inden den blev skovlet ind. Engang havde jeg The Hummingbird Bakery cookbook som guilty pleasure. Alle opskrifter blev afprøvet. Men lige netop denneher opskrift gik jeg i en bue udenom, fordi den så lidt avanceret ud. Og fordi jeg havde et lettere stramt forhold til begrebet “ost” i en kage. Cheesecake, ikk? Men siden er mit forhold til Philadelphia (der er jo ikke engang noget ost i ordet) blevet blødet en hel del op, så i går morges gik jeg i gang. Bestillingsopgave til en venindes fødselsdag. Og hold da op. Absolut vellykket resultat. Måtte næsten gøre vold på mig selv for ikke at indtage mere end 2 små hapsere. Og jeg scorede en masse billig beundring fra festgæsterne. Nu tænker jeg på den kage konstant, så måske bliver jeg nødt til at bage en portion til. Måske man skulle arrangere en lille, uformel søndags kaffeslabberas for at få en lejlighed til at bage den igen. Her kan I se mine små venner, lækkerhapserne:

Skærmbillede 2013-09-01 kl. 11.53.59