The Walking Dead

Spørg mig, hvad min guilty pleasure er, og jeg skal sige dig det! Lige nu er det AMC serien The Walking Dead, der tryllebinder og fascinerer mig. Første gang jeg så et afsnit var på Netflix, og jeg var op til flere gange ved skrigende at klappe min iPad cover i og så ikke turde åbne igen i frygt for at en zombie skulle springe ud af skærmen og flå en luns af min hals. Men stille og roligt vænnede jeg mig til alle de her underlige, langsomme og ekstremt ulækre tidligere-mennesker. Og så fandt jeg da også Shane (en af hovedpersonerne i de første par sæsoner) ret fræk, også selv om han ikke ligefrem spillede et af Guds bedste børn. Frække fyre er klart et fast must i alle serier. Men jeg ville nok sige at Shanes karakter i serien kæmpede med at bevare menneskeligheden i en verden, der fra dag til dag mistede sin uskyld. Og i The Walking Dead er der mange tabere. Og fascineret af dette fik jeg dermed set hele sæson 1 og sæson 2. Og nu vil jeg have mere. Som en zombie vil have levende kød. Nu er jeg i gang med at marathon-konsumere sæson 3, så jeg kan nå at springe på DR3s fremvisning af sæson 4. Det er nu eller aldrig. Første afsnit bliver taget af DRs webTV om under en uge. I sæson 3 og 4 skulle der opdukke nye farer, som jeg end ikke kan forestille mig. Det er svært at sige præcis, hvad det er, der fænger mig ved serien. Det er et eller andet med hele det apokalyptiske univers, hvor der bare ingen redning er, og hele menneskeheden er totalt fortabt. Undtagen de sidste overlevende, der kæmper en urimelig kamp for overlevelse og kun kan erindre brudstykker fra den verden, der engang var. Og de børn der eventuelt fødes har ingen fremtid. Gys. Da jeg læste film- og medievidenskab havde vi en professor, Torben Grodal, der havde skrevet tykke, kloge bøger om, hvordan film faktisk kan fremkalde fysiske reaktioner. Glæde, sorg, frygt, ophidselse. Og det kan jeg da bande på at The Walking Dead leverer. Man sidder der med hamrende hjerte og blod, der ruller rundt i kroppen. Så lever man! Men ulempen ved at se den serie er, at min fantasi har fået ny næring til at gå amok. Nytårsaften i et sommerhusområde, og vi står ved skovbrynet og kigger efter fyrværkeri – undtagen mig, der ikke kan lide at i lettere fuldskab stå for tæt ved træerne. Mig, der skal ned og hænge vasketøj op i vaskekælderen og pludselig kan se for mig, hvordan der vælter zombier ind for enden af den lange gang. Og de kan nogen gange være overraskende hurtige på fødderne. Det er ikke altid godt at have en fantasi, der lever sit eget liv. Men nu må vi se efter at jeg har nakket sæson 3 og 4! Ser du også The Walking Dead? Hvorfor er du eventuelt fascineret?Skærmbillede 2014-01-16 kl. 22.50.36

Tegnstuen statusopdatering

Så har jeg her til aften aflyst alle Tegnstuens forårskurser for 2014. Godtnok ærgerligt, men når der kun er under 10 kursister tilmeldt, så er man nødt til at aflyse, fordi det ikke hænger sammen med de ressourcer der bliver lagt i foretagendet. Så her til foråret bliver der ingen af den slags kurser vi arrangerer, men til gengæld kan man altid fange os og høre, om der kan arrangeres noget skræddersyet til en allerede etableret gruppe. F.eks. kan vi lave sjove tegnsprogsworkshops til folkeskoler eller gymnasieklasser i sprogfag. Det er også arbejdsrelevant for f.eks. en flok pædagoger på temadag om kommunikation. Whatever. Den slags tilbud kan vi heldigvis godt få til at køre, fordi vi har et netværk af dygtige folk. Jeg har lige opdateret websitet, således at bliver lettere at finde foredrag, workshops og skræddersyede undervisningstilbud. Men det er dælme ærgerligt at det er svært med tilbuddene til enkeltpersoner, fordi jeg ved, at rigtig mange gerne vil lære tegnsprog. Bliver på ugentlig basis ringet op af nysgerrige. Men for f.eks. pårørende til døve er det noget nær umuligt at få kursusudgifterne dækket, fordi kommunerne for det første sparer, og for det andet har en ide om, at CI med et slag gør alle døve hørende og at den slags udgifter nemt kan spares væk. Og godt bakket op af såkaldte eksperter, der fraråder tegnsprog – og dermed nærmest skræmmer alle potentielt nysgerrige tegnsprogsvenner væk. Men der skal fortsat være tegnsprogstilbud til de, der følger deres hjerte! Nåmen, det er meget rart, at vi også har fået etableret et andet onlinetilbud, der er totalt gratis og ikke kræver nogen tilmelding eller minimumsantal. Tjek StreetSigners ud – der er masser af lir i arkivet – og indtil vi finder på noget mere genialt! Tegnstuen

La cuisina Mettisma

Jeg kriser lidt over mit køkken. Alt mit grønne tapet er flået af og jeg har fået væggene malet i en plain grå. Er dog ikke tilfreds. Så skal klaske noget hvid farve ovenpå. Og skal der mon lægges fine Metropolitan fliser på? Køleskab eventuelt flyttes så der kommer mere plads. Skulle man mon investere i en fræk SMEG? Der skal også etableres en cafeinspireret spisekrog. Jeg er måske lidt lovlig ambitiøs i forhold til at det er en lille lurvet lejebolig jeg bor i. Men det er samtidig spændende med alle de muligheder for et unikt køkken, som oven i købet skal være hyggelig at hænge ud i. Så alle bare vil besøge mig og få serveret et glas rødvin og lidt olivengodt. For tiden kaster jeg mig i høj grad over boligblade og søger tiny kitchen table på Pinterest hvor jeg allerede har samlet et moodboard af indbydende mikro køkkener med siddeplads. Wish me luck!

20140114-190109.jpg
Papa B. i fuld gang med at hjælpe med at filte og male køkken/gang!

Ny ret

Mit nytårsforsæt (ja, jeg er sådan en) er at jeg i 2014 skal blive bedre til at rykke ved min comfortzone. Prøve noget nyt ind i mellem. En ny ret, en ny vej til arbejde, et nyt land, et nyt bekendtskab, en ny egenskab. I morgen aften prøver jeg en ny ret! At lave en ny ret er måske ingenting for mange, men for mig er det dælme stort. Mig, der skiftevis laver mine 10 faste, gennemprøvede retter. Jeg har tænkt mig at prøve denneher suppe af ovnristet selleri med hvidløg, som jeg har fundet ovre på Miras madblog. En spand suppe er den perfekte varme simreret, specielt, nu hvor vinteren åbenbart har tænkt sig at forsøge at gøre sin entré (kan man afbestille den – anyone?). Og så endda sundt og totalt uden kulhydrater. Jæs.

Sellerisuppe

Livet som tegnsprogstolk

Her forleden faldt jeg over en ret skæg Tumblr-blog, der er skrevet af en gruppe amerikanske tegnsprogstolke om deres liv som… ja, tegnsprogstolke. Når man er det, så oplever man dælme lidt af hvert. Jeg sidder selv på den anden side, altså jeg er jo selv tolkebruger. Og jeg har garanteret udsat mine tolke for lidt af hvert gennem tiderne. Men jeg kan sagtens leve mig ind i tolkenes situationer – og gad vide, om hørende uden kendskab til tegnsprog ikke alligevel kan se situationerne for sig? Billedet er bare et eksempel… og slet ikke et billede fra min hverdag 😉Skærmbillede 2014-01-12 kl. 19.29.03

Taxa

Jeg elsker at hænge ud på lokale caféer. Et af de steder, jeg lige har opdaget, men som jeg altid vender tilbage til, er café Taxa i Stefansgade-kvarteret, det nye überhippe hood, åbenbart, som er sådan lidt Berlineragtigt med hipstere og kaffe og cool hjemmebryg og grødbar og alt muligt. Taxa har en søster-café ude i mit nær-hood, som hedder café Pixie på (den tidligere truede, men heltemodigt reddede) Bopa plads. Begge steder har udendørsservering med denneher fantastiske næsten-pariser-agtige stemning, så man rigtig kan sidde med et glas hvidvin og føle sig dekadent på den sydlandske måde. Begge områder er næsten stampet op af ingenting. Jeg skulle gerne mene, at både Stefansgade kvarteret og Bopa Plads var r**kedelige, almindelige boligområder for bare 10 år siden. Men nu vil alle, inklusiv mig, helt vildt gerne bo der. Sammenlignet med Pixie er Taxas inde-stemning dog en tand sejere. Varmt og hyggeligt og med runde borde. Og gode fritter med noget grønt dyppelse. Her til aften fylde jeg maven med Taxas burger, fordi jeg var i frittehumør. Lækkert og rart med sådan en omgang en helt almindelig torsdag aften.

20140109-210354.jpg

Spasser på cykelstien, må din røv klø helt vildt meget, og dine arme være alt for korte, hvis du:

  1. Smadrer en glasflaske på cykelstien
  2. Slingrer afsted i overhalingsbanen med et paraply
  3. Kører ud på cykelstien uden at se dig for, og en horde er på vej forbi
  4. Smækker bildøren op uden at holde øje med bagfrakommende cyklister
  5. Spærrer ved et lyskryds, så lyset skifter fra rødt til grønt til rødt uden andre kommer forbi

Andre bud på københavnske cyklisters finurlige små trafikale opfindsomheder?

Og der er helt klart dømt skærpede omstændigheder, hvis det regner. Så var vi lige nogle stykker, der fik et par pikante chok-effekter på vejen hjem. Så kan man rigtig mærke, at man lever!

copenhagen-bike-lane

Bloganbefaling: Kristina Ricken

Jeg har en ny absolut yndlingsblog.

Kristina Ricken er intet mindre end fantastisk! I tegneserieformat, med en barnlig streg og kærligt selv- og samfundsrevsende.

Hun tegner så man tænker, at man da også selv kunne køre en sjov tegneserieblog, men det tør jeg vædde en milliard på at det kan man ikke. Hun kan dælme sit kram.

Så simpelt og alligevel genialt – jeg er fan! Besøg hende her: Kristinaricken

Hvad tænker du?

20140107-225609.jpg

Nyt blogdesign

Her forleden fik jeg læst Julia Lahmes Blogbog – som inspirerede mig til at komme i gang med at blogge igen, for man burde da kunne finde en balance mellem at være professionel og personlig – uden at det kammer over i privat dyneløfteri.

Men jeg havde det lidt som når man tager noget gammelt tøj på i klædeskabet; man har det bare ikke så godt i de her klude, som burde være skiftet ud for længe siden. Min WordPress havde heller ikke været opdateret i århundreder. Så nu har jeg dælme givet hele bloggen en makeover – for gud ved hvilken gang.

Men denne gang har jeg en god, glad følelse i maven. De der nye klæder ser i al beskedenhed godt ud – og nu er der med min smarte iPhone heller ingen undskyldninger for ikke at dekorere bloggen med fine, yndige hverdagsbilleder!

Københavnerne

Her forleden fik jeg fingrene i denneher bog hos Arnold Busck. Og lige siden har jeg siddet som klistret til bogen. Læx coffee table, der handler om min absolutte yndlingsby og alle byens små charmerende hood’s. Hele 11 stykker fra Østerbro til Sydhavn, Amager til Nordvest og alt det der i mellem. Masser af læselir.

Og så er bogen skrevet i et fantastisk kærlig-ironisk toneleje, der hudfletter indbyggerne i hvert kvarter. Her fx om Nørrebro, så rammende, bidende sjovt:

Der er tre ting at gøre i kompromisets navn. 1. Indrette en grov landbohusholdning i sæson suppleret med croissanter fra Claus Meyer i Jægersborggade og surdejsbrød fra Nordisk Brødhus i Rantzausgade med den birkefyrede italienske ovn. 2. Købe et sommerhus så børnene kan få røde kinder. 3. Sætte dem i udflytterbørnehave, så de efter 30-40 minutter i bussen kommer ud i naturen, hvor forældrene ikke selv vil bo. På den måde tager børnene sig af pendlingen, mens forældrene cykler på arbejde eller sætter sig ned på den nærmeste kaffebar med den bærbare. Om formiddagen sidder halvdelen af gæsterne med ansigtet i en digital skærm, koncentrerede i en biblioteksagtig stemning. Afdæmpet ung mand med fuldskæg og kasket, gammeldags seler hængende løst om hofterne, langer deres cortados over disken.

For alle, hvis små urbane hjerter banker for København, læs den!

Desværre synes jeg ikke, forfatteren rigtig kom ind på livet af Østerbro, fordi hun kun fokuserede på speltparadiset indre Østerbro. Mit hood burde have fået lidt opmærksomhed også, men jeg tror faktisk ikke at “vi” passer ind i 2100 Spelt, os, der bor herude i kvadratet Østerbrogade/Jagtvej/Lyngbyvej/jernbaneskæringen, post-Fælledparken, lige op til Lyngbymotorvejen eller vejen op til Whiskybæltet. Men jeg håber “vi” kommer – ligesom Sydhavn gennem de seneste 120 år har undergået helt vilde forandringer fra at have været enge til arbejdere til nyrige.