Børn? Nej tak… tror jeg

Femina har i denne uge et lille tema om kvinder, der bevidst har fravalgt børn. Jeg bladrede straks om på side 90. Elsker når nogen tør diskutere det emne. Men journalisten bag artiklerne har haft en eller anden vinkel med, som hun synes at prøve at snige ind i alle artikler – om at der måske er noget med en traumatiseret barndom, der spiller ind i kvinders fravalg af børn.

Og sikke det irriterer mig. På samme måde som at man ikke er nogen rigtig kvinde, hvis man ikke har børn. Og de fleste er således tilsyneladende bevidste om at de skal være mødre. Flere bliver det sikkert, fordi omgivelserne forventer det. At få børn når man er 30+ er i høj grad en aktiv beslutning.

Men det at ikke at få børn er jo en individuel sag, tænker jeg. Måske vælger man ikke fra. Måske er det bare ikke det, man drømmer om? Og så handler man ikke. Jeg er selv lidt nervøs for så kategorisk at sige “Børn? Nej tak”… for jeg er i en alder, hvor alt i princippet kan ændre sig på et splitsekund. Men for at være fuldstændig ærlig, så virker tanken om at få børn ikke på nogen måde appellerende på mig. Jeg har ikke nogen kæreste, men hvis jeg virkelig ville have børn, så tror jeg faktisk, at jeg allerede ville begynde at overveje at få selv, ligesom seje Linda fra Blogsbjerg. Jeg er ikke typen der bare venter.

Men det vil jeg ikke. Nej, vorherre bevares. Og hvorfor så ikke? Mit svar må være, at jeg aldrig nogensinde har følt det nive i æggestokkene. Og den livsstil, der følger med at få børn, den interesserer mig overhovedet ikke. Små børn er nuttede og charmerende, og jeg skal da også have et stykke med baby, hvis jeg kender nogen, der har et lille sødt væsen, man kan gramse på. Jeg viser stolt min niece og nevø frem, og de er også nogle bedårende små mennesker. Men efter bare en halv time i små (og større) børns selskab keder jeg mig og får lyst til at lave noget helt andet.

Det er min personlige begrundelse for ikke at ville have børn. Det. Interesserer. Mig. Overhovedet. Ikke. Jeg har ikke haft en traumatiseret barndom. Jeg er ikke grim eller ucharmerende. Jeg er ikke lesbisk. Jeg hader ikke mænd. Jeg har ikke nogen dysfunktionel personlighed. Det er ikke fordi jeg aldrig får tilbud fra mænd. Jeg har simpelthen bare ikke lyst.

Jeg har ikke lyst til at bære så stort et ansvar, servicere 24/7/365, følge kollektive rammer og regler, aflevere og hente, følge til og fra diverse, bekymre mig, komme ud i egne og andres konflikter, ligge under for andres forventninger på mine og barnet/børnenes vegne, pleje omgang med diverse sygdomme, hænge ud eftermiddage på legepladser, spendere weekender på diverse børneaktiviteter, frygte sukker, parabener, e-stoffer og andres misbilligende, politisk korrekte blik, skynde mig hjem fra alt muligt, vaske abnorme mængder tøj, rydde op konstant, gå til forældremøder eller forholde mig til skolereformer, skoleferier eller andre menneskers børn i mit eget hjem. Jeg er ikke i tvivl om at børn giver masser af kærlighed, indhold og mening i livet. Men det er ikke noget glansbillede.

Ovenstående lyder egoistisk, specielt når det står på skrift. Det er det helt sikkert også. Og det er også helt i orden at stå ved det at man måske er lidt egoistisk – bare man behandler andre mennesker pænt og ordentligt. Så længe det ikke kun er os, der ikke interesserer os for børn, der er egoistiske. Blot det at vælge at få et barn (af hvilken årsag man nu har) er i bund og grund jo også en egoistisk handling. Og fandt jeg en kæreste, jeg ville det med, så kunne det måske også være, at jeg lige pludselig vendte på en sten og var klar på at poppe små mennesker ud. Måske. Måske ikke. Jeg ved ikke engang hvad jeg taler om, når jeg taler om børn. For det har jeg jo ikke prøvet.

Men jeg ved, hvad jeg føler. Jeg har altid været af den overbevisning at det er vigtigt at man tør sige fra hvis man ikke har lyst til noget. Men det, der bliver ved med at genere mig er, at jeg har en eller anden følelse af, at jeg alligevel har en usynlig deadline hængende over hovedet på grund af min alder. Skal du nå at skabe en karriere? Så har du travlt. Skal du nå at at bo i udlandet? Så har du travlt. Mig? Jamen, jeg har stadig størstedelen af livet foran mig!

Og den deadline bliver ikke mindre presserende af, at de efterhånden få af mine veninder, der ikke har børn, faktisk begynder at tale om at reproducere sig selv. Hvad der så sker post-veninders-børn har jeg ingen anelse om. Jeg elsker sådan at hænge ud på café, rejse og gå ud og spise god mad. Lære nye ting, opleve og udvide min horisont. Hvem skal jeg gøre det med? Det med selskabet må jeg da ærligt talt sige, jeg frygter en lille smule.

Og jeg har heller ikke lyst til at blive en dame med katte eller blive sådan en 50’ish københavner-elskerinde-type. Det er mit skræmmebillede på en kvinde uden børn eller mand. Men hvorfor i alverden skal det dog være så stereotypt? Det genererer mig, at jeg faktisk også selv bærer på sådanne frygtelige fordomme. Jeg savner sådan at se flere skideseje rollemodeller, der står frem som den de er. Attraktive, kloge, seje og dem selv.

Jennifer Aniston fx. har lagt ryg til en masse snak om hvorfor hun ikke har fået børn. Læs denneher artikel hvor hun lufter sine tanker omkring det. Hun har en karriere, er en dygtig og charmerende American Sweetheart. Og hun har ikke børn. Amen. Herligt, og hun er skøn og smuk kvik. Flere af hende, tak! Gad vide hvor mange mænd, der ikke har børn, og som alle beundrer? Sikkert mange flere mænd end kvinder. Hvem der bare var bøsse og fri for presset – men nu er der endda faktisk også flere homo’er der vælger forældrerollen!

Mon der er nogen derude, der kan genkende mine tanker? Mellem 10-14% af danske kvinder bliver aldrig mødre, står det i Feminas temmeligt korte og ikke-grundige tema. Det var dælme ikke mange. Og de fleste af dem gemmer sig godt og grundigt. Måske er det lidt flovt at tale om det og stå ved det. Måske er man bange for at fornærme de 86-90% af medsøstre, der har børn.

Men altså. Gid flere ville komme ud af busken… som helt normale, velfungerende, ikke-traumatiserede kvinder, der faktisk har det rigtig godt og meningsfuldt – selv om man ikke har haft behov for at klone sig selv.

2 tanker om “Børn? Nej tak… tror jeg”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *