Comwell Kellers Park

Jeg har netop tilbragt en weekend på Comwell Kellers Park i Vejle. En herlig omgang business og ikke mindst pleasure.

Denne gang fik vi den lækreste, eksklusive udsigt over spabadene og et lille stykke blinkende fjord. Det er ikke noget bedre end at starte sin dag i hvid morgenkåbe, i aromasauna, for så at dyppe sig i 8 grader koldt vand og så boble lidt videre i den udendørs spa.

Faktisk har jeg allerede været der én gang før, sidste september, sammen med en lille håndfuld jyske veninder. Så det var et kærkomment gensyn – og de allerbedste anbefalinger skal der lyde herfra. Også for maden!

Nu har jeg lovet mig selv lidt flere livsbekræftende spa-oplevelser. Det kan være det helt simple her i København (Øbrohallen for at holde det helt lokalt, ellers Frederiksberg Svømmehal eller DGI byen).

Og man kan jo også lige begynde at overveje en tur hinsidan, f.eks. Ystad Saltsjöbad eller hvor det nu er, det sner i spa-verdenen.

IMG_2253.JPG

10 ting jeg vil lave i september

Ved starten af september, inspireret af den yndige blogger Emily Salomons koncept, har jeg forfattet en liste over ting jeg gerne vil lave denne måned. Også for at huske mig selv på, at jeg skal mindes om (og få lidt gang i) alt det skønne og herlige, som livet jo faktisk også byder på. Mere overskud, ja tak!

  1. Gå i spabad (DGI byen, Øbrobadet eller Frb. Svømmehal)
  2. Tage i sommerhus eller på weekend
  3. Se en film i drive-in-biograf
  4. Besøge Louisiana eller et andet museum
  5. Invitere veninder hjem på middag
  6. Kysse lidt (meget) mere
  7. Se en sæson af Game of Thrones
  8. Læse mindst en bog
  9. Besøge Papirøen
  10. Lære at lave franske fletninger

På Facebook-nedtrapning

Nu har jeg slettet min Facebook app på mobilen. I jagten på at blive mere nærværende, leve i nuet og udnytte tiden fornuftigere. Det kunne sikkert blive interessant, hvis man kunne installere et lille trackingprogram på ens iPhone, der trackede ens interaktioner med dyret. Tror gerne en stor del af tiden bliver brugt på meningsløs Facebook-browsen i jagten på nyt, nyt, nyt. Også selv om der ikke er noget som helst nyt. Gammel vane, der nægter at dø. Jeg tror der er noget, der er meget mere interessant og virkeligt at finde, hvis man bare er lidt mere nærværende. Men hele tiden søger mine hænder iPhonen. For lige at tjekke noget. Et eller andet. Men Instagram giver ikke helt samme fix. Det tager tid at vænne sig til at Facebook ikke længere er tre tryk væk. Jeg har det som en ryger, der har kvittet smøgerne. Eller sådan forestiller jeg mig, at det føles. Men lige nu sidder jeg faktisk med mobilen i hånden. Da jeg sidder på Hovedbanegårdens Lagkagehuset med en Christianshavnerkage og venter på et tog, som jeg er i alt for god tid til. Så dog… Men mon ikke bloggen også er en lidt mere meningsgivende aktivitet?

Gang i efteråret

Nu må min sommer være ved at være ovre. Senest stod den på en forlænget weekend i sommerhus på Møn, og inden det var det noget med Nordisk Kulturfestival i Turku, Finland.

Nu er jeg klar på at trække i arbejdstøjet igen. Fuld af energi og ved at samle inspiration til at gøre mit arbejde endnu mere sexet – for det skal være sjovt og givende at gå på arbejde!

Hos Tolketid har vi haft travlt hen over sommeren, fordi vores smadder dygtige folk har fået stablet et par arrangementer op på benene i samarbejde med bl.a. Københavns Zoo og Randers Regnskov. Her har vi stillet op med vores tegnsprogstolke til deres sommerarrangementer, så døve har kunnet nyde tilbuddene på tegnsprog. Og vores tolke har nydt de mere skæve opgaver. Så det har bare været den fedeste win-win situation for alle.

Nu får vores tolke snart travlt igen, fordi mange uddannelser går i gang i denne uge. Det har vi helt styr på, fordi der sker mange spændende ting internt, der kommer løbende nyt på bloggen.

Og hvad Tegnstuen angår, så sætter vi gang i en gratis introduktion til tegnsprog nu på torsdag og åbner ballet med et nyt efterårs-tegnsprogs-hold for nybegyndere. Denne gang forsøger vi os med lidt Facebook markedsføring, men mere officielt skal man tilmelde sig holdet (og få clearet betaling) på info@tegnstuen.dk for at komme på tegnsprogskursus til september.