Om det sociale intranet

I dag var jeg til kunde-møde henne hos Podios HQ. Noget, som jeg har glædet mig til længe. For at se, hvordan de har indrettet sig og komme lidt mere under huden på Podio. Jeg har siden dag et været superfascineret af Podio. Podio er jo et dansk stiftet værktøj – med den mission at ændre måden vi arbejder på. Podiofolkene holder til i et større kontor på Vesterbro i København, hvor de amerikanske ejere, Citrix, har indrettet Podio i kontorfællesskab med andre af Citrix’ produkter som fx GoToMeeting mv. Lækre, rå, lyse lokaler indrettet efter organisationens behov. Personligt er jeg fan af Podio i professionelt øjemed, fordi jeg helt klart er en af dem, der mener, at e-mailen er stendød og totalt begravet. Hvornår har jeg sidst frivilligt brugt e-mail sådan helt til hygge-snak? Hyggesnak for mig sker mere ovre på platforme som f.eks. Facebook, eller så i hvert fald over en god, gammeldags kop kaffe. Bevares, jeg bruger da stadig mine e-mail adresser meget aktivt i embeds medfør. Specielt som 1-1 samtaler med fremmede elementer som f.eks. bankmanden og… ja, jeg ved ikke hvem jeg ellers e-mailer med. Måske enkelte konservative bekendte. Og jeg leger da også gerne med, når andre (førnævnte konservative typer) insisterer på at bruge e-mailen som kommunikationsplatform. Men til interne faglige projekter, diskussioner og forretningsudvikling er det helt klart Podio som værktøj, der rykker. Både professionelt og privat. Jeg elsker Podios opgave-feature incl. den måde man kan uddelegere opgaver til sig selv og til kollegerne for dermed at kunne holde overblikket over de forskellige bolde, der er i luften og at komme i mål til aftalte deadlines. Jeg elsker at kunne definere forskellige forretningsbehov og at opbygge en anvendelig struktur op omkring dem. Jeg elsker, at Podio er et socialt værktøj og ikke mindst mobilt – så man kan have sin helt egen mobile minikontor med sig overalt hvor man så end færdes, og at noter hurtigt kan lagres, så ikke en eneste vigtig tanke går til spilde. Fagligt er jeg superinteresseret i hvordan man udvikler og konsoliderer sociale intranet i virksomheder – skræddersyet efter forretningens behov. Og det er jo ikke kun Podio, der er på banen her. Microsoft har deres modsvar i form af Yammer, og så er der Basecamp og IBM har deres egen IBM jam til deres mange medarbejdere. Fælles for dem alle, og konkurrenterne, er, at vi er ved at rykke os over i en tid, hvor internettet har ændret vores måde ikke kun at socialisere på men også at arbejde på. Og her er der rigtig mange der endnu ikke er skiftet. DSB er i gang og Arla ligesådan – og mange følger helt sikkert med over de kommende år, og det kræver en omstillingsevne. Fantastisk spændende rent fagligt; og mon ikke det bliver noget af det, som jeg rent professionelt skal beskæftige mig en hel del mere med her efter den 1. oktober.

Lidt om lystbetonede aktiviteter

Jeg har her forleden endelig fået sat mit medlemskab af FitnessDK i bero de næste 4 måneder. Jeg kan slet ikke mønstre bare det allermindste engagement omkring at løfte en kettlebell eller betvinge en spinningcykel. Hver morgen, når al sund fornuft dikterer morgengymnastik, så skriger min krop hell no. Jeg må hellere lytte til mig selv og gøre mine fysiske aktiviteter mere lystbetonede. Finde på noget andet. Og det med de små traveture, de fungerer dælme for mig. Det er endda lidt sjovere at gå end at cykle. Sådan en slags slow-motionsform. Så jeg sætter glad og gerne det ene ben foran det andet. Sværere er det jo heller ikke at komme i gang. I dag har jeg spadseret 10 kilometer på den konto – i det herlige vejr. Det går godt nok meget langsommere at gå, men så får tiden et helt andet perspektiv. Og så sørger jeg imens for at være i nuet. Holde øjnene åbne og se verden som den er. Stoppe op her og der. Tænke store tanker, små tanker, meget store tanker, meget små tanker. Og alt det imellem. Og sikke herligt at tømme sit hoved på den måde. At lade tankerne flyve afsted. Og lukker jeg først op for æsken med tanker, er der dælme mange af dem. De myldrer kaotisk rundt, og jeg elsker det. Mine gåture på det seneste har været øvelser på at være mere opmærksom på de små ting og detaljer i livet. Jeg vil for eksempel gerne være mere kreativ med ord og tanker. Også fordi jeg nu engang godt kan lide at skrive – jeg har bare gemt den side af mig selv væk længe. Så mine tanker fik mig i dag til at gøre alvor af meget lang tids overvejelse omkring at udskifte min trofaste Margot på 15″ fra ultimo 2008 til Mabel Macintosh fra primo 2014. Som er en lille smækker, spritny Retina sag på 13″ og uendeligt meget mere handy at bære rundt på. Så nu kan jeg producere og snedkere ord og tanker alle steder fra, bare jeg smækker Mabel op. Mabel skulle også være klar til at redigere billeder og fotos – helt uden rod. For jeg vil også gerne lære at tage skarpe shots til at berige ordene med. Måske skulle jeg overveje at tage et på et lille fotokursus og finde en stil at arbejde videre med. Dagens ti kilometer på de flade konvolutter var absolut inspirerende. Og lidt dyr. Men nu har jeg til gengæld så valgt at investere i kreativiteten.

Weekend

Ah, sikke herligt at holde weekend. Uden noget vildt på tapetet. Jeg tror faktisk at jeg er verdensmester i at ingenting lave. Det rører mig slet ikke, at jeg ikke har lavet nogen revolutionerende weekendaftaler. Kan sagtens lave en masse aftaler med mig selv om alting og ingenting. De travle weekender dukker jo op når man mindst venter det. Så man må udnytte de stille af slagsen. Og sikke jeg elsker mine stille weekendmorgener. De morgener, hvor der ikke skal nås noget som helst. Sådanne morgener findes der jo flest af i weekenden. De hellige morgener er nu blevet beriget af min nye Nespresso Citiz Milk kaffemaskine. Som har vundet en test hos Forbrugerrådet Tænk. Dyret har jeg døbt Nestor II. Det går nu som en leg at lave en laber latte, som så kan indtages på min diminutive sofa, akkompagneret af nattøj og det højeste morgenhår. Sammen med et dameblad eller to, og jeg er noget nær lykkens pamfilius. Det hellige ritual har jeg praktiseret både lørdag og søndag denne weekend. Og så har veninde & jeg i fredags fået bøf & vin på Retour Steak (en af Købstadens førende bøf og bearnaise-pushere), Papa B. og jeg været ude og køre tur vestpå i Mebbilen, som endnu ikke er blevet døbt noget genialt. Og så har jeg i dag været i Tivoli med la familigia; den sidste dag i den gamle haves sommersæson. Snart starter de Halloween og deres juleshow. Jeg er noget nær ekspert i Tivoli, fordi min svoger arbejder derinde og beriger os med arbejdsgiverbetalte fribilletter til familie (og andre heldige) fra tid til anden. Nu starter en ny uge og jeg er udhvilet og klar!

Tidligere fri

I dag gik jeg fra arbejde kl. 15.00 dut nul. Sharp. Skulle næsten sætte en påminder til mig selv om, at jeg skrigende skulle hive stikket ud af computeren og gå tidligere i dag. Ud i det fri. Da jeg slap ud, missede jeg op mod lyset som en eller anden hamster, der er blevet hevet ud af sin savsmuldsbunke. Den var skarp, den spæde sensommersol. En luksus som synger på allersidste vers. Når man ellers er vant til at arbejde længere alle hverdage, er det virkelig uvant at berige det resterende samfund med ens tilstedeværelse allerede kl. 15. Og hvad skulle jeg dog stille op med min frihed? Efter at have kredset rundt om mig selv et par omgange, besluttede jeg mig for en sweet treat hos Emmerys. For mit 10-klips kaffekort plus en ekstra bevilling på en hindbærsnitte. Således med mine erobringer i hånden trissede jeg videre til en random bænk ved søerne. Satte mig ned og nød eftermiddagskaffen, mens jeg mærkede solens varme mod mit ansigt og københavnerne defilerede forbi på cykler og til fods. Ah. Og derefter var det tid til at gå på apoteket, optikeren og den slags småtterier, som jeg normalt aldrig har tid til og derfor har undværet vitaminpiller og hvad ved jeg alt for længe. Pengene fik dog hurtigt små, hurtige ben at gå på, for jeg fandt sørme også en fin skjorte og en bordeauxrød vinterjakke (endelig fandt jeg noget smart og varmt, som ikke er sort) – og så fik jeg hygget videre. Kom hjem uden at være fuldstændig bombet, så det blev minsandten også noget med at have overskud til at lave aftensmad. Og til at rydde op. Og læse lidt magasiner og se tv i form af hr. Bitz der ævlede løs om at det er usundt at være for sund. (WTF? Det er da helt klart meget nemmere at være usund end sund). Nu er det så småt ved at være min sengetid. Jeg er glad og tilfreds og udhvilet, og har oplevet lidt mere end bare at arbejde. På sådan en dag som i dag husker jeg mig selv på, hvor vigtigt det er at tvinge sig selv til at tage et break. At man sagtens kan være professionel og effektiv, selv om man formaster sig til at gå lidt tidligere en gang i mellem. Man kan se på det som en investering i sig selv; at man med den nyvundne energi faktisk bliver mere glad og effektiv på sigt. Også selv om man ikke ved hvad man så skal med al den frihed. Men der kommer altid et eller andet. Og ellers er det jo også så sundt (sundere end usundt) og fremmende for kreativiteten at kede sig!

Alt eller intet om lyskilder

The never-ending story i la cuisina Mettisma fortsætter. Under køkkenets allerseneste opfriskning, hvor den ene væg blev malet sort, blev det frygtelige, kinagrill-agtige ovenlys ved samme lejlighed fjernet. Til min store glæde. Men ulempen har så til gengæld været, at køkkenet sidenhen har været begravet i bulderravende mørke og min lyst til at pusle rundt derude tilsvarende har været minimal. Men nu, hvor vi tydeligvis bevæger os mod mere de mere dunkle årstider, er det efterhånden ved at blive noget presserende at gøre noget ved belysnings-klimaet derude. Jeg hader sådan at spørge andre om hjælp, men det lykkedes mig at alliere mig med venindes mand, der gerne ville hjælpe med at installere diverse lyskilder. Som sagt, så gjort, og vi valfartede hele vejen ud til Ikea. Dagens højdepunkt, ud over at være på arbejde, naturligvis. Det hører ellers til sjældenhederne, at jeg er i Ikea med en mandsperson, så vi sprang let og behændigt over dekorationsafdelingen på 1 sal. Venindes mand navigerede os kyndigt gennem det labyrint der er bare at udvælge lys til køkkenskabene og alle de dertil hørende livsnødvendige aggregater for at få installationen helt på plads. Jeg kunne heller ikke lade være med at blive pænt forarget over, at sådan en sølle lille kedsommelig bunke lys-dimser forårsagede en konto-udskrivning på 1,5 K. Omg. Gad vide, om den kan skrives på ejendommens vedligeholdelseskonto? Nåmen hele dagen gik så med at shoppe helt ekstremt kedelige ting som lysdimser, pærer, ledninger, stikkontakter og deslige. Næste step bliver at la cuisina Mettisma og resten af min lejlighed bliver oplyst af rare lyskilder. Åh, det bliver godt, når det hele er på plads.

Ned i fødderne

Ikke mere fysisk dovenskab eller slendrian til mig. Nu vil jeg bevæge benene med jævnlige mellemrum. Har faktisk næsten glemt hvad det vil sige at have fødder. Så hermed indfører jeg to cykelfrie hverdage om ugen, hvor jeg spadserer afsted på arbejde på de små flade konvolutter. Underlagt en streng dogme; Ingen anvendelse af hverken motoriserede eller hjuldrevne transportable hjælpemidler til at supplere kroppens fremdrift. Inspireret af min veninde, der troligt og stædigt defilerer afsted på arbejde hver eneste freaking dag. Hun står op tidligere og så er det bare afsted i fri trav. Hun går – til alt. Så overskudsagtigt. Det samme skal jeg til at gøre. I et mindre målestok dog. Små skridt. Små slag. Jeg bor godt nok i et af købstadens mindre kulturelt lødige områder, men så kan man jo bare catche op med nyheder og deslige på sin iPhone, mens benene forcerer de kedsommeligste, motordominerede færdselsårer som f.eks. Nørre Allé. Og omvendt har det sine absolutte kvaliteter at promenere op og ned af spraglede gader som eksempelvis Nørrebrogade. Og sikke man spotter andre menneskers gøren og laden. Man kan jo peoplewatche helt vanvittigt meget, mens man bare spankulerer derudaf. Og holde øje med alle de nye steder, der med jævnlige mellemrum popper op i gadebilledet og tilfører byen lidt nyt, eller så da bare lidt mere af det samme.  Og mon ikke sådanne små urbane ørkenvandringer kan sætte gang i ideer og inspiration til bloggen og diverse? Og ved at gå kan man komme lidt væk fra hovedet. Komme i kontakt med kroppen og ikke mindst ned i fødderne! Helt gratis. Sikke et genialt koncept.

Børn? Nej tak… tror jeg

Femina har i denne uge et lille tema om kvinder, der bevidst har fravalgt børn. Jeg bladrede straks om på side 90. Elsker når nogen tør diskutere det emne. Men journalisten bag artiklerne har haft en eller anden vinkel med, som hun synes at prøve at snige ind i alle artikler – om at der måske er noget med en traumatiseret barndom, der spiller ind i kvinders fravalg af børn.

Og sikke det irriterer mig. På samme måde som at man ikke er nogen rigtig kvinde, hvis man ikke har børn. Og de fleste er således tilsyneladende bevidste om at de skal være mødre. Flere bliver det sikkert, fordi omgivelserne forventer det. At få børn når man er 30+ er i høj grad en aktiv beslutning.

Men det at ikke at få børn er jo en individuel sag, tænker jeg. Måske vælger man ikke fra. Måske er det bare ikke det, man drømmer om? Og så handler man ikke. Jeg er selv lidt nervøs for så kategorisk at sige “Børn? Nej tak”… for jeg er i en alder, hvor alt i princippet kan ændre sig på et splitsekund. Men for at være fuldstændig ærlig, så virker tanken om at få børn ikke på nogen måde appellerende på mig. Jeg har ikke nogen kæreste, men hvis jeg virkelig ville have børn, så tror jeg faktisk, at jeg allerede ville begynde at overveje at få selv, ligesom seje Linda fra Blogsbjerg. Jeg er ikke typen der bare venter.

Men det vil jeg ikke. Nej, vorherre bevares. Og hvorfor så ikke? Mit svar må være, at jeg aldrig nogensinde har følt det nive i æggestokkene. Og den livsstil, der følger med at få børn, den interesserer mig overhovedet ikke. Små børn er nuttede og charmerende, og jeg skal da også have et stykke med baby, hvis jeg kender nogen, der har et lille sødt væsen, man kan gramse på. Jeg viser stolt min niece og nevø frem, og de er også nogle bedårende små mennesker. Men efter bare en halv time i små (og større) børns selskab keder jeg mig og får lyst til at lave noget helt andet.

Det er min personlige begrundelse for ikke at ville have børn. Det. Interesserer. Mig. Overhovedet. Ikke. Jeg har ikke haft en traumatiseret barndom. Jeg er ikke grim eller ucharmerende. Jeg er ikke lesbisk. Jeg hader ikke mænd. Jeg har ikke nogen dysfunktionel personlighed. Det er ikke fordi jeg aldrig får tilbud fra mænd. Jeg har simpelthen bare ikke lyst.

Jeg har ikke lyst til at bære så stort et ansvar, servicere 24/7/365, følge kollektive rammer og regler, aflevere og hente, følge til og fra diverse, bekymre mig, komme ud i egne og andres konflikter, ligge under for andres forventninger på mine og barnet/børnenes vegne, pleje omgang med diverse sygdomme, hænge ud eftermiddage på legepladser, spendere weekender på diverse børneaktiviteter, frygte sukker, parabener, e-stoffer og andres misbilligende, politisk korrekte blik, skynde mig hjem fra alt muligt, vaske abnorme mængder tøj, rydde op konstant, gå til forældremøder eller forholde mig til skolereformer, skoleferier eller andre menneskers børn i mit eget hjem. Jeg er ikke i tvivl om at børn giver masser af kærlighed, indhold og mening i livet. Men det er ikke noget glansbillede.

Ovenstående lyder egoistisk, specielt når det står på skrift. Det er det helt sikkert også. Og det er også helt i orden at stå ved det at man måske er lidt egoistisk – bare man behandler andre mennesker pænt og ordentligt. Så længe det ikke kun er os, der ikke interesserer os for børn, der er egoistiske. Blot det at vælge at få et barn (af hvilken årsag man nu har) er i bund og grund jo også en egoistisk handling. Og fandt jeg en kæreste, jeg ville det med, så kunne det måske også være, at jeg lige pludselig vendte på en sten og var klar på at poppe små mennesker ud. Måske. Måske ikke. Jeg ved ikke engang hvad jeg taler om, når jeg taler om børn. For det har jeg jo ikke prøvet.

Men jeg ved, hvad jeg føler. Jeg har altid været af den overbevisning at det er vigtigt at man tør sige fra hvis man ikke har lyst til noget. Men det, der bliver ved med at genere mig er, at jeg har en eller anden følelse af, at jeg alligevel har en usynlig deadline hængende over hovedet på grund af min alder. Skal du nå at skabe en karriere? Så har du travlt. Skal du nå at at bo i udlandet? Så har du travlt. Mig? Jamen, jeg har stadig størstedelen af livet foran mig!

Og den deadline bliver ikke mindre presserende af, at de efterhånden få af mine veninder, der ikke har børn, faktisk begynder at tale om at reproducere sig selv. Hvad der så sker post-veninders-børn har jeg ingen anelse om. Jeg elsker sådan at hænge ud på café, rejse og gå ud og spise god mad. Lære nye ting, opleve og udvide min horisont. Hvem skal jeg gøre det med? Det med selskabet må jeg da ærligt talt sige, jeg frygter en lille smule.

Og jeg har heller ikke lyst til at blive en dame med katte eller blive sådan en 50’ish københavner-elskerinde-type. Det er mit skræmmebillede på en kvinde uden børn eller mand. Men hvorfor i alverden skal det dog være så stereotypt? Det genererer mig, at jeg faktisk også selv bærer på sådanne frygtelige fordomme. Jeg savner sådan at se flere skideseje rollemodeller, der står frem som den de er. Attraktive, kloge, seje og dem selv.

Jennifer Aniston fx. har lagt ryg til en masse snak om hvorfor hun ikke har fået børn. Læs denneher artikel hvor hun lufter sine tanker omkring det. Hun har en karriere, er en dygtig og charmerende American Sweetheart. Og hun har ikke børn. Amen. Herligt, og hun er skøn og smuk kvik. Flere af hende, tak! Gad vide hvor mange mænd, der ikke har børn, og som alle beundrer? Sikkert mange flere mænd end kvinder. Hvem der bare var bøsse og fri for presset – men nu er der endda faktisk også flere homo’er der vælger forældrerollen!

Mon der er nogen derude, der kan genkende mine tanker? Mellem 10-14% af danske kvinder bliver aldrig mødre, står det i Feminas temmeligt korte og ikke-grundige tema. Det var dælme ikke mange. Og de fleste af dem gemmer sig godt og grundigt. Måske er det lidt flovt at tale om det og stå ved det. Måske er man bange for at fornærme de 86-90% af medsøstre, der har børn.

Men altså. Gid flere ville komme ud af busken… som helt normale, velfungerende, ikke-traumatiserede kvinder, der faktisk har det rigtig godt og meningsfuldt – selv om man ikke har haft behov for at klone sig selv.

Karriere-kursskifte

At være den person man er. At være den person man gerne vil være. Det kan være to utrolig forskellige ting, har jeg fundet ud af. Nu vil jeg bruge tid på at kombinere de to ting og jeg skal finde tilbage til min kerne – den jeg er.

Jeg har vidst det i flere måneder, men nu kan jeg endelig springe ud med min viden, fordi alle medarbejderne har fået besked om det sidste weekend. Jeg har valgt at sige min stilling op. Det betyder, at jeg har min sidste arbejdsdag hos Tolketid ved udgangen af denne måned. Jeg har i samarbejde med ejerkredsen fået firmaet op og køre – efter den strategi der er blevet lagt. Og når man arbejder med strategier, lægger man målsætninger, og nogle gange er vejen ikke helt lige. Men vi har internt stort set nået de fleste resultater. Jeg har elsket det arbejde jeg har været ansat til at udføre, og jeg har mødt nogle helt fantastiske mennesker på min vej, der også har troet på firmaet og lagt energi i for at få missionen fuldført.

Det har været to spændende og barske år, og jeg har dælme fået mine på puklen, været i stormvejr og set og hørt lidt af hvert. Og jeg har arbejdet r*ven ud af bukserne. Men missionen synes jeg er lykkedes. Vi har fået etableret et solidt socialt intranet og en faglig kultur og medarbejderne er i fuld gang med at tegne firmaet efter de visioner, der i sin tid blev udstukket fra øverste side. Og jeg vil sige, at det er nogle fantastiske, dygtige og samvittighedsfulde ejere der står bag Tolketid. Og som godt ved at jeg skriver dette indlæg. Partnerne har udstukket nogle rigtig gode og bæredygtige visioner for firmaet, søsterselskaberne og i det hele taget for branchen. Gennem en nytænkning af hvordan man kører virksomhed i en ellers meget lille, konservativ og (også) feminiseret branche, som helt ærligt talt trænger til en grundig oprydning i alle led af værdikæden!

Men nu er min tid i tolkebranchen ved at være forbi. Man bliver aldrig færdig med forretningsudvikling, men fundamentet er lagt, og nu er firmaets næste fokus på drift og ledelsens fornemste opgave er at få hjulene til at køre så optimalt som muligt. Og nu vil jeg igen være en fri fugl, og det er jeg ved månedens udgang. Jeg vil fokusere på min faglige profil: Forretningsudvikling.

Jeg vil se frem til at være mere udadvendt fremover. Jeg har de seneste år lagt en del bånd på min privatperson, fordi jeg personligt mener, at tolkebranchen kræver at man udviser finesse, nærvær, ansvar og professionalisme på den diskrete måde. Og at man som leder følger de rammer, man selv udstikker. Det kan jeg godt håndtere rent arbejdsmæssigt, men diskretionen er også begyndt at præge mig som menneske. Det er jo ikke sådan jeg er, inderst inde – jeg snakker mere!

Da jeg sagde op var det helt uden at have et eneste kort på hånden. Op til flere i min nærmeste kreds har ment at jeg var noget nær vanvittig. Andre nær mig har syntes det var rigtig sejt, at jeg valgte at være tro mod min indre kerne og rykke videre, fordi jeg savner at være den person, som jeg er.

Arbejdsløshed og lediggang skræmmer mig ikke. For jeg ved, at jeg til enhver tid kan finde på noget at sætte i gang. Jeg har stadig ti millioner ideer. Og nu er jeg blevet stærkere i hvordan man får noget etableret op helt fra bunden. Men jeg har også mistet fodfæstet og forbindelsen til hvad jeg inderst inde vil. Ønsker jeg at være selvstændig, eller firma-ansat, eller være entreprenør for andre?

Jeg har dog slet ikke haft tid til at gå 100% i tænkebox. Jeg er overhovedet ikke i tvivl om, at jeg skal i gang med at være kreativ igen; det skal være noget med sprog, kreativitet og e-business. Som det ser ud nu er der en spændende skitse, der begynder at tegne sig og nogle nye døre er ved at åbne sig. Jeg glæder mig til at dele nyhederne med jer. Det bliver i hvert fald noget med mit hjertebarn.

Intet er 110% på skrift på stående fod, og jeg lever fint med at jeg ikke præcist har styr på hvordan tingene ser ud om et par måneder. Men jeg er fortrøstningsfuld, for jeg ikke har bundet mig til noget som helst, der ikke hurtigt kan afvikles, og jeg kan uden problemer leve på en sten, hvis det skulle være.

Men nu skal jeg fokusere fuldt ud på at få konsolideret de sidste løse ender og lave en overlevering til den nye ledelse. Og så vil jeg personligt prøve at skabe rum til at tænke. Rigtig meget og grundigt igennem.

Tænke over hvad det er jeg vil med min karriere og allervigtigst – det liv, jeg har og som jeg nok har savnet at leve lidt mere fuldt ud fordi mit arbejde har taget det meste. Der er ingen tvivl – nu vil jeg kombinere den jeg vil være med den jeg er og leve så loyalt som muligt efter det. Genskabe nogle værdier jeg altid har haft, men som jeg måske har gemt lidt for godt væk i løbet af de seneste to års travlhed. Det her er lige dele af skræmmende, sindssygt spændende og ikke mindst befriende.

Det bliver helt vanvittigt spændende efter den 1. oktober!