Loppemarkedslækkerier

Normalt er jeg ikke til loppemarkeder, fordi jeg synes ting derfra er for gamle og lugter for gammelt og desuden finder jeg det lettere angstprovokerende at skulle stå og prutte om priser med vildtfremmede. Men hvis der er tale om møbler, kan man nok finde mange lækkerier – især hvis man kan lide den varme, som teak tilfører et hjem.

I dag fandt Thomas en stor hal på Aldersrosgade, der var propfyldt med lækkerier. Meget brunt, men ikke specielt lugtende – derimod en masse designkram og cool stuff. Det er et søskendepar der ejer foretagendet, og de har styr på deres kram. Priserne er også lidt derefter, men så er tingene også rimelig nænsomt udvalgt af pro loppehajer. Forelskede mig i et kæmpestort vitrineskab med skuffedarium, og min ven forelskede sig i de her lækre vaser, der samlet koster mindre en en freaking Lyngbyvase.

Må overveje at bolig-loppe noget mere, især fordi jeg leder efter køkkenrulleholder, saltkar, væghængt vægt og kaffefilterholder til la cuisina Mettisma. I gamle dage havde de jo ikke så meget plads i sådan nogle små københavnerlejligheder. Så hvis man skuer lidt tilbage i tiden rent designmæssigt, er der garanteret en masse godt kram til sådan et lille arbejderkøkken som mit. Måske jeg finder et yndigt lille bord til morgenkaffen?

Skærmbillede 2014-03-02 kl. 16.00.33

Materialistisk lørdagsrus

I dag er første lørdag og lønnen er lige tikket ind på kontoen. Det betød for mit vedkommende shopping, og hvilken salighed!

Ulempen ved at blive lidt ældre, eller thirtysomething da, er, at ens tøj også bliver ældre, og man bliver så frygtelig pragmatisk. Tøjet fungerer jo stadig, det er stadig pænt og fnuller-frit. Så hvorfor egentlig skille sig af med det? Og således har jeg spankuleret rundt i gamle klude lidt lovlig længe. Don’t fix it, if it ain’t broken.

Men i dag fik jeg så svinget Dankortet lidt, og hvilken materialistisk glæde, der gennemstrømmede mig!

Og her til aften satte jeg så mig foran computeren og gennemtrawlede modeblogs. Helt vildt og blodigt. Klikkeklikke, kiggekigge, følge links her og der. Nu er cirka 10 nye blogs føjet til RSS læseren og jeg har fået en masse visuelle lækkerier. Det er jo langt bedre end at læse blogs fra Feedly fra mobilen. Nu er jeg sprængfyldt af ny inspiration til eventuelle materialistiske rus og mulige feriedestinationer.

Det her burde dælme gøres noget oftere!

Sale-Shopping