Ekspedienter der elsker døve

Da jeg læste min bachelor på Københavns Universitetet gik jeg naturligvis ofte i kantinen. Og her er der en kantinedame, der så noget så ualmindeligt bister ud. På et tidspunkt begyndte jeg nogle gange at spise frokost med en døv fyr, der læste lingvistik. En dag stod vi og sludrede i køen til kassen, og da skete der noget helt utroligt med den ualmindeligt bistre kantinedame: Hun lyste op i et kæmpestort smil. Resten af min studietid har jeg altid følt mig ekstra velkommen hos hende. Det er fascinerende, at det at være døv er sådan en skjult ting. Nogle gange gør man alt for at undgå, at personen, der ekspederer en, opdager det, fordi man ikke rigtig magter vedkommendes eventuelle reaktion. Andre gange er det en kæmpe lettelse, at man helt åbenlyst kan vise, at man er døv. I dag skulle en kollega og jeg over og aflevere en pakke på erhvervsafdelingen på Københavns posthus. Jeg svarede ikke rigtig på ekspedientens henvendelser, som jeg ikke havde nogen idé om hvad handlede om. Hun kiggede underligt på mig, men jeg vidste, at lige om lidt ville min kollega komme og sige noget til mig på tegnsprog. Det gjorde han, og da faldt femøren for postdamen. Og så lyste postdamen op og vi fik den bedste betjening med det mest strålende smil. Dejligt.

Min vinkel på (tegn)sprog

Der bliver ved med at komme besøgende ind her på bloggen på grund af at jeg har skrevet, at jeg er døv. Jeg har tidligere også skrevet mange blogindlæg om emnet, og det er også noget, der kan optage mig rigtig meget.

Her i dag fik jeg en mail fra en, der gerne ville vide lidt mere om at være døv. Hun var ret fascineret af det, og hendes mail (som jeg i øvrigt skal svare på, det kommer, Maria) har motiveret mig til at skrive. Der er mange hørende mennesker, der efterlyser eksempler på hele den der identitet at være døv.

Jeg følger med mange forskellige steder på nettet og der er noget, der slår mig; lige nu er der helt ekstremt meget fokus på hørelse. Det er som om alle succeskriterier måles i decibel. Hvor meget man kan høre og hvor meget man kan tale. Alt fokus ligger netop på manglerne, der nærmest for enhver pris bør udbedres frem for at overveje alternativer og tilvalg, der helt sikkert fungerer. Og det er slet ikke rart at læse om. Jeg savner lidt flere nuancer og vinkler.

Jeg kan personligt ikke høre noget som helst, og jeg er ikke særlig glad for at tale, fordi det falder mig unaturligt og jeg kan mærke, at jeg taler som om jeg er blevet dresseret til det. Som en cirkushest, der kan alle mulige tricks. Men ikke, at jeg er særlig god til mine tricks egentlig. Og hvis man så ikke kan høre svaret på hvad man siger, så bliver folk jo bare irriterede. Det hele bliver en øvelse i ikke at faile. Så den hørevinkel er jeg egentlig ret ked af er så fremherskende.

Jeg synes egentlig heller ikke det er det, det handler om, men ens evne at kommunikere. At komme ud med sit budskab, at forstå andre, at kunne føre en dialog frem for ingen snak eller monologer. At man er god til mennesker og at aflæse dem. Jeg kender rigtig mange kloge, sjove, charmerende og spændende mennesker, der er totalt stokdøve og superkreative i deres kommunikation.

Så mine tanker omkring det at være døv lige nu; jeg har brug for at komme ud med, at man sagtens kan være lige så meget værd, selv om man ikke kan høre eller tale. Jeg har brug for at komme ud med, at tegnsprog er et fuldbyrdigt visuelt sprog, som fungerer hundrede procent og som gør hel som menneske.

Jeg har absolut ingen problemer med sprog og kommunikation og jeg har aldrig nogensinde været ked af at være døv. Højst af andre menneskers reaktioner og specielt deres trang til at fikse deres medmennesker som er ligesom mig.

Der er så mange, der ikke kan sproget. Men der er også helt utrolig mange, der er fascinerede og gerne vil lære mere. Og nogle gange skaber snævrere rammer kreativitet – og jeg tror også vi bliver bedre og mere rummelige mennesker af det.

Desuden bliver jeg også lige nødt til at dele den med, at min søster er vokset op med tegnsprog på grund af mig, og nu bruger hun helt naturligt tegn til sit barn på 1 år og 3 måneder. Her forleden, da Ib var træt, så tog han sin lille hånd op til øret og lagde hovedet på sned: Sove. Hvor mange små mennesker kan udtrykke så konkrete behov i den alder? Det er da helt fantastisk at se, hvor naturligt det er.

Causerier over blogbusiness

Det er faktisk først nu, at jeg igen læser blogs fra en computer, fordi jeg har fået detteher fine store husalter, som fuldstændig stjæler opmærksomheden fra alt andet i casa Mettisma. Så her til aften har jeg besøgt en hel masse blogs, som jeg ikke kender, og som ikke er på min personlige Feedly. Gennemgående er billedet kendetegnet ved en sand tsunami af blogs med selvtilfredse unge og yngre damer, der demonstrerer deres smag i nøje udvalgte positioner. Og så er der lidt diverse. Enkelte blogs er så pænt lavet og så gennemført i deres koncept, at jeg får vild lyst til at ommøblere denneher blog. Og så kommer jeg igen til at tænke på, at jeg har blogget siden 2003, og der er endnu ikke ret mange kommercielle interessenter, der har kastet noget i nakken på mig. Kun Zalando engang. Gad vide, hvad der skal til? Gad godt reklamere for lækkert tøj, kosmetik, bøger – eller endnu bedre, anmelde feriedestinationer og lækkert teknisk kram som ovre hos ElektronistaDen delikate, nye, champagnefarvede iPhone 5S sag anmelder jeg da også hjertens gerne. Og jeg er jo altid fuldstændig ærlig med mine meninger. Apple er godt. Gratis Apple er endnu mere godt. Vi snakker så slet ikke om min arbejds PC. Nåmen. Hvor bliver tilbuddene af? Come to mama! Måske skulle jeg tænke lidt mere kommercielt med bloggen. Lidt blogbusiness og sådan. Bare for at være sådan en, der bliver kontaktet omkring alt muligt spændende. Skulle jeg lave en modeblog? En kreablog? En mommyblog? En tech-blog? En kendis-blog? Alle de muligheder. Nu skylder jeg dog at sige, at det ikke er sådan, at jeg slet ikke er blevet kontaktet. Jeg har her på det seneste fået et par henvendelser fra nogle mellemhandlere, vistnok, der vil indgå en eller anden form for samarbejde. Hvordan dælen de har fundet frem til Mettiske Strøtanker er mig lidt af et mysterium. Om de overhovedet har læst min blog? Og fundet ud af, at konceptet er ikke-eksisterende? Jeg kan heller ikke helt finde ud af, om deres henvendelse er fordi, at der er gået inflation i bloggere, og alle kan tilbydes bare et eller andet, Ligesom for at man kan sige, man er sådan en, der tjener lidt håndører på at blogge. Godt, jeg har husalteret her til research, for det kunne egentlig være interessant at finde ud af, hvilken vej, der går for kommercialiseringen af bloggingen. Kan man endda blive en (delvist) betalt eller ombejlet blogger på en cool og lidt mindre, lissom, slutty, måde? Kan man slippe for at tage billeder af sig selv i diverse changerende positurer? Det skal jeg se på en skønne dag, hvor jeg rent faktisk har lidt tid. Så meget at lave.