Galleri fra sommerhuset

Jeg elsker før-efter boligreportager, og det er også gået op for mig, at det dælme  er længe siden, at boligbladene har praktiseret det med før-efter. De viser kun den velpolerede virkelighed! Så derfor har jeg besluttet mig for at smide de ucensurerede billeder af hvad det er for noget, jeg har overtaget! De tidligere ejere har efterladt mange super fede retro ting i huset, der er dog også fulgt en del crap og en del orange ting og sager med. Jeg beholder de fedeste ting, men der bliver også ting, jeg må skille mig af med for at slippe for den mest lumre museums-stemning. Og så skal der shines op. Der har været nogen, der har været meget glade for rødt. Alt træværk er pt. sort og rødt. Jeg kan personligt ikke håndtere nogen form for rødt i indretningen, så alt skal hvidtes og renses for øjet. Træloftet ville jeg gerne beholde, men er kommet frem til, at det bliver for dunkelt, så jeg maler det hvidt og lader bjælkerne forblive træfarvede (lige nu er de dælme også rødlige, så jeg skal skrigende traktere dem med en rystepudser. Eller hvad dælen man nu bruger). Og så er der noget med at åbne op og få lys ind med nye vinduer og så få bygget en terrasse. Og supplere med flere moderne møbler og tæpper og lys. Jeg skal som noget af det første shine køkkenet op; fjerne de frygtelige firserlåger og erstatte med stofgardiner, det er super sødt og sommerhusagtigt. Og så har jeg også lagt ud med at få investeret i en varmepumpe, så huset får en varmekilde til ud over brændeovnen. Man kan endda sende en SMS til dyret og bede det om at varme huset op, når man skal afsted, så kommer man til et lunt hus. Har også bestilt en palle med træ. Jeg er helt vild med at planlægge sådan noget, min indre projektleder og strukturfetichist går amok, og man får dælme mødt alle mulige mennesker undervejs i processen. Så følg endelig med herinde; fra dunkel tidslomme til moderne sommerparadis!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *