Ekspedienter der elsker døve

Da jeg læste min bachelor på Københavns Universitetet gik jeg naturligvis ofte i kantinen. Og her er der en kantinedame, der så noget så ualmindeligt bister ud. På et tidspunkt begyndte jeg nogle gange at spise frokost med en døv fyr, der læste lingvistik. En dag stod vi og sludrede i køen til kassen, og da skete der noget helt utroligt med den ualmindeligt bistre kantinedame: Hun lyste op i et kæmpestort smil. Resten af min studietid har jeg altid følt mig ekstra velkommen hos hende. Det er fascinerende, at det at være døv er sådan en skjult ting. Nogle gange gør man alt for at undgå, at personen, der ekspederer en, opdager det, fordi man ikke rigtig magter vedkommendes eventuelle reaktion. Andre gange er det en kæmpe lettelse, at man helt åbenlyst kan vise, at man er døv. I dag skulle en kollega og jeg over og aflevere en pakke på erhvervsafdelingen på Københavns posthus. Jeg svarede ikke rigtig på ekspedientens henvendelser, som jeg ikke havde nogen idé om hvad handlede om. Hun kiggede underligt på mig, men jeg vidste, at lige om lidt ville min kollega komme og sige noget til mig på tegnsprog. Det gjorde han, og da faldt femøren for postdamen. Og så lyste postdamen op og vi fik den bedste betjening med det mest strålende smil. Dejligt.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *