Det lille køkken

inspiration-køkken

Et af de projekter, som jeg rimelig med det samme agtigt agter at kaste mig over, er at shine det utrolig grimme lille sommerhuskøkken en lille bitte smule op. Et projekt jeg også har haft rimelig succes med herhjemme. Men hvor der er en sort væg og en glødepære herhjemme, skal sommerhuskøkkenet være helt gennem romantisk og luftigt – så den får på alle tangenter! Det er det fede ved at have sommerhus. Så kan man jo gå fuldstændig amok med flere forskellige stilarter! Og sikke jeg vold-elsker Pinterest; der er jo alt muligt lækkert billedlir så man nærmest dåner af inspiration overload! Her oven ses min debutcollage – et billedmix af min inspiration, og stoffet, som jeg flasher i nederste venstre hjørne på collagen, har jeg fundet i Stof og Stil som i følge en af mine stofkyndige veninder skulle være en af byens førende stofpushere. Jeg er stadig i tænkeboks hvad den ustyrligt grimme bordplade angår, om man kan male det over, eller sætte noget klistermærkepapir på? Men måske der er nogle kloge hoveder derude, der kan tippe om hvordan man håndterer en sådan uden at skifte ud. For jeg skal trods alt prioritere benhårdt mellem sommerhusinvesteringerne – og dem kommer der mange flere af!

Galleri fra sommerhuset

Jeg elsker før-efter boligreportager, og det er også gået op for mig, at det dælme  er længe siden, at boligbladene har praktiseret det med før-efter. De viser kun den velpolerede virkelighed! Så derfor har jeg besluttet mig for at smide de ucensurerede billeder af hvad det er for noget, jeg har overtaget! De tidligere ejere har efterladt mange super fede retro ting i huset, der er dog også fulgt en del crap og en del orange ting og sager med. Jeg beholder de fedeste ting, men der bliver også ting, jeg må skille mig af med for at slippe for den mest lumre museums-stemning. Og så skal der shines op. Der har været nogen, der har været meget glade for rødt. Alt træværk er pt. sort og rødt. Jeg kan personligt ikke håndtere nogen form for rødt i indretningen, så alt skal hvidtes og renses for øjet. Træloftet ville jeg gerne beholde, men er kommet frem til, at det bliver for dunkelt, så jeg maler det hvidt og lader bjælkerne forblive træfarvede (lige nu er de dælme også rødlige, så jeg skal skrigende traktere dem med en rystepudser. Eller hvad dælen man nu bruger). Og så er der noget med at åbne op og få lys ind med nye vinduer og så få bygget en terrasse. Og supplere med flere moderne møbler og tæpper og lys. Jeg skal som noget af det første shine køkkenet op; fjerne de frygtelige firserlåger og erstatte med stofgardiner, det er super sødt og sommerhusagtigt. Og så har jeg også lagt ud med at få investeret i en varmepumpe, så huset får en varmekilde til ud over brændeovnen. Man kan endda sende en SMS til dyret og bede det om at varme huset op, når man skal afsted, så kommer man til et lunt hus. Har også bestilt en palle med træ. Jeg er helt vild med at planlægge sådan noget, min indre projektleder og strukturfetichist går amok, og man får dælme mødt alle mulige mennesker undervejs i processen. Så følg endelig med herinde; fra dunkel tidslomme til moderne sommerparadis!